Joni Mitchell – Fri sjæl fra Saskatoon

Joni Mitchell – Fri sjæl fra Saskatoon

Artiklen blev oprindeligt bragt i Klub GAFFA-tillægget i marts 2008, da Joni Mitchells debutalbum fyldte 40 år. I forbindelse med hendes 70 års dag den 7. november bringer vi det nu for første gang på GAFFA.dk.

Læs også interviews med tre danske Joni Mitchell-musikerfans: Tina Dickow, Kristian Leth og Agnes Obel

Den bornholmske maler Oluf Høst skrev engang i sine dagbogsnotater, at "ægte folketone fra en afkrog kan erobre verden". Han tænkte nok på Gudhjem eller Svaneke og fint nok, men han kunne lige så godt have tænkt på Saskatoon, en by på prærien midt i den canadiske provins Saskachewan, hvor en sanger og maler voksede op. Vi kender hende som Joni Mitchell, men det var som Roberta Joan Anderson, at hun blev født i Fort MacLeod i Alberta en novemberdag i 1943. Det musikalske var bestemt ikke fra fremmede. Faren Bill, som arbejdede for det canadiske luftvåben, var søn af to norske indvandrere, og Jonis bedstefar havde faktisk været violinbygger, altså måske ud af stolt norsk hardangerfele-tradition. En ud af mange skandinaver, der udvandrede til Canada og det nordlige USA. På morens side er Joni irsk og skotsk.

Joni Mitchell fik sin første smag af livets skyggesider, da hun som niårig blev ramt af den polioepidemi, som hærgede Canada i de år, og som også ramte den senere ven og kollega Neil Young. Polio kaldes også for børnelammelse og rammer via en infektion, som man før 1952 ikke havde nogle midler imod. Fra 1960'erne har sygdommen været aftagende i den vestlige verden, fordi alle børn modtog vaccine som små. I Danmark mødte man simpelthen op på skolerne over hele landet og spiste sukkerknalder med vaccinen på. Men sådan var det altså ikke, da Neil Young og Joni Mitchell var børn i Canada.

Opholdet på hospitalet var vigtigt for Mitchell, for det var her, hun for alvor begyndte at tænke kreativt i form af digt og maleri, og hun kom sig kun langsomt, og ligesom med Neil Young var det en sygdom, som hun har haft varige men af, som især kunne mærkes på de lange og udmarvende turnéer.

Når Joni Mitchell alligevel konsekvent nævner Saskatoon som hjembyen, er det måske fordi, det var dertil familien flyttede, da hun endelig var kommet sig over sygdommen og igen kunne gå. Vi befinder os på et sted, som har strenge vintre og fantastiske somre, hvor landet omkring byen er som begravet i hvede, som gror på præriens udstrakte vidder.

Efter sygdommen forblev Joni hjemme, hvor hun blev undervist af moren, der tog fri. I løbet af de mange måneder på hospitalet havde hun sunget julesange for at holde sig selv i gang, og hun har siden bemærket, at "drengen i sengen ved siden af plejede at tysse på mig. Hvis han er blevet rockkritiker, er det ikke underligt". Og da hun var ved at få sin førlighed tilbage, en ting, som hun stædigt arbejdede på uden de hjælpemidler, som hun blev tilbudt i form af kørestol og krykker, var det eneste, hun for alvor ville, at danse. Det var, som om friheden til at udtrykke sig kreativt endelig skulle føres helt ud i livet. En biting ved sygdommen var, at hun begyndte at ryge og faktisk var håbløst afhængig af nikotin før det tiende år. En ting, der stadig følger hende.

 

Start i Toronto

Joni Mitchells karriere var typisk for sangere fra provinsen, der bare ville noget i 1960'erne. Der var bare ingen vej uden om folkemusikscenen i Toronto. Okay, Toronto er også provins, men i et så fragmenteret land som Canada, hvor regeringsbyen er ubetydelige Ottawa og storbyen Montreal et center for den fransktalende befolkning, var Toronto den naturlige magnet. Med en beliggenhed ikke langt fra grænsen til staten New York markeret ved det store Niagara-vandfald. Så efter at have opdaget folkemusikken i 1963 på art school i Alberta, hvor hun som alle andre var blevet fascineret af folkemusikere som Pete Seeger og den unge Bob Dylan, samt havde Judy Collins og Joan Baez som de naturlige rollemodeller, ramte hun folkemusikklubberne i Toronto i 1965.

Joni Mitchell havde startet med at spille lidt klaver og var allerede blevet vild med jazz i high school hjemme i Saskatoon. Det var Miles Davis (1926-91), der havde åbnet døren, en kærlighed, som siden skulle bryde ud i lys lue med samarbejdet med bassisten Charles Mingus i sluthalvfjerdserne i de sidste måneder af dennes liv. Men det var først og fremmest folkemusikken, der ramte. Nemlig når hun og kammeraterne ville holde fester og synge sange af den tids store stjerner, Kingston-trioen. Efterfølgende købte hun en ukulele. Det blev kompromiset med moren, der ikke ville have, at hun købte en guitar. Guitar var efter morens mening et instrument for hillbillies, for bonderøve. Man undres, for netop ukulelen var et instrument, alle havde et forhold gennem komikeren George Formbys film, så latteren trængte sig på, mens hjernen forestillede sig et fake billede af en solnedgang på en dårlig kulisse fra Hawaii.

