Copenhell-forfest klar med lineup

Copenhell-forfest klar med lineup

Metalfestivalen Copenhell inviterer for anden gang indenfor til det brandvarme arrangement "When Copenhell Freezes Over", som igen næste år sætter fokus på opkommende danske metal-bands. Koncerterne arrangeres i samarbejde med Vega og Music Export Danmark, der sammen har stablet et ambitiøst program på benene.

Metal-elskere kan således opleve Essence (på billedet, red.), Billy Boy In Poison, Redwood Hill, Huldre, Pet The Preacher og Impalers, når Copenhell fryser til den 1. februar 2014 i Vega, hvor flere agenter, journalister, managers, labels og metal-medier fra hele Europa også vil være til stede for at overvære koncerterne.

"When Copenhell Freezes Over" blev afholdt for første gang i år, hvor der var stor interesse fra publikum såvel som branchefolk, og det gav arrangørerne motivation til at fortsætte med projektet.

"Der har manglet en platform, hvorfra de danske metalorkestre kan få et skub videre ud i Europa. Med Copenhell har vi nu en festival med en stærk international profil, og ved hjælp af denne vil vi gerne være med til at sætte mere fokus på den danske scene," fortæller Jeppe Nissen, talsmand for Copenhell.

Billetter købes via copenhell.dk

Copenhell-festivalen bliver afholdt på Refshaleøen den 12.-14. juni 2014. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA