MØ – Det må gerne vakle

MØ – Det må gerne vakle

Se en flot ny billedserie med MØ i GAFFAs gallerisektion

En dildo, en bong og en diamant. Det var de tre tegninger, der var på MØs Myspace-profil, da Bjørn Nielsen faldt over den tilbage i starten af 2010. På det tidspunkt var han i gang med Music Management-uddannelsen i Aarhus og manglede en kunstner at udøve sine nyerhvervede management-skills på. Dengang var stilen hos MØ hardcore rap med masser af sjofle, grove og provokerende lyriske indslag, men der nu var noget over den upolerede og energiske stil, der tiltalte manageren in spe. Det her kunne godt gå hen og blive interessant. Der var ikke langt fra tanke til handling, og Bjørn kontaktede Karen Marie Ørsted aka MØ til en snak om hendes musikalske karriere. Resten er nærmest historie, men lad os alligevel ridse op, hvordan MØ gik fra selvudnævnt "crap rapper" til tidens bedste bud på en kommende dansk verdensstjerne.

 

Fra Spice Girls til Fisse I Dit Fjæs

Hjemme på pigeværelset i Odense sad en purung Karen Marie Ørsted og hørte sin spritnye Spice Girls-cd på repeat. Favoritten var – og er stadig – Sporty Spice, og kvintettens farverige, melodiske og energiske budskab om "girl power" gik rent ind i det uspolerede pigesind. Og med et var fremtidsdrømmen klar: "Jeg skal være musiker, når jeg bliver stor!"

Som sagt så gjort, og efterfølgende blev der tæsket godt igennem på familiens gamle klaver, der stod i hjemme i stuen, efterhånden som Karen begav sig længere ud i sangskrivningens ædle kunst – på vrøvleengelsk selvfølgelig, for det skulle jo helst være ligesom Ginger, Baby, Posh og de andre.

Efterhånden som Karen trådte ind i teenageårene, blev det grungen og punken, der erstattede de polerede popsange i høretelefonerne, og fascinationen af støjheltene i Sonic Youth blev så stor, at hun på et tidspunkt havde printet samtlige af bandets tekster ud, og de blev gransket ned til mindste detalje. Teenageenergien blev kanaliseret ud gennem det venstreorienterede og antifascistiske undergrundsmiljø i Odense, hvor punken også spillede en markant rolle. Og som hun sidder her overfor GAFFAs udsendte storsmilende i sin læderjakke med knæene oppe under hagen, er det ikke så svært at forestille sig MØ som ung punker.

– Det var nu ellers ikke, fordi jeg havde så meget at være utilfreds med, for jeg kommer fra en rigtig god familie, og jeg har altid haft det godt, men der var bare sådan en teenage-tornado inden i mig. Jeg var enormt teenage-sur, og punken var en måde at kanalisere al min energi ud på, fortæller Karen, og siger at punkmiljøet og vennerne derfra stadig betyder meget for hende, selvom hun ikke har så meget tid til at være en del af det længere. Hun forsikrer dog GAFFA om, at hun stadig er der med hjertet.

Sammen med en veninde dannede Karen punkbandet Mor, der fik et solidt undergundshit med den diskret titulerede sang Fisse I Dit Fjæs. De to kom vidt omkring og spillede blandt andet opvarmning for punkidolerne i De Høje Hæle i Schweitz til en koncert, hvor hele to betalende gæster dukkede op. "En ret sjov oplevelse – ikke dårlig på nogen måde", husker Karen det som.

Som en del af uddannelsen på kunstakademiet startede Karen projektet MØ. Hun var af sine undervisere blevet opfordret til at udforske sin musikalitet og finde sit eget udtryk, og eftersom teenage-mentaliteten og punk-ånden ikke ligefrem lå langt væk, var der et overordnet mål med den tidlige udgave af MØ: At provokere:

– Da jeg startede MØ, var det hele meget bundet op på attitude – det personlige i det var gemt væk. Jeg havde bare lyst til skæg og ballade – og til at provokere helt vildt. Det er jo ikke fordi, hele "pik og patter og bong og fuck det hele" ikke er set før, for det er det i den grad, men jeg havde bare lyst til, at det skulle være helt fucked og smadret og lige på og hårdt, og så var det oplagte virkemidler at bruge. Det var på med de hårde facader, og jeg synes stadig, det er sjovt, når folk gør det i dag, fordi det er så teenageagtigt, og det er fedt!

 

Udlandet får øjnene op

MØ var altså som nævnt i starten en provokerende rapper med rødder i punken – Karen betegner i dag med et smil på læben stilen som "crap rap" – og der var noget ved de hårde facader og provokationerne, der fik Bjørn Nielsen til at stoppe op og se nærmere på pigen, der havde paraderne i øjenhøjde. Han tog kontakt til Karen, og de holdt nogle møder og blev enige om, at hun skulle udvikle sig. Karen skrev et sted mellem 40 og 50 sange med forskellige producere, og sammen så de så nærmere på, det de syntes fungerede for at finde den rette retning. Magien opstod dog først for alvor, da Bjørn præsenterede Karen for producer og sangskriver Ronni Vindahl (bl.a. Boom Clap Bachelors og Non+ red.), som han også er manager for. Bjørn fortæller:

– Karen havde faktisk lavet en færdig plade, og vi troede alle sammen, hun skulle være rapper, men så manglede vi lige et enkelt nummer til pladen, og der havde hun indspillet et a cappella-nummer, hvor hun for første gang sang et helt nummer igennem. Dér gik det op for os, at hun sgu ikke skulle være rapper ­­– hun kunne meget mere. Ronni Vindahl fik nummeret, og det blev til Maiden, og så var vejen ligesom lagt for den retning, Karen ville bevæge sig i. For her var noget, hun syntes var virkelig fedt, hvor rap-tingen mere var et sjovt projekt og en del af hendes udvikling som musiker. Karen var helt ærligt ikke nogen vildt talentfuld rapper, men hun var overbevisende, fordi hun syntes, det var sjovt, og fordi hun havde en klar vision med projektet, selvom det musikalske talent stadigvæk skulle udvikles. Samtidig udviste hun i de år en arbejdsdisciplin, som jeg vurderer, er altafgørende, hvis man går og drømmer om en sangkarriere. Vi har arbejdet non-stop lige siden.

Maiden blev efterfølgende lagt op på YouTube, og der gik ikke længe før udenlandske pladeselskaber og bookingbureauer meldte sig på banen og viste interesse for at signe MØ. Grundet den udenlandske interesse valgte Bjørn og Karen at investere nogle penge i at tage til New York og optræde til branchefestivalen CMJ i 2012. Inden da havde Karen spillet et ikke videre succesfuldt job på Spot Festival, hvor hun var bakket op af en dj og nogle backing-rappere. De druknede ikke ligefrem i henvendelser efter koncerten på den aarhusianske branchefestival, men i New York var der andre boller på suppen. Her blev der optrådt med fuldt band, og selvom der ikke rigtig var tid til at øve inden koncerten, gav MØs optræden tilpas meget genlyd på festivalen til, at der efterfølgende skulle holdes møder med ikke mindre en 27 (!) udenlandske pladeselskaber. Og så gik kontraktforhandlingerne ellers i gang. MØ var signet med Sony Danmark i hele Norden, men nu gik hun lige skridtet videre, og der blev skrevet under på en aftale med internationale RCA.

Succesen blev fulgt op af otte koncerter på South By Southwest året efter, og lad os bare sige, at det ikke ligefrem var noget, der lagde en dæmper på udlandets opmærksomhed på Karen fra Fyn. For lige at sætte toppen på kransekagen modtog MØ for øvrigt også Kronprinsparrets stjernedryspris i 2013.

 

Fejl er fucking smukke

Efter flere års hårdt arbejde og masser af hype er No Mythologies To Follow så langt om længe på gaden, og da GAFFA møder Karen er hun da også spændt på, om den nu kan leve op til folks forventninger oven på de mange rosende ord, der er fulgt i kølvandet på de singler, hun har udgivet.

Det herlige ved MØ er, at hvad man ser, er hvad man får. Hun er vitterligt det charmerende energibundt, hun giver sig ud for på scenen. Hun har få minutter forinden taget armbøjninger og sprunget rundt for GAFFAs fotograf for at få det helt rigtige forsidebillede frem, og der er ingen fine fornemmelser eller skyggen af nykker og selvfedme, som hun efterfølgende sidder med sin kaffe med masser af sukker og grinende giver sin ærlige mening om romantiske komedier ("det er det værste, der findes …i hele universet") og fortæller, hvad det værste er, folk kan sige om hendes musik.

– Folk må selvfølgelig synes om musikken, hvad de vil, uden at jeg bliver fornærmet af den grund, men det værste, de kunne sige om den er, at det er påtaget, og at jeg virker påtaget, uægte og overfladisk i hvad jeg gør, for det er nok det sidste, jeg er. Jeg bestræber mig meget på, at det hele ikke skal være perfekt – det må gerne vakle. Jeg behøver ikke ramme rent på alle tonerne, så længe man bare kan mærke, det er et menneske, der står bag. Man skal kunne mærke det! Det ville virkelig såre mig, hvis folk synes det var falsk, prætentiøst og overproduceret, men det er der sikkert nok nogle, der skal synes alligevel… Man skal ikke være så bange for at fejle. For det er fucking smukt at se folks fejl.

Du har jo valgt et lidt særpræget navn, når man tænker på, der er så stor opmærksomhed fra udlandet. Har det ikke været svært at hedde "MØ", når man taler med engelsktalende folk?

– Haha, jo det har det sgu! Og set fra pladeselskabets synspunkt og fra et markedsføringsmæssigt synspunkt er det sikkert lidt besværligt at have med at gøre. I udlandet har de jo ikke lige et "ø" på deres computere, og de ved ikke lige, hvordan det skal udtales, men jeg er rigtig glad for at have beholdt navnet. Det er et navn, der betyder meget for mig, og jeg synes sgu, det er stærkt.

Er det dine initialer, eller skal man læse det "mø" – ligesom for eksempel en fager ungmø?

– Begge dele, og så er det desuden en hyldest til min farfar (Mogens Ørsted, red.), der var kunstmaler og altid signerede sine billeder "M.Ø." Og så er en mø jo en uspoleret person, og mange af mine sange handler jo om at være ung, forvirret og fucked i hovedet, så jeg synes, det hænger meget godt sammen.

Så det er på en måde også en hyldest til at være teenager?

– Ja, det kan man godt sige. Når jeg tænker tilbage på teenageårene, var alle simpelthen så forvirrede og vilde. Folk var grænsesøgende og selvudslettende, og alle havde nærmest en storm, der rasede rundt inden i dem. Min bror er læge, og han har fortalt mig, at når man er teenager, er ens hjernekemi det tætteste, den kommer på at minde om den, psykopater har, fordi man er så sindssygt selvcentreret og usikker. Når jeg ser på teenagere nu er det simpelthen så tydeligt at se, hvad det er, der foregår – og en del af det sidder også stadigvæk i kroppen på mig. Nu er det jo alligevel nogle år siden, jeg selv var teenager, men jeg kan stadig mærke orkanen indeni, og det er bare pisse interessant at synge om. For en teenager er alting bare så intenst, fordi man prøver så mange ting for første gang. Det er første gang, man kysser og drikker sig fuld og alt sådan noget. Det er også lidt for at sige til alle teenagerne, at: "Hey vi har alle sammen selv været der, og det kan være fucked og noget lort det hele, men vi skal nok finde ud af det sammen."

 

Hvis jeg var teenager, havde jeg nok også taget mig på røven

Når MØ giver koncert, er en af Karens yndlingsdiscipliner at stage dive oven i et tændt publikum, der går amok til musikken. Her går det hele op i en højere enhed og bringer mindelser om vanviddet fra de gode gamle punkdage. Livet på landevejen bliver i det hele taget nydt i fulde drag, og til trods for at Karen er en nydelig ung kvinde, har der ikke rigtig været ubehagelige oplevelser med nærgående mandlige koncertgængere. Hun kan kun komme i tanker om en enkelt episode, og den anekdote fortælles med et smil:

– Generelt er folk rigtig søde og cool. Jeg tror også det har noget at gøre med, at jeg egentlig er lidt en drengepige – selvom jeg selvfølgelig også synes, det er vigtigt at fremhæve det feminine. Jeg bevæger mig sexet på scenen, men det er ikke sex i sig selv, der er virkemidlet, og jeg vil gerne fremstå lidt androgyn og aggressiv, og det holder nok de ubehagelige folk lidt på afstand. Der var lige en enkelt gang her for nylig, hvor vi spillede til en gymnasiefest, og folk var pisse stive, og der var der nogle, der lige tog mig på røven, da jeg gik ud til publikum under koncerten. Og det var så lidt, så det var lige meget.

De var jo også teenagere…

– Ja, nemlig! Og jeg kan sgu godt forstå dem – jeg havde sikkert også gjort det, hvis det var mig, der stod blandt publikum, haha! Ellers har der sket ikke været nogle oplevelser af den slags, og det er virkelig dejligt. Så føler jeg, at folk respekterer, at det ikke er det, det handler om, lyder det fra Karen, der i maj blev færdig på kunstakademiet, og hun føler selv, hun har fået rigtig god opbakning og en god lang line i forhold til at koncentrere sin om musikken sideløbende med studierne:

– Der har været nogle gange, hvor jeg har haft så travlt, at jeg ikke er mødt op til ting, jeg skulle være der til, men de har bakket mig op og sagt "Hey, musik er din kreative platform, og det støtter vi op om." Jeg har taget mine eksamener og alt sådan noget, men de har været meget large over for mig. Jeg skylder dem virkelig et stort kys!

Albummet udkommer jo også i det store udland – også på den anden side af Atlanten. Hvad er det bedste, der kan ske?

– Det er ikke for at lyde cheesy, for selvfølgelig ville det være fedt med en USA-gennembrud og alt det der, men det vigtigste for mig er, at de folk, der har taget min musik til sig også synes, at jeg leverer på albummet. For jeg ved hvor vigtigt, det har været for mig selv, når jeg har været fans af nogen. Det har fyldt alt og jeg har været ved at eksplodere, hver gang der for eksempel er kommet er nyt Sonic Youth-album. Jeg vil gerne have, at de folk, der har støttet mig og er fans kan mærke det, jeg laver, og at det gør noget for dem. Det vil være det vildeste!

 

Pisse fucking bange for stoffer

Snakken falder under interviewet på guilty pleasures, og ud over at MØ kan få totalt optur over enkelte sange med Avicii og Rihanna, bliver det nærmeste, vi kommer på en sådan, hendes yderst sukkerholdige kaffe. Alt med sukker i, faktisk, præciserer Karen:

– Og så ryger jeg smøger… Men det gør alle jo, så det vil jeg ikke betegne som en guilty pleasure, fortæller frøken Ørsted og røber i samme åndedrag, at hun er tidligere professionel orienteringsløber, men at hun droppede det, fordi det ikke var noget, hun kunne leve af. Da snakken så herefter berører det vilde