Men Joni var ambitiøs, og begyndte snart at spille på et lokalt spillested i Saskatoon, og som 19-årig optrådte hun på en lokal tv-station for første gang. Umiddelbart efter var det, at hun flyttede til Calgary i nabostaten Alberta, men hun kunne ikke slå sig til ro, og hurtigt tog hun til Toronto for at blive folkesanger. Året var 1963, og det umiddelbare mekka var Yorktown, en bohemebydel med de sædvanlige karakteristika, man siden har kendt fra andre arnesteder for kunst som Haight/Ashbury i San Francisco, altså lave huslejer og en masse kollektiver og klubber, hvor spirende kunstnere kunne få de vigtige erfaringer, og klubber som The Riverboat, hvor Mitchell startede som opvasker, var vigtige mødesteder. Det specielle ved Torontos scene var, at byen var mere europæisk end New York og mere amerikansk end Montreal og agerede krydsfelt, hvor de etablerede stjerner på den tid var kunstnere som Gordon Lightfoot, og de nye blev repræsenteret af folk som Mitchell, samt en mystisk forfatter af jødisk oprindelse, der efter en årrække på en græsk ø var vendt tilbage til Canada og genopfandt sig selv som folkesanger med særdeles markante tekster, ofte fyldt med religiøse metaforer. Hans navn: Leonard Cohen. En særdeles vigtig katalysator for Joni Mitchells tro på, at hendes originale tekstunivers kunne bruges.

Det var dog synd at sige, at scenen dér tog imod en ung sanger med åbne arme. Der var nemlig et springende punkt: For at få jobs på de lokale spillesteder skulle man være medlem af fagforeningen. Lad os høre det med Joni Mitchells egne ord:

"Det første år på art school krævede de, at jeg skulle bestemme, om jeg ville være kommerciel kunstner eller kunstmaler. De ville bestemme, hvad min skæbne skulle blive. Så jeg droppede det og tog til Toronto for at blive musiker. I den by var der vel 18 klubber, der støttede sangere, så jeg tog dertil for at se, om jeg kunne få arbejde.

Nå, men i Toronto var der en meget streng musikerfagforening. Det kostede 160 dollars at komme ind i fagforeningen. Hvis du ikke var medlem, kunne du ikke spille. Så jeg måtte tage et job i en tøjforretning, som betalte 36 dollars og noget om ugen, minimumslønnen på den tid, ud af hvilken jeg skulle betale husleje, arbejdstøj og andre ting, så jeg kunne aldrig få lagt nok til side til at komme i fagforeningen. Og jeg kunne ikke skrive hjem, for mine forældre var sure over, at jeg var droppet ud af skolen. Men så fik jeg job på en klub, som tog en chance, og dér tjente jeg lidt, og til sidst lykkedes det mig at komme ind i fagforeningen."

 

Over grænsen

På klubben The Riverboat mødte Roberta Joan Anderson manden, fra hvem hun fik sit efternavn, nemlig den ubetydelige folkesanger Chuck Mitchell. Ligesom hun skulle gennemgå den traumatiske oplevelse at føde et barn, som hun ikke kunne beholde. Faren var en tidligere kæreste fra universitetet, og selv om Chuck Mitchell umiddelbart var positiv over for datteren, fungerede det ikke, og Kelly, som datteren hed dengang, blev bortadopteret – ikke mindst fordi det på den tid var særdeles problematisk for unge kvinder at opfostre børn født uden for ægteskab. Der skulle gå mange år, før mor og datter ville finde sammen igen, og Joni Mitchell kunne blive den lykkelige bedstemor, som hun er i dag, hvor datteren i øvrigt hedder Killauren Gibb. Men hvor der selvfølgelig også er masser af kontroverser inde over, idet datterens eks-mand i vanlig amerikansk stil har vist sig mere end åben over for det faktum, at hans datter pludselig har fået en rig bedstemor.

I de tidlige Toronto-dage var det sådan, at klubberne havde to scener. På hovedscenen spillede etablerede grupper og gæster fra den anden side af den amerikanske grænse. Husk på, at byer som Detroit ikke ligger så forfærdeligt langt fra Toronto.

Chuck var nemlig fra Detroit, og han og Joni var sammen i to år, som blev skelsættende, for det var her, at hun droppede sin påvirkning fra Judy Collins og Joan Baez og begyndte at skrive sine egne tekster, og det var via sin underlige måde at spille guitar på, at hun fik den specielle lyd, som vi kender som Joni Mitchell. Forklaringen var simpelthen, at hun stadig led under efterveerne fra børnelammelsen og ikke kunne spille de krævende greb på gribebrættet. Den venstre hånd ville simpelthen ikke. Men det stoppede som bekendt ikke Joni Mitchell.

