Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Nyhed / Torsdag d. 22-08-2013 kl. 14:25

Tori Amos fylder 50

Den amerikanske sangerinde, sangskriver og pianist runder et halvt århundrede i dag

I dag fylder den amerikanske sangerinde, sangskriver, pianist og producer Tori Amos 50 år.

Tori Amos, der er døbt Myra Ellen Amos, voksede op i Maryland som datter af en metodistpræst og viste i en ganske ung alder interesse og talent for klaverspil. Hun begyndte allerede som toårig at spille klaver, gik i gang med at komponere som femårig og blev kort tid efter optaget på Peabody Conservatory of Music. Her blev hun dog som 11-årig smidt ud, efter eget udsagn fordi hun var mere interesseret i rock og pop end klassisk musik og nodelæsning.

Herefter brugte Tori Amos nogle år som pianist i blandt andet bøssebarer. I 1977 vandt hun en lokal talentkonkurrence og kort efter endnu en talentkonkurrence, der endte med udgivelsen af hendes første single, "Baltimore", i 1980. Singlen udkom dog kun i et ganske lille oplag. Indtil da optrådte Amos under navnet Ellen Amos, men hun tog nu kunstnernavnet Tori Amos, da en vens kæreste havde fortalt hende, at det klædte hende.

I 1984 flyttede Amos til Los Angeles, hvor hun dannede synthpopbandet Y Kant Tori Read, en reference til hendes manglende talent for nodelæsning. Gruppen udgav et selvbetitlet album i 1988. Udgivelsen floppede, og gruppen gik kort efter i opløsning.

Tori Amos solodebuterede i 1992 med albummet "Little Earthquakes", der fik fremragende anmeldelser og pæne salgstal – ikke mindst i England, hvor albummet opnåede en 14. plads på hitlisten og gav hende en Q Award som "Best New Act". Albummet indeholdt Amos' dybt personlige sange, blandt andet "Me And A Gun" om en voldtægt, hun blev udsat for som ganske ung. Kampen mod voldtægt og støtte til voldtægtsofre betyder meget for Amos, der i 1994 var med til at grundlægge den velgørende organisation The Rape Abuse And Incest National Network (RAINN).

I begyndelsen af sin karriere blev Tori Amos ofte sammenlignet med Kate Bush grundet deres sangstil og begge kunstneres forkærlighed for klaverbaserede, dramatiske sange. Tori Amos har da også nævnt Kate Bush som en stor inspirationskilde.

Tori Amos har til dato udgivet 13 studiealbum, senest sidste års "Gold Dust" med genindspilninger af egne, ældre numre for stort orkester. I 2001 udsendte hun coveralbummet "Strange Little Girls" med sange skrevet af mænd – blandt andre Depeche Mode (det vil sige Martin Gore), Eminem og Slayer – og genfortolket fra et kvindeligt perspektiv. I 2011 udsendte hun "Night of Hunters" med nyskrevne sange med udgangspunkt i værker af klassiske komponister som Bach, Chopin og Debussy. Alle album bortset fra hendes to første, "Little Earthquakes" og "Under the Pink" (1994), har hun i øvrigt selv produceret, og de fleste har en spilletid på over en time.

Tori Amos har siden 1998 været gift med lydteknikeren og samarbejdspartneren Mark Hawley. De har sammen datteren Natashya, kaldet "Tash". Familien bor skiftevis i Flordia, Irland og England.

Tori Amos har berettet detaljeret om sit liv i selvbiografien "Piece by Piece" (2005) skrevet i samarbejde med musikjournalisten Ann Powers.

Tori Amos har givet koncerter i Danmark talrige gange, senest på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i 2011.

Se musikvideoen til et af Tori Amos' mest kendte numre, "Cornflake Girl" fra 1994:

Følg Tori Amos tryk på hjertet

Tori Amos: Unrepentant Geraldines
15-05-2014 (anmeldelse)
Tori Amos til Danmark
25-11-2013 (nyhed)
Tori Amos: Gold Dust
14-10-2012 (anmeldelse)
Tip en ven
3 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Sortering:
0
Tillykke til en sej dame :-)
0
Tori Amos er godtnok én af favoritterne. Jeg har i virkeligheden slet ikke ord til at beskrive hvor glad jeg er for hende.

Nye lyttere kan begynde med "Jackie´s Strength", "Playboy Mommy", "Gold Dust" (sangen, ikke pladen), eller bare lytte til hele "Live, Still Orbiting"-albummet (tillæg til "To Venus And Back"), hvor særligt "Sugar" rammer hårdt.
Hvis man kan støve hendes udgave af "If Six Was Nine" op er det også noget af en oplevelse.

Nårh ja, der er også "Yes, Anastacia" og hundredevis af andre guldkorn.
0
De fire første er alle klassikere, der bør findes i enhver musiksamling med respekt for sig selv.

Log ind for at kommentere.

I dag, kl. 08:05

Kate Bush slår engelsk hitlisterekord

Interessen for det britiske ikon er massiv efter hendes tilbagevenden til scenen

0    
I dag, kl. 07:34

Se Oasis-cover genskabt som kage

Definitely Maybe fyldte 20 i lørdags og fik en helt særlig hilsen fra en engelsk konditor

0    
I går, kl. 09:38

Billedserie: Ásgeir gav intimkoncert på Aros

Den islandske singer-songwriter spillede lige ved siden af kæmpeskulpturen Boy

0    
Lørdag d. 30-08-2014 kl. 20:30

Oasis' debutalbum fylder 20 i dag

Definitely Maybe er i dag ikke længere teenager

5    
Lørdag d. 30-08-2014 kl. 20:09

Deer Tick: Det kræver ægte mod at gå på scenen uden vodka og crack

Endeløse drukture, halsbrækkende scenestunts og et turnéliv, der let som ingenting kunne have kostet ham livet. Deer Tick-frontmand John McCauley fortæller ærligt om sit nye liv.

0    
Fredag d. 29-08-2014 kl. 19:00

Se Catch The Breezes fjerde video i rækken

Det er gået stærkt for Catch The Breeze siden offentliggørelsen af projektet tilbage i februar. Endnu en musikvideo er nu klar.

0