Nyhed

For andet år i trak vinder en musikdokumentar en Oscar

Det er andet år i træk, at vinderen af Bedste Dokumentarfilm er en musikfilm - den nye vinder har dansk premiere på torsdag

Sidste år vandt den svenske instruktør Malik Bendjelloul en Oscar med filmen "Searching for Sugar Man" i kategorien "Bedste dokumentarfilm". Dokumentaren handler om den dengang næsten glemte amerikanske sanger og sangskriver Rodriguez, som efter prisen gik hen og blev utroligt populær, og herhjemme spillede han efterfølgende på sidste års Vanguard Music Festival.

Musikdokumentaren er øjensynligt kommet for at blive, for endnu engang er det en musikfilm, som løber med prisen i "Bedste Dokumentarfilm" til det prestigefyldte Oscar-show. I nat dansk tid vandt instruktøren Morgen Neville prisen med filmen "20 Feet From Stardom", som tager udgangspunkt i alle de backing-vokalsangere, der igennem tiden har sunget sammen med nogle af de største stjerner igennem tiden. I dokumentaren følger vi Darlene Love, Judith Hill, Merry Clayton, Lisa Fischer, Táta Vega og Jo Lawry, som blandt andet har ageret backing-vokal til kunstnere som Ray Charles, The Rolling Stones, Sting, David Bowie og Bruce Springsteen.

Som titlen indikerer, er det altså musikere, der står helt tæt på dem, som nyder det egentlige rampelys og succesen, der følger med. Oscar-vinderen har dansk premiere på torsdag, når den bliver vist i Cinemateket i København, som en del af den igangværende MusikFilm-Festival.  


Du kan finde mere information om visningen af den nykårede Oscar "20 Feet From Stardom" her og desuden se traileren til filmen herunder via YouTube:

ANNONCE