"I det samme jeg begyndte at komponere, tog jeg stemmemåder fra den sorte blues, som var i omløb blandt musikerne. Tom Rush spillede i åben C. Eric Andersen viste mig en åben G, som jeg mener var Keith Richards' måde at stemme på, han skriver fortrinsvis ud fra den. Så var der den modale D. Buffy Saint-Marie havde også et par originale stemninger. Men jeg begyndte at eksperimentere, fordi min venstre hånd var noget klodset på grund af polio. Jeg måtte simplificere håndstillingerne, for jeg havde behov for akkordforløb, som jeg ikke kunne få gennem normale stemninger uden en ekstremt fleksibel venstre hånd," beretter Joni Mitchell i et interview.

Stemningerne åbnede et væld af muligheder op for den eventyrlystne komponist og gjorde, at hun kunne opnå en meget kreativ tilgang til guitaren, som var lysår fra den, man kendte inden for folkesangen. Også på andre måder påvirkede de unge canadiske kunstnere hinanden. Eksempelvis var Joni Mitchell påvirket af den to år yngre Neil Young, der på sin 19-års fødselsdag havde skrevet sangen Sugar Mountain om at være næsten voksen, og som netop det år havde mødt Mitchell på folkemusikklubben på staten Manitobas universitet i Winnipeg og siden havde mødt hende i Yorktown-distriktet i Toronto. Hendes tidlige mestersang, The Circle Game, var et svar på netop Youngs sang. De to skulle siden få en del med hinanden at gøre i Los Angeles. Ligesom Joni Mitchell på sæt og vis agerede som en ældre søster i forhold til Young, som allerede dengang havde sin særegne knastørre humor.

Ægteskabet med Chuck varede to år, hvor udgangspunktet var et Detroit, som endnu syntes lysår fra kommende kometer som Iggy (Pop) and The Stooges og MC5, samt etnisk var diametral modsætning til den sorte befolknings revolution omkring Tamla Motown-plademærket, og efterfølgende drog Joni Mitchell fra hvide klubber som Chess Mate til New York. Nu skulle solokarrieren for alvor på skinner. Og her var det Greenwich Village, som lokkede. Stedet, hvor Bob Dylan og hans samtidige såsom Dave Van Ronk havde slået deres folder. Der var dog et stort problem: Hvis der var noget, der var helt yt, var det folkesangere med rene stemmer og en guitar. Det havde Dylan sat en stopper for med sin famøse optræden på Newport-festivalen, hvor han spillede elektrisk og fik folket til at flippe ud. For efterfølgende at hylde ham endnu engang som foregangsmand.

Så Joni ramte byen ligesom føromtalte Leonard Cohen, men snart skulle lykken tilsmile den unge sangerinde. Nemlig da hun fik solgt de første kompositioner til etablerede kunstnere. Og via den etablerede Judy Collins, som udsendte albummet Wildflowers, opnåede et første hit, da Mitchell-sangen Both Sides, Now (kommaet blev senere fjernet)klatrede op ottendepladsen på branchetidsskriftet Billboards altafgørende Top 100-liste.

 

Sangskriver

Når man lytter til de første fire album med Joni Mitchell – det første, Song To A Seagull, kan i marts 2008 fejre sit 40-års jubilæum – fremstår det canadiske særpræg meget klart, og man fornemmer et klart slægtskab til keltiske kunstnere, og faktisk kom Joni Mitchell via den amerikanske producer Joe Boyd – der var en central spiller på Londons psykedeliske scene som producer af Mitchell-beslægtede kunstnere som Nick Drake og folkene omkring Fairport Convention – tidligt til England. Joni Mitchell havde dengang en syngestil, hvor hendes krystalklare sopran var i centrum i enkle akustiske arrangementer, og faktisk følte hun selv, at hun simpelthen ikke var klar til at spille med et band. Dengang som nu følte hun sig bedst tilpas foran det intime publikum frem for de store scener.

I 1966 kom Joni Mitchell til New York, hvor hun flyttede ind i en lille lejlighed i Chelsea-kvarteret på Manhattan. Her begyndte hun for alvor at skrive sange, og snart fik hun stor opmærksomhed som sangskriver, og en række kunstnere af betydning begyndte at få hits med hendes sange. Hun blev en del af den nye folkemusikbølge, der modsat den, Bob Dylan var udsprunget af, ikke tog afsæt i borgerrettighedsbevægelsen og frygten for atomkrig. Tværtimod var det de personlige og gerne surrealistiske tekster, der var i fokus. Mitchell blev del af en bølge, der også talte føromtalte Leonard Cohen, Tim Buckley (1947-75 – far til Jeff Buckley), Tim Hardin (1941-80), Bert Sommer (1949-90), Richie Havens, Laura Nyro, indianske Buffy Saint-Marie samt en række andre.

Det skulle blive Joni Mitchells held, at hun havde en særdeles forstående kollega og forbillede i folkesangeren Buffy Sainte-Marie, født to år før Joni i et indianerreservat i Saskachewan, altså i samme stat som Saskatoon. Hun skulle siden blive kendt i en bred offentlighed for titelsangen til den kritiske indianerfilm Soldier Blue, men var også ophavskvinde til firserhittet Up Where We Belong fra filmen Officer og Gentleman, ligesom hun i 1972 havde en vis udbredelse – også i Danmark – med lp'en Moonshot.

Men op til efteråret 1967 havde Joni Mitchell klaret alting selv. Indtil Buffy Sainte-Marie tog en ven, manager Elliot Roberts, med hen på Cafe A GoGo i Greenwich Village, hvor Joni spillede opvarmning for Richie Havens. Roberts var ramt på stedet, kvittede sit job og satsede på at være Jonis manager på fuld tid.

Det viste sig at være smart, at hun allerede i Detroit havde oprettet sit eget firma, som varetog alle hendes rettigheder. Snart var hun i en position, hvor hun – hvis hun havde villet det – udelukkende kunne leve af rettighederne til sine sange, der efterfølgende blev indspillet af blandt andre vennen Buffy Sainte-Marie.

 

Mod vest

Snart skulle der dog ske endnu et skelsættende møde i Mitchells liv. Nemlig da et forhenværende medlem af Los Angeles' mest populære gruppe, The Byrds, så hende spille på en klub i Florida. Nu skulle der ske en kæde af begivenheder, som passede sammen på unik vis. Og her var David Crosby, som Byrds-medlemmet hed, en vigtig spiller. Fordi han besad de helt rette elementer, nemlig uselviskhed, var en hippie helt ind i sjælen og var aldeles og totalt fascineret af den canadiske sangerinde med det smukke ydre og den unikke stemme. Crosby var en af rockverdenens bedste korsangere, og i Mitchell havde han absolut fundet en, der matchede ham.

Samtidig tog Elliot Roberts de helt rigtige beslutninger. Fokus blev nu rettet mod vestkysten, hvor kærlighedssommeren i San Francisco lige var ovre, og der ligeledes var fuld tryk på det kreative output i Los Angeles længere mod syd. Så Roberts tog kontakt til Mo Ostin, chef for Reprise, et pladeselskab, der var i færd med at skaffe sig en profil med udspring i den nye folkemusik. Og med David Crosby inde over var Ostin klar til at betale for den første demoskive, produceret af Byrds-sangeren, som var et stort navn i Los Angeles. Altså flyttede alle til bakkerne oven over Hollywood, til Laurel Canyon, hvor der var et stort og rigt kunstnersamfund, som også talte grupper som The Doors og Frank Zappas Mothers Of Invention. Blandt mange andre.

Det, som var Crosbys styrke i forhold til Joni Mitchell, var, at han var et hundrede procent klar på, at hun skulle være sig selv. Hans navn som producer beskyttede hende mod den konservative mandsdominerede rockbusiness, og samtidig var han hippie helt ind i hjertet og havde faktisk været pioner på vestkysten som medlem af folkesangermiljøet i San Franciscos Bay Area-område i de tidlige tressere, før der var tænkt på The Byrds og på berømmelse. Så Joni Mitchell direkte fra New York-scenen med kunstige øjenvipper og makeup blev hurtigt på Crosbys foranledning forvandlet til en naturlig kvinde, som "fandt glæde i at stå op og vaske sig uden at skulle iføre sig fuld krigsmaling", som hun senere har sagt det.

Demoen blev til en kontrakt, og derefter gik Crosby i gang med at præsentere Mitchell for alle vennerne. Filmstjernen Peter Fonda, som snart skulle udødeliggøre sig i motorcykelfilmen Easy Rider, husker et besøg fra Crosby og Mitchell:

"David kom forbi mit hus en dag og sagde, at han havde en ny pige, jeg skulle møde. Jeg troede, at han mente en groupie, og jeg protesterede, for min kone var til stede. Men i stedet kom Joni ind og så min 12-strengede akustiske guitar, og spurgte genert, om hun måtte spille på den. Hvorefter hun omgående stemte den i en eller anden underlig stemning og spillede 13 eller 14 sange, herunder en sang, der var det bedste, jeg havde hørt i mit liv."

Manager Elliot Roberts havde lignende oplevelser, hvor Crosby inviterede kolleger som The Mamas & The Papas, sanger John B. Sebastian fra Lovin' Spoonful og andre, og hvordan Joni fyrede en stribe sange af, som "var de bedste sange, der nogensinde var skrevet", hvorefter rygtet på radioen næste dag var, at der var denne nye pige i byen, som man bare skulle høre. Resultatet var, at da hendes første album kom på gaden, og hun spillede på klubben The Troubadour, vidste alle i branchen, at her kom det nye håb, og resultatet var, at de første fire dage med to shows hver aften var der totalt pakket.

 

Kvinderne fra kløften

David Crosby var selv inde i en rivende udvikling, og Joni Mitchells ankomst passede med, at den engelske sanger Graham Nash kom til byen. Ligesom Joni Mitchell snart mødte sin gamle ven fra dagene i Canada, Neil Young. Tilfældet ville faktisk, at mens hun var i studiet, var Neils gruppe, Buffalo Springfield, i færd med at indspille inde ved siden af. Mødet betød i øvrigt, at Elliot Roberts flyttede til Californien og ind hos Stephen Stills, sammen med Young den kreative hovedkraft i Buffalo Springfield. Ligesom han blev det populære orkesters nye manager og siden skulle fortsætte i samme rolle hos Neil Young, en rolle, han bestrider endnu.

Da Buffalo Springfield gik i opløsning, begyndte David Crosby at jamme med Stephen Stills, og de fandt snart ud af, at der var en helt speciel kemi, både hvad angik kompositioner og harmonien mellem stemmerne. David Crosby og Joni var blevet kærester og boede sammen, og da de en dag havde besøg af Graham Nash - succesfuld med den engelske popgruppe The Hollies – opstod det magiske øjeblik, hvor kimen blev lagt til trioen Crosby, Stills & Nash, fordi Nash gik ind og lod sin lyse tenor svæve over de to andres stemmer. Det blev den trio, der siden skulle blive udvidet med Neil Young, ligesom Joni Mitchell snart indgik i et parforhold med Nash – i øvrigt med Crosbys fulde velsignelse – ligesom netop Crosby og Nash siden har haft et mangeårigt samarbejde og er hinandens bedste venner.

Det var lykkelige og stærkt kreative år, hvor ikke mindst Joni Mitchell fik lagt grunden til det videre karriereforløb med plader som Clouds (1969), Ladies Of The Canyon (1970) og Blue (1971). Ligesom hun her fik lanceret nogle af sine største hits, først og fremmest Both Sides, Now og de to sange fra Ladies Of The Canyon, nemlig Big Yellow Taxi og Woodstock, sidstnævnte en genial sang, som afspejlede Joni Mitchells frustration, da hun måtte blive tilbage i New York i den weekend i august 1969, hvor verden gik af lave på nogle marker nær Bethel i staten New York, og vennerne deltog i Woodstock-festivalen. Den senere film fra begivenheden lancerede for alvor Crosby, Stills, Nash & Young i den offentlige bevidsthed, ligesom deres udgave af Mitchells sang om begivenheden blev en af tidens pejlemærker. Simpelthen en af den slags milepæle, der karakteriserer en hel generations håb og drømme. Men altså skrevet af en kunstner, der havde et tv-show med den indflydelsesrige tv-vært Dick Cavett, der skulle passes om mandagen, og som derfor ikke fik lov til at følges med vennerne til den historiske festival, som hun ellers var blevet booket til. Foran fjernsynet kunne Joni levende sætte sig i rockpilgrimmens sted og skrive sangen, alle kunne forholde sig til.

Ladies Of The Canyon blev Joni Mitchells gennembrud og den første guldplade. Ligesom den uden sammenligning er undertegnedes yndlingsplade fra perioden – også selv om rigtigt mange fremhæver den følgende Blue som den måske allerbedste plade med Mitchell overhovedet.

 

Farvel rock

I 1970'erne rammer Joni Mitchell toppen kunstnerisk med en række album, der dels er vovestykker, der udfordrer hendes publikum og dels i retrospekt bliver set som vigtige kunstneriske statements fra en fri kvinde, som ikke lader nogen som helst diktere sin vej.

En af de første ting, Joni Mitchell gør, er at købe et stykke land oppe længere oppe ad vestkysten på den anden side af den canadiske grænse. Det vil sige i staten British Colombia, et stykke nord for Vancouver. Et sted, der fra den tid af bliver et vigtigt sted at skabe og være i pagt med dels naturen og dels med de canadiske rødder – også selv om modsætningen til Saskatoon er til at få øje på. Opvokset på prærien stammer Joni fra et sted, som geografisk er så langt fra havet, som man kan komme.

I kølvandet på Ladies Of The Canyon og det introspektive mesterværk, Blue (1971), er Joni Mitchell vokset ind i rockens aristokrati, men hun er også ved at være grundigt træt af det, de uskyldige tid i sen-tressernes Laurel Canyon er blevet til, hvor stofferne har taget overhånd, og alle er for rige til at for alvor at udvikle sig som før. Selv har Joni Mitchell et hus i fashionable Bel Air, hun rejser på tur med sit private jetfly og kommer snart til at turnere over hele verden i kølvandet på tidens første store album, Court And Spark (1974). Men der er også en bevægelse i gang fra den evigt søgende kunstner, som er blevet vækket af en af tidens helt store reformatorer inden for den rytmiske musik. Joni Mitchell er nemlig blevet mere end opmærksom på det vigtige arbejde, jazztrompetisten og orkesterlederen Miles Davis har gang i med album som Nefertiti (1967) Bitches Brew (1969) og In A Silent Way (1969) og den bølge, hans gruppe inspirerer og siden får de forskellige medlemmer til at danne indflydelsesrige grupper i kølvandet på de vigtige plader. Vi snakker om folk som pianist Herbie Hancock, saxofonist Wayne Shorter, guitarist John McLaughlin, trommeslager Tony Williams og andre. De grupper, der skyder op og tegner den nye tid, inkluderer flagskibe som Weather Report med Shorter og Joe Zawinul, Chick Coreas Return To Forever, McLaughlins Mahavishnu Orchestra og Tony Williams' Lifetime. Snart skal deres indflydelse transformere folkesangeren Mitchell i retning af jazzdiva. Vel at mærke en diva med en helt speciel og meget personlig agenda.

