Nyhed

Lars H.U.G. 1997: Selvfølgelig skal jeg ikke lave noget for de penge

I anledning af GAFFAs 30 års jubilæum kigger vi nærmere på gamle citater

GAFFA fylder 30 år i september, og det fejrer vi blandt andet med en citatsamling, hvor vi hver dag bringer et udvalg af de bedste citater fra vores mange, mange interviewofre gennem tiden – med et nyt år hver dag. Vi fortsætter med 1997 og arbejder os gennem måneden frem mod 2013.

Du kan læse alle de gamle magasiner og se de i alt 340 forsider i GAFFAs omfattende arkivsektion.

"Hvor mange står og børster tænder, mens deres manager ligger nøgen i badekarret? Og mens bassisten sidder og skider?" – Psyched Up Janis om forholdet til deres manager, februar 1997


"Tanken om at skrive noder for at håbe på, at nogle musikere rammer slagene, det virker fjernt for mig. Det er smartere at få maskinerne til det, så er man sikker på, at det bliver gjort ordentligt." – Anders Remmer, Jet, april 1997

"Der kom alle mulige restriktioner på lyden til koncerter. Vi skred engang fra en koncert, hvor lyden var så lav, at vi kunne høre folk tale på første række." – Maxim Reality, The Prodigy, juli 1997

"Jeg plejer at invitere Jehovas Vidner indenfor til en kop kaffe og siger til dem, at de bare skal fortsætte med at fordømme heavy metal og punkrock, for ellers ville det slet ikke være fedt at spille og stille en front op." – Peter Peter, Bleeder, august 1997


"Før vi skrev under, så spurgte vi Manfred (Zähringer, pladeselskabsdirektør, red.) ligeud: "Hvad er jeres motiv?" Han svarede: "Penge". Så der er altså ikke tegnet noget glansbillede." – Jesper Haugaard, Colorblind, om pladeselskabet Icebergs motiver bag udgivelsen af gruppens album, oktober 1997

"Vi og alle andre bands er kun små ludere i et kæmpecirkus, hvor pladeselskaberne er alfonser, som sender deres ludere i manegen og sidder på den flade og skraber penge til sig selv. Alfonserne vil skide på, hvilken stil og image vi har, bare vi skrubber ud og skaffer kunder, så der kan komme penge i kassen." – Mesta Lasse, Hvid Sjokolade, om pladebranchen, november 1997 (Mesta Lasse alias Lasse Lindholm er i øvrigt i dag kommunikationschef i den danske afdeling af pladeselskabernes brancheorganisation IFPI)

"Hvis man hyrer musikere for statens penge til at lave den musik, man gerne vil have, så er man kommunist. Der følger jo ikke en klausul med, der siger: "Her er tre gange 180.000 kroner, og så har du værsgo at lave noget musik, vi kan lide. Skulle jeg så lave den dér med "Kim Behnke i smølfeland" eller skal det være "Kim Behnke bider sig selv i røven". Fuck you, mand, selvfølgelig skal jeg ikke lave noget for de penge."


– Lars H.U.G. i en kommentar til folketingsmedlemmet Kim Behnkes (Fremskridtpartiet) kritik af, at H.U.G. fik Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, december 1997.

Gi' Et Nummer

Vi fejrer også jubilæet med udgivelsen af albummet "Gi' Et Nummer", hvor en række af landets pt. mest spændende artister har indspillet deres danske yndlingsnummer fra den periode, GAFFA har eksisteret, altså årrækken 1983-2013. Det betyder, at du kan høre fortolkninger af så forskellige danske navne som blandt andre Thomas Helmig, C.V. Jørgensen og Aqua udført af ligeledes forskellige kunstnere, der strækker sig fra Mikael Simpson over Nephew til The Floor Is Made Of Lava. Albummet bliver eksklusivt trykt i kun 3000 eksemplarer og ikke genoptrykt.


Overskuddet fra salget vil gå til Ungdommens Røde Kors, hvor pengene er øremærket til musikprojektet "URK præsenterer", hvor der blandt andet arrangeres non-profit-koncerter.

Læs mere om albummet og køb det via GAFFA Shop her.

 


ANNONCE