Nyhed

15 forunderlige facts om dagens 60-års fødselar Steffen Brandt

I dag fylder TV-2's mangeårige sanger og sangskriver rundt

I dag fylder Steffen Brandt, kendt som sanger, sangskriver, keyboardspiller og guitarist i TV-2 siden 1981, 60 år. I den forbindelse har vi fundet 15 interessante oplysninger om ham. Du kan også se masser af billeder af Brandt før og nu i GAFFAs gallerisektion.

Du kan også læse et mere indgående portræt af Steffen Brandt i GAFFAs artikelsektion

1. Steffen Brandt er født 14. juni 1953 i Åbyhøj og er mellemste barn i en søskendeflok på tre. Faderen var salgsrepræsentant og moderen hjemmegående, og som barn gik Steffen til både fodbold, spejder og klaver – sidstnævnte derhjemme.


2. Brandt var i 1974 med til at danne den symfoniske rockgruppe Taurus, en forløber for TV-2, der i 1978 udgav deres første og eneste album, "Whatever Happened To The Sixties" med samme besætning, som senere blev kendt som TV-2: Brandt på sang, Hans Erik Lerchenfeldt på guitar, Georg Olesen på bas og Sven Gaul på trommer.

3. Brandt er uddannet cand.mag. i Nordisk Sprog og Litteratur fra Aarhus Universitet og studerede i de marxistiske 70'erne. En af de populære bøger på studiet var Hans-Jørgen Schanz' "Til rekonstruktionen af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status". Efter sin cand.mag.-uddannelse tog Brandt en pædagogikumuddannelse på Tørring Gymnasium. Han fik dog aldrig brugt sin uddannelse, da TV-2 blev et fuldtidsjob kort efter.

4. Steffen Brandt dannede TV-2 ved årsskiftet 1980/81 med Brandt på sang og keyboard, Hans Erik Lerchenfeldt på guitar, Georg Olesen på bas, Sven Gaul på trommer og Niels Dan Andersen på sax og keyboard – sidstnævnte gik dog ud i efteråret 1981, og siden har lineuppen været uændret. Bandet albumdebuterede i 1981 med "Fantastiske Toyota" til moderat succes. Det store gennembrud kom i 1983 med deres tredje album "Beat", der indeholdt hittet "Popmusikerens Vise" og nyklassikeren "Bag Duggede Ruder".


5. Steffen Brandt og resten af TV-2 udgav i 1982 albummet "Om Sommeren Er Alting Anderledes" under dæknavnet The Beautifuls. Albummet indeholdt blandt andet sange af The Beatles og Brian Eno med danske tekster. Efter eget udsagn et tiltag for at drille den del af musikpressen, der var forarget over, at gruppen havde skiftet navn fra TV-2 til Taurus og skiftet stil. Så nu gjorde de det igen.

6. Steffen Brandts bedst solgte album med TV-2 er "Rigtige Mænd Gider Ikke Høre Mere Vrøvl" fra 1985. Albummet har solgt 250.000 eksemplarer. Det bedst solgte i dette årtusind er "De Første Kærester På Månen" (2005), der har solgt 161.000 eksemplarer.

7. Steffen Brandts til dato korteste sangtekst, "Kalundborgbåden" fra 1988-albummet "Nærmest Lykkelig", lyder i sin helhed som følger: "På Kalundborgbådens agterdæk / forefindes morskabsautomater / et populært tidsfordriv". Teksten er inspireret af en pjece om bord på færgerne Peder Paars og Niels Klim, der i 80'erne sejlede mellem Aarhus og Kalundborg.


8. Steffen Brandt havde som ung omgang med Carsten Nielsen, der senere blev kendt som Blekingegadebandens chauffør. Da Blekingebanden mange år senere var på flugt fra politiet, skrev Carsten Nielsen et brev til Brandt, hvor han bad om Brandts hjælp til at flygte. Brandt ignorerede dog henvendelsen, som han betragtede som noget, der kom fra en sindsforvirret person.

9. Foruden TV-2-sangene har Steffen Brandt skrevet tekster til blandt andre Ray Dee Ohh, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen. Han har også skrevet musicalen "Nemo", opført på Bellevue Teater i 1989, og tekster til DR1's satireprogram "Mere Sport Om Lidt" i begyndelsen af 90'erne

10. Steffen Brandts antiracistiske sang "September 85" fra 1985-albummet "Rigtige Mænd Gider Ikke Høre Mere Vrøvl" blev i 1994 brugt ved eksamen i skriftlig dansk i gymnasiet. Ifølge Aarhus Stiftstidende havde en del elever misforstået teksten og troet, der var tale om en racistisk sang.


11. Steffen Brandt er stor elsker af den nu afdøde danske forfatter Per Højholt og har fremført hans digt "Henry Ind I Landskabet" til musik af Halfdan E på 2001-coveralbummet "Tilbage Til Turbo", hvor også blandt andre Tue Track og Bjørn Svin medvirker.

12. Steffen Brandts hus i det centrale Aarhus var i mange år sort, ligesom hans tøj oftest er det, men i begyndelsen af 00'erne blev det malet gråt. I baghuset har gruppen indrettet studie.

13. Steffen Brandt har siden 2001 været primus motor i den årlige koncertuge Udenfor Sæsonen på Bornholm, hvor Brandt og en række musikalske gæster og til tider også forfattere optræder. Blandt kunstnerne til Udenfor Sæsonen gennem tiden kan nævnes Sebastian, Lise Westzynthius, Lone Hørslev, Teitur, Kira Skov, Disa og Nive Nielsen.


14. Steffen Brandt kastede tidligt sin musikalske kærlighed på Tina Dickow og fik hende til at medvirke på TV-2-sangen "Herlev, Det Er Skønt" fra albummet "På Kanten Af Småt Brændbart" fra 2002. De to har også givet adskillige koncerter sammen, ligesom de har indsunget Brandts fordanskning af Leonard Cohens "Hallelujah" på coveralbummet "På Danske Læber" fra 2004. Også Julie Maria har han arbejdet sammen og optrådt med ved flere lejligheder.

15. I 2009 udgav Steffen Brandt sit første og hidtil eneste soloalbum, "Baby Blue", et dobbeltalbum med Brandts fordanskninger af Bob Dylan. Albummet blev fulgt op af en teaterkoncert på Betty Nansen Teater med Brandt og Trine Dyrholm i hovedrollerne.

Du kan også se masser af billeder af Brandt før og nu i GAFFAs gallerisektion.


Du kan også læse et mere indgående portræt af Steffen Brandt i GAFFAs artikelsektion

ANNONCE