I første omgang finder hun sammen med en elektrisk gruppe ved navn L.A. Express, med hvem hun turnerer i starten af halvfjerdserne, og som tegner det første skridt væk fra standardformularen for en kvindelig rockstjerne. Det er dog med 1975-skiven The Hissing Of Summer Lawns, at Mitchell for alvor lægger afstand til sine samtidige. Et skift, der ikke forstås af mange på den tid, ligesom kritikerne er hårde ved, hvad eftertiden har dømt som et af de mest indflydelsesrige album fra 1970'erne og siden er blevet rost af folk som Prince og Annie Lennox som inspirationskilde for dem.

Pladens titel hentyder til den hvæsende lyd fra endeløse sprinklere på uendelige velplejede grønne plæner i velbjergede Los Angeles, som vel at mærke er anlagt på, hvad der engang var ørken. Pladens provokerende tekster fik da også samtidige til at fare i blækhuset. Eksempelvis går den ellers så gamle ven Neil Young totalt amok med coveret på sin plade fra samme år, Zuma, som er en parodi på Jonis plade, ligesom der er en sang, der synes som en besked lige i synet på Mitchell. Den hedder Stupid Girl.

I de år har medierne for længst taget fløjlshandskerne af over for deres tidligere yndlingssangerinde. Som så mange kvinder, chauvinistiske medier ikke helt kan greje, bliver Joni rubriceret efter, hvem hun dater, og det må da også siges at være en rockens who-is-who i den periode, fra David Crosby og Graham Nash via James Taylor og trommeslagerne Don Elias og John Guerin til bassisten Larry Klein, som hun er sammen med i mange år, og som stadig er hendes musikalske sparringpartner. Men det er lidt som en Carla Bruni, der i forbindelse med sin romance med den franske præsident i medier verden over bliver fremhævet for sin tid som topmodel, samt for sine forhold til en række kendte mænd. Mens man helt overser, at hun i januar 2007 udsendte albummet No Promises, som eksempelvis i GAFFA blev belønnet med samtlige 6 mulige stjerner.

The Hissing Of Summer Lawns ses af mange som Joni Mitchells hovedværk. I hvert fald er det et af de mest indflydelsesrige. For blandt andet medtager Joni Mitchell samples fra den berømte etniske plade fra fransk radio med trommeslagerne fra Burundi (Burundi – Musique Traditionelles. Ochora/Naxos. Red.), en skive, der er blevet brugt i mange sammenhænge til at formidle den eksotiske lydside til Heart Of Darkness, om man vil. Og Joni Mitchells brug af trommeslagerne som fundament, over hvilket hendes stemme svæver, er ikke bare noget, der siden skal inspirere folk som Peter Gabriel, men det er også nøglen til det nye musikalske skattekammer, som hun selv entrer. For her skaber hun det frie musikalske udtryk, som hun kommer til at gøre brug af i rigt mål på kommende plader som Hejira (1976), Don Juan's Reckless Daughter (1977), og især den mesterlige Mingus (1979). Og med til at forløse de nye musikalske idéer er den mesterlige bassist, Jaco Pastorius (1951-87), som om nogen raffinerer stilen med at spille rundt om Mitchells melodilinjer og skabe en ny og luftig musik, som både indeholder jazzens mest fornemme æstetik og samtidig har al Joni Mitchells særpræg.

Unægtelig en kunstnerisk bedrift.

 

Ind i jazzen

Mingus (1979) er dedikeret til – og lavet i samarbejde med – jazzbassisten og orkesterlederen Charles Mingus (1922-79), som specifikt havde ønsket et samarbejde med Mitchell efter at have set coveret til hendes album Don Juan's Reckless Daughter, hvor hun poserer i rollen som sort kvinde, et trip, hun kørte helt ud til fester, hvor hun i rendyrket method acting-stil mødte op klædt som en sort mand.

For mange af kritikerne blev Mingus pladen, der for alvor delte vandene. For nogle – såsom undertegnede – var det en af tidens bedste og mest modige plader. Ligesom den for Joni Mitchell personligt – sammen med Blue – er en af dem, hun fremhæver, når hun bliver bedt om at se tilbage. Ligesom hun nærmest konsekvent synes at have fundet sit vokale udtryk her i en stil, der er lysår fra den gnistrende høje sopran fra årene som folkesanger. I stedet er det en tilbagelænet og sine steder dovent kælen altstemme, der dominerer, med en frasering, der kalder mindet om Lady Day – Billie Holiday – frem. På rollelisten havde Joni Mitchell en veritabel all-star-gruppe med folk som Weather Reports Wayne Shorter og Jaco Pastorius, Herbie Hancock, Stanley Clarke, Gerry Mulligan og John McLaughlin, blandt mange andre.

Kommercielt skulle pladen vise sig at være en katastrofe. Som Joni Mitchell selv har sagt det siden hen:

"Jeg mistede radioomtaler, da jeg lavede Mingus-pladen. Jeg lavede noget af mit bedste arbejde på et tidspunkt, hvor jeg var faldet i unåde!"

Alligevel har eftertiden været mere nådig. Som med Beach Boys Smile eller Princes Black Album står Mingus frem som et album, som har en nærmest mytisk stilling i populærmusikkens historie. Ligesom undertegnede rigtigt godt kan lide de mytiske detaljer, der fortælles i kølvandet på pladen. Charles Mingus døde kort efter 57 år ung i Mexico af muskelsygdommen ALS, og hans aske blev strøet i Indiens hellige Ganges-flod. Han var blevet brændt i Mexico, og samme dag var der 57 hvaler, der strandede samme sted og blev brændt på stranden – samtidig med 57-årige Mingus.

Pladen ses i dag som en naturlig kulmination på den eksistentielle indre rejse, som Mitchell foretog i 1970'erne. Hvor Neil Young sprang på punktoget i sin lede over tømmermændene fra hippiefesten, søgte Joni ind i jazzen. Det er ikke noget tilfælde, at et hovedalbum i den tid blev kaldt Hejira. Det er arabisk for den rejse, Profeten Muhammed og hans følge af troende foretog væk fra Mekka i året 622, den rejse, der markerer starten på den muslimske tidsregning. For Mitchell var rejsen også en ny start.

Og Mingus kulminationen.

 

Genfødt i et nyt årtusinde

De efterfølgende 20 år var ikke nær så kreative. Bevares, der kom plader som Turbulent Indigo (1994), som vittigt var prydet af et selvportræt af Mitchell som Van Gogh, komplet med forbinding på øret, og pladen vandt hende en Grammy og var en stor succes. Alligevel var den kreativt ikke noget, der for alvor flyttede noget.

Næste spændende øjeblik var med 2002-dobbeltalbummet, Travelogue, som indeholdt en lang række retrospektive ting fra Joni Mitchells bagkatalog, men smagfuldt udsat for stort orkester, der det ene øjeblik var af symfonisk art og det næste et jazzbigband. Specielt sidstnævnte konstellation klædte divaen til perfektion. Kritikerne nedsablede pladen, og efterfølgende gjorde Mitchell sig bemærket ved at udtale, at hun nu stoppede med at udgive musik og udelukkende ville male, samt kom med et sjældent hvast angreb på Madonna, pop-ikonet, der oven i købet altid har fremhævet Mitchell som et forbillede. Alligevel kom Joni Mitchell tilbage sidste år med den udmærkede skive Shine, der stort set er hjemmegjort i huset i British Colombia.

Lad os slutte med lidt gode råd fra den kloge ældre kone.

Som hun siger om sangskrivning i et interview i magasinet Mojo, februar 2008:

"Jeg vil have, at der skal være noget for enhver. Der skal være sensitivitet og noget rørende, og sangen skal have intellekt og en grad af åbenbaring, noget, der fodrer hjernen og klarhed. Intellekt og klarhed hører sammen. Klarhed giver intellektet korthed. For eksempel er jeg vidtløftig. Det kommer af at være sensitiv. Sensitivitet giver mig en masse detaljer i en sang, og jeg er nødsaget til at destillere en masse tanker ned til det, som er sagen vedkommende og kunstnerisk, og da det netop er kunst, må det have sandhed og skønhed."

Sandhed og skønhed. Ikke de værste prædikater på netop – Joni Mitchell.

 

Joni Mitchell: 10 uomgængelige album:

 

Clouds

(Reprise / Warner Music, 1969)

4 stjerner

Joni Mitchells andet album er den unge folkesangerinde i fuldt flor. Her er sange som Chelsea Girl – som Clinton-ægteparret opkaldt deres datter efter – og den mesterlige Both Sides, Now. Udspringer i New York og foretager rejsen til Californien. Intim plade med ætsende sang.

 

Ladies Of The Canyon

(Reprise Records / Warner Music, 1970)

5 stjerner

Mitchell i rivende udvikling. The Canyon er selvfølgelig Laurel Canyon, og selv om der er gæstespil af Crosby, Stills, Nash & Young (skjult bag pseudonymet The Lookout Mountain United Downstairs Choir), så er det Mitchell selv i fuld kontrol på plade med mestersange som Big Yellow Taxi, Woodstock og The Circle Game. Et af hovedværkerne.

 

Blue

(Reprise Records / Warner Music, 1971)

6 stjerner

Opbrudspladen fra en kunstner, der er på vej videre, fysisk såvel som kunstnerisk. Hendes egen absolutte yndlingsplade. Resultatet af rejser med et længere ophold blandt hippier i Matala, nogle huler på sydsiden af Kreta. Udtrykket er hudløst; sangene har en nærmest transparent karakter fra det enkelte akkompagnement via den nærmest skrøbelige stemme til de mesterlige tekster og ditto melodier. På et album uden svage øjeblikke er der mestersange som All I Want, My Old Man, Carey og California. En milepæl i rockhistorien.

