GAFFAs jubilæums-interview 10: Christian Hjelm

GAFFA fylder 30 år i september, og det fejrer vi blandt andet med udgivelsen af albummet "Gi' Et Nummer", hvor en række af landets pt. mest spændende artister har indspillet deres danske yndlingsnummer fra den periode, GAFFA har eksisteret, altså årrækken 1983-2013. Det betyder, at man kan høre fortolkninger af så forskellige danske navne som blandt andre Aqua, Superheroes og Kasper Winding udført af ligeledes forskellige kunstnere, der strækker sig fra Mikael Simpson til Nephew og The Floor Is Made Of Lava. Albummet bliver eksklusivt trykt i kun 3000 eksemplarer og ikke genoptrykt igen.

Overskuddet fra salget vil gå til Ungdommens Røde Kors, hvor pengene er øremærket til musikprojektet "URK præsenterer", hvor der blandt andet arrangeres non-profit-koncerter.

Tracklisten til albummet er som følger:

Ulige Numre: Kom Tilbage Nu (Danseorkestret, 1985)
Mikael Simpson: Midnat I Europa (Thomas Helmig, 1986)
Kirstine Stubbe Teglbjærg: Hvor Går Vi Hen? (Lars H.U.G., 1987)
The Eclectic Moniker: Kom Nu Hjem (Kasper Winding, 1989)
Nephew: Det Si'r Sig Selv (C.V. Jørgensen, 1990)
Tim Christensen: Spiderman (Fielfraz, 1996)
The Floor Is Made Of Lava: Roses Are Red (Aqua, 1996)
Hymns From Nineveh: Fald Min Engel (TV-2, 2001)
Go Go Berlin: Turn Me On (Superheroes, 2002)
Christian Hjelm: Worst/Best Scenario (Nephew, 2004)
Nelson Can: Riverside (Agnes Obel, 2010)

Køb albummet via GAFFA Shop her.

I løbet af september bringer vi lange interviews med de 11 bands og solister, der medvirker på albummet. Vi fortsætter med Christian Hjelm:

Jeg begyndte at spille guitar, fordi en ven glemte sin guitar hjemme ved mig i sommerferien. Indtil da havde jeg spillet el-orgel.

I starten lagde jeg altid guitaren i skødet og spillede nærmest på den som en harpe. Jeg kunne ikke så godt finde ud af det, når jeg sad rigtigt med den.

Det første musik, jeg virkelig hørte, var Creedence Clearwater Revival, rigtig southern-rock. De havde nogle gode og melodiske sange og en fantastisk energi.

Min far havde en gammel ramponeret jazzguitar liggende oppe på loftet, og han lærte mig de tre akkorder til Bad Moon Rising, som jeg spillede igen og igen, til mine fingre blødte.

Fra mit synspunkt lærer man bedst at spille på et instrument ved bare at gå i gang og høvle løs.

På et tidspunkt fik jeg en guitar-lærer, og det gik helt galt. Jeg havde allerede spillet guitar i flere år, og nu skulle jeg sidde der og spille Lille Peter Edderkop og få lektier for. Så det droppede jeg ret hurtigt.

De fleste musikere spiller musik, fordi de ikke kan lade være. Og der skal heller ikke være andre grunde.

Interessen for musik starter ikke, når du begynder at spille på et instrument. Hvis interessen ikke er der i forvejen, begynder man ikke at spille guitar.

Jeg ved ikke, hvorfor interessen for noget opstår. Den opstår nok de steder, hvor der ikke er noget pres forbundet med det.

Som 10-årig skrev jeg sange på engelsk. Det slog mig slet ikke, at jeg kunne synge på dansk.

Verden I Farver af Lis Sørensen lyder som et lige-ud-ad-landevejen nummer, men da jeg gik virkelig lyttede til det, opdagede jeg, at det var meget kryptisk og specielt lavet.

At sætte sig ned og skrive et nemt og simpelt popnummer er virkelig svært. Det er faktisk nemmere at lave noget, der er svært.

Vi, der er født i starten af 80'erne, er anderledes end dem, der er født i 90'erne. Vi er mere melankolske.

Da jeg var barn, blev børne-tv lavet af en flok skæve hippier med en dukke på hver hånd. Det var så meget sjovere, end det er i dag.

Når man åbnede avisen, da jeg var barn, var der flere sider med tvangsauktioner, end der var sider med sport.

Der var nogle, der sang: "Det bliver bedre dag for dag", og det passede jo. Pludselig var der to tv-kanaler, og man tog på ferie i Frankrig.

Næsten al musik kører i ring. Jeg var fan af Nirvana og Beatles, gennem dem opdagede jeg Velvet Underground, og igennem dem opdagede jeg Sex Pistols. Det er meget smukt, at det hele på den måde hænger sammen.

The Beach Boys er nok mit yndlingsband. Det kan simpelthen gøre mig så glad, og de kan også gøre mig ked af det, men på en god måde.

80'erne og 90'erne var meget præget af pop fra Aarhus.

I dag er der simpelthen så mange genrer i dansk musik, som alle sammen får plads. Det synes jeg er unikt.

Melankoli er blåt. Hvad skulle det ellers være?

Jeg vil gerne være musiker, som man var det tilbage i 60'erne. Dengang man udgav en plade hvert halve år og en single hver måned, samtidig med at man konstant turnerede land og rige rundt. Niveauet var jo ikke lavere af den grund.

Oh No Ono var en fantastisk hybrid. De var jo alting på én gang. Mærkeligt og uhåndgribeligt og tilsat noget lidt skævt, men samtidig lige-ud-ad-landevejen. Det var meget interessant, synes jeg.

Beach Boys er ikke bare musik for mig. Det er også et sted, jeg godt kan lide at tage hen.

Musik er vel en slags terapi for mange mennesker.

Da jeg gik i gymnasiet, var rocken helt død, indtil The Strokes kom frem i deres læderjakker og stramme bukser.

I USA har de en helt anderledes åben og gæstfri kultur, som vi slet ikke er vant til herhjemme. De er meget mere: "Kom indenfor, fremmede. Kom ind og få aftensmad og fortæl om dig selv."

Danmark er jo et lille land, og vi har vænnet os til at blive invaderet og tabe vores krige. Måske er det derfor, vi ikke stoler mere på folk end højest nødvendigt.

Jeg tror, det vil være godt for menneskeheden, hvis vi kiggede hinanden i øjnene noget mere.

Herhjemme er vi ikke opdraget til at være åbne. Står der to personer i en elevator, og den ene siger "Hej, hvordan har du det?", går den anden jo i panik. Men det er jo et velment og simpelt spørgsmål.

Danskerne er ikke så åbne, men der er ikke nogen ond mening i det. Sådan er vi bare, indtil man lærer os at kende.

Hvis publikum står med korslagte arme og keder sig til en koncert, er det da min opgave at give dem noget humør.

Musik handler om at give slip og bare lade følelserne råde. Det er en helt fantastisk ting at kunne.

Når jeg hører Edith Piaf, bliver jeg rørt over det, hun synger, selvom jeg ikke forstår et ord af det. Hendes sange handler sikkert om noget helt andet for hende, end de gør for mig.

Musik bygger broer mellem folk.

Det er en underlig følelse, når man pludselig opdager, hvad en sang rent faktisk handler om.

Mange mennesker har nok svært ved at give slip og bare være i nuet. Det er en god ting. Hvis vi gjorde det hele tiden, ville det jo ikke være specielt.

Lang Vej Igen opstod ud af ingenting. Pludselig var det der bare. Jeg havde ingen kontrol over det, og jeg blev faktisk bange for det nummer. Faktisk ville jeg slet ikke have det med på pladen. Men min co-producer insisterede på at bruge det, og det endte faktisk med at blive den største single på pladen. Sådan er det tit med musik.

Mange store hits er jo covernumre, uden at man overhovedet ved det.

Det må være en underlig følelse, at folk siger: "Det der, det er den bedste sang, du nogensinde har skrevet. Den har ændret mit liv", og så er det i virkeligheden et covernummer af et eller andet fra 70'erne.

José Gonzalez fik et verdenshit, da Sony brugte hans covernummer i den reklame med hoppeboldene. Det blev et José Gonzalez-hit, selvom det er The Knife, der har skrevet det.

Knockin' On Heavens Door blev jo en Guns N' Roses-sang. De gav den sang deres egen hårde lyd og gjorde den til deres egen på en utrolig respektfuld måde. Det er en fantastisk sang, der pludselig blev fantastisk på en ny måde.

Når man snakker med musikere om musik, bliver det hele meget teknisk: "Fed akkord" eller "Fedt med et kor lige her". Når man så spiller sangen for ikke-musikere, kan de sige: "Hmm, det er lidt kedeligt", og det er en vigtig respons at få.

Jeg så tilfældigt Speed 2 i går, og jeg bemærkede, at det hele simpelthen var så pjattet. Man ville aldrig lave sådan en film i dag.

9/11 ændrede alt. Hele verden blev på alle måder mere alvorlig og farlig. Speed 2 ville aldrig være blevet lavet, hvis Twin Towers allerede var styrtet sammen.

Jeg kan huske, at man måtte ryge, når man skulle ud og flyve. I dag må jeg ikke engang have en flaske vand med. Der er frygt alle vegne. Vi får hele tiden fortalt, hvad vi bør være bange for.

1990'erne var lallede og care-free, og det er skønt at tænke på, at det var sådan. Men jeg savner det ikke.

James Bond afspejler altid samtiden. Det kan man også se på, hvem der spiller James Bond. Pierce Brosnan havde den kække bemærkning, og Daniel Craig brækker nakken på skurkene i sin allerførste scene.

Kunsten afspejler altid samtiden, og hvis ikke den gør, er den ligegyldig.

I dag er det ikke til at finde ud af, hvem der er helten og skurken.

Om at fortolke Nephews Worst/Best Scenario til Gi' Et Nummer-cd'en:

Jeg har valgt at lave et cover af Nephews Worst/Best Case Scenario. Jeg stod og vaklede mellem Nephew og Lis Sørensen, men det her år startede med, at jeg var på tour med Nephew, 14 koncerter, og der fik jeg bare et rigtig godt forhold til dem, og til Worst Best Case Scenario. Jeg tænkte, at det kunne være et sjovt nummer for mig at arbejde med, fordi det er to fuldstændigt forskellige verdener. Det kunne være en spændende udfordring, og hvorfor altid vælge et af de gode gamle numre? Et gammelt nummer fra starten af 80'erne har vi alle sammen et forhold til, og derfor kunne det være spændende med et nyere nummer.

Jeg følte, at der på en måde var mere på spil for mig ved at vælge et mere nutidigt nummer. Samtidig tror jeg aldrig, jeg har hørt et covernummer af Nephew, selvom de jo er et af landets største bands. Og så minder det her nummer mig bare om en fed tid på turné. Der kan nærmest opstå en slags broderskab, når man kører sammen i en tourbus. Man er på eventyr sammen, og det er spændende.

Et godt covernummer, synes jeg, er et nummer, hvor man kan ikke tænker over originalen, men alligevel opfanger den. Det skal være et nummer for sig selv.