Med Eik på trip i betagende brevsamling
Da journalisten Jan Poulsen på et tidspunkt besluttede sig for at indlede arbejdet med en biografi om beatgruppen Steppeulvenes semi-mytologiske frontfigur Eik Skaløe, skulle det vise sig at blive et projekt med flere frugter.
Sidste efterår udkom Poulsens solide biografi "Eik Skaløe - spejder og steppeulv". Men forfatterens henvendelse blev også anledning til, at Skaløes efterladte søster Iben Lassesen (ej at forveksle med Skaløes kæreste/veninde Iben Nagel Rasmussen) "kom på loftet og fandt kasserne frem."
Illustreret samling
Kasser med breve, som hermed foreligger i bogform - indledt og bundet sammen af søsteren, flot sat op og ledsaget af illustrationer - fra (små) fotos til optryk af kuverter og ikke mindst en mængde af de små tegninger, som ledsagede mange af brevene. Hertil kommer, at breve som blev skrevet på maskine, er sat med en anden typografi end de håndskrevne breve, som var hovedreglen - fordi flowet ifølge forordet var et andet, når Eik havde skrivemaskine til rådighed.
Brevene spænder fra januar '64 til Skaløes død fire år senere. Det er den dramatiske dannelseshistorie om en ualmindeligt eftertænksom ung mand i tyvernes første halvdel, og med åbningslinierne i det første brev, dateret 8/1-64, er tonen ligesom slået an: "Tre ting at sige om idag: Har realiseret min krop - læst Werfel og fået en grøn fløjelsjakke."
I lyset af, at Skaløe vel nærmest kan betegnes som Danmarks eneste, egentlige "rocklegende" er det ironisk, hvor lidt musikken egentlig fylder i hans historie. "Da først pladen var en realitet, lå den bag Eik," som det hedder i en billedtekst med henvisning til Steppeulvenes eneste album "Hip", som udkom i '67.
Fra trip til hip
Selve året 1967 fylder da også bare ti af bogens lidt mere end 300 sider - da albummet var indspillet i foråret og i sidste øjeblik skiftet titel fra "Trip" til "Hip," var Eik allerede på vej afsted til Mallorca. Og ved årets udgang - efter en sommer med koncerter i kølvandet på pladen - var Eik i Kabul, på veej mod Pakistan.
Jo, det var netop trippet - både det indre og det geografiske - som optog Eik, får man et klart indtryk af her. Og som sådan er "Breve fra vejen af rågummisåler" måske ikke nogen bog om musik - men i ganske høj grad om den energi og det rastløse intellekt, der fostrede "Dunhammeraften," "Lykkens Pamfil" og "Itsi-Bitsi," hvorfra bogen henter sin titel.
En evaluering af Skaløes få måneder ved musikken får vi således heller ikke af hovedpersonen, men derimod af søsteren, som i sine bidrag til bogen - indledning og kommenterende afsnit - benytter sig af en poetisk farvet prosa, som nogen måske vil kalde en kende svulstig, men som jeg egentlig finder spiller udmærket sammen med tonen i brevene. Om '67 hedder det således:
Eik levede dette år i skyggen af kampen for at finde sit indre jeg, kaste masken og leve åbent med dette jeg. Han ønskede at være i sine venners kreds som sig selv, men begyndte at erkende, at han altid lod sig fange ind af sin tidligere rolle. Og af stofferne. Som stort set var vennekredsens kerneværdi. (...) Efter sommerens hektiske aktivitet viklede Eik sig ud af tornadoen og stod lidt forblæst, men tilfreds og betragtede, at den cirklede videre i landskabet. Selv rystede han det hele af sig, som en hund, der har været i vandet, og forsøgte at samle op på det, han egentlig ville: Det søgende og det litterære. Brændt på sjæl og legeme efter de mange, både mentale og fysiske udfordringer, han havde flagelleret sin ungdom med.
"Breve fra vejen af rågummisåler" er en flot bog i rent grafisk forstand. Hertil kommer, at brevene er fascinerende læsning, og giver både et billede af den tid, de er undfanget i - men også af en (fornemmer man) temmelig enestående enspænder med flere antenner ude end de fleste.
Myte aflivet
Det sidste brev fra Eik - bortset fra afskedsbrevene fundet i en taske sammen med liget - er afsendt fra Pakistan, oktober '68, og konkluderes med følgende linier: "Men bedst af alt: jeg har det ret så godt, og er glad for at være, hvor jeg er. På genskriv i Kathmandu. Pas godt på jer og vær kærlig hilset - Jeres Eik."
Der gik flere måneder, inden familien blev kontaktet af Interpol, og i sit efterskrift benytter søsteren lejligheden til at mane enhver myte om, at Eik skulle leve og have det godt et sted i Østen, i jorden. Kraniet blev sendt hjem og identificeret af moderen - "Eiks tandsæt var meget specielt, selv dengang hvor det ikke var almindeligt at få bøjle på tænderne, når perlerækken ikke var symmetrisk," som det hedder.
Ikke desto mindre er det sælsomt, som figuren Skaløe - selv efter adskillige bogudgivelser fra og om det korte liv - på en eller anden måde ikke har mistet sin mystik og fascinationskraft. Der er stadig efterskoleelever anno 2013, som opdager "Hip" og tager stroferne og musikken til sig - og på samme vis er der masser at hente i de knap halvtreds år gamle "Breve fra vejen af rågummmisåler". Søgende sjæle går ikke af mode sådan lige med det første.
(Bedømmelse: Fire af seks stjerner)
Iben Lassesen (red.): Eik Skaløe - Breve fra vejen af rågummisåler. 312 sider, illustreret, vejl. pris 299, 95 kr. Lindhardt & Ringhof, udkom 15. oktober 2013.