 

Court And Spark

(Asylum Records / Warner Music, 1974)

5 stjerner

Joni Mitchell i selskab af en lang række musikere på album, som er et spring væk fra lyden på de tidlige plader. Hendes kommercielt mest vellykkede plade er Joni, der eksperimenterer uden at sætte sin troværdighed over styr. Der er hints i retning af de fremtidige ture ind i jazzen, men det er først og fremmest et rigt facetteret album med mange lag og plads til et væld af input fra de andre musikere. Hovedsangene er Free Man In Paris, Raised On Robbery og titelsangen.

 

The Hissing Of Summer Lawns

(Asylum Records / Warner Music, 1975)

6 stjerner

En af de plader, man aldrig bliver færdig med. Vendepunktet i Joni Mitchells karriere, hvor hun skabte sin unikke blanding af folk, rock og jazz – og verdensmusik. Trommerne fra Burundi er siden blevet brugt i mange sammenhænge, og kompositionerne er i det hele taget så fantasirige og veloplagte, at striben af kunstnere, der vedkender sig albummet som inspiration er særdeles lang. Vi er stadig i Los Angeles, men udtrykket er mikset godt op. Titelsangens billede af sprinklerne på de velplejede plæner signalerer afgang, og kompositioner som In France They Kiss On Main Street, The Jungle Line og Harry's House/Centerpiece er i den grad et solidt goddag til en sangerinde med et nyt udtryk. Modig og provokerende skive, der fik masser af hug fra kritikerne, da den kom frem.

 

Hejira (Asylum Records / Warner Music, 1976)

4 stjerner

Pladen med sangen Coyote, berømt fra Joni Mitchells optræden i filmen fra The Bands afskedskoncert, The Last Waltz. Her er det mesterbassisten Jaco Pastorius, som følger Mitchells guitar og fine melodilinjer på vej på en måde, som The Bands Rick Danko ikke helt kunne (Danko, 1942-99 tilgiver mig nok...). Andre gæster på en dejlig plade er Neil Young og jazzguitaristen Larry Carlton, samt Mitchells daværende boyfriend, trommeslager John Guerin. Solid plade med en luftig vibration, som indikerer stor kreativitet og højt til loftet. Amelia er også en god sang ligesom titelsangen, der symboliserer rejse og genfødsel.

 

Don Juan's Reckless Daughter

(Asylum Records / Warner Music, 1978)

5 stjerner

Den modne Mitchell eksperimenterer med stort held med nogle af de samme musikere som sidst. Jaco Pastorius indtager en stadig vigtigere rolle, og hans arbejde med Mitchell i de år er noget af det bedste i hans alt for korte liv. Dertil gæster hans kollega fra Weather Report, saxofonist Wayne Shorter, men først og fremmest er det Mitchell her, der og alle vegne med hvad, der oprindeligt var en dobbelt-lp. Her er syrede udflugter som den næsten 17 minutter lange Paprika Plains og titelsangen, der med sin mysticisme refererer til Carlos Castanedas magiske bøger. Et hovedværk, hvor Mitchell for alvor tager sig tid og leverer igen og igen.

 

 

Mingus

(Asylum Records / Warner Music, 1979)

6 stjerner

Anmelderens egen yndlingsplade med Mitchell. Sine steder svært tilgængelig – umiddelbart – men i sin hyldest et unikt og vellykket portræt af jazzbassisten Charles Mingus set i et spejl, som er Joni Mitchell. Igen med vidunderligt spil af den stadigt mere veloplagte Pastorius på en båndløs bas, som spiller de mest utrolige stemmer uden grænser og en række sange af stor, stor originalitet, såsom God Must Be A Boogie Man, A Chair In The Sky og Goodbye Pork Pie Hat. Et værk med udødelighedens anstrøg, hvor magien vedbliver med at skinne.

 

 

Travelogue

(Nonesuch Records / Warner Music, 2002)

4 stjerner

Dobbelt cd-album i luksuspakning med mange af Mitchells udsøgte malerier. Og en ren stjerneparade af de store sange fra karrieren udsat for stort orkester og en diva i front, som giver den som moden og vibrerende jazzsangerinde, hvilket klæder gamle hits som Woodstock og The Circle Game og understreger den blivende kvalitet i sange som Hejira, Otis And Marlena og The Dawntreader. Fik overvejende dårlig modtagelse af pressen, men holder og vokser for hver gennemlytning.

 

Shine

(Hear Music / Universal Music, 2007)

4 stjerner

2007's comeback udsendt på label ejet af cafékæden Starbucks. Resultatet af Mitchells eget arbejde i hjemmestudiet i sommerhuset, hvilket både er en styrke og en svaghed. Der broderes sine steder lidt vel rigeligt i Pro Tools-land. Men albummet indeholder også stærke sange, der ikke mindst er kommentarer til miljøet, og indeholder blandt andet en nyindspilning af Mitchells gamle miljøsang, Big Yellow Taxi. Andre store sange er den smukke If I Had A Heart, If og titelsangen. Mitchell er nu midt i tresserne, og stemmen er på retur. Alligevel udtryksfuldt album, som hun med vanlig tæft får gjort særdeles personligt.

Læs også interviews med tre danske Joni Mitchell-musikerfans: Tina Dickow, Kristian Leth og Agnes Obel

 

 

 

 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA