Bob Dylan kommer til Danmark

Bob Dylan kommer til Danmark

Han har efterhånden spillet et utal af gange i Danmark og næsten hver gang til udsolgte koncerter og stor begejstring for både anmeldere og publikum. Nu vender den 72-årige Bob Dylan tilbage for at give koncert i smilets by Aarhus den 9. juli. Koncerten afholdes på Amfiscenen, som ligger mellem byens to største kulturmekkaer, Musikhuset og kunstmuseet Aros. Koncerten er arrangeret af Live Nation, Musikhuset Aarhus og Fonden VoxHall.

Bob Dylan har kun én gang tidligere gæstet Aarhus, hvilket skete i 1996 på Tangkrogen, og nu vender en af amerikansk populærmusiks allermest betydningsfulde og indflydelsesrige sangskrivere endelig tilbage. Robert Allen Zimmerman, der gennem årene er blevet belønnet med alt fra Grammyer til Polarprisen, udsendte i september i 2012 sit 35. studiealbum, "Tempest" og udsender tirsdag 4. marts sin 30 års jubilæumskoncert fra 1992 på dvd og cd for første gang.

Billetsalget starter tirsdag 4. marts kl. 10.00, og billetterne kan findes via GAFFA Live 

GAFFA har kigget på de fem af de mest mindeværdige koncerter, som Bob Dylan har givet i Danmark gennem karrieren - læs med her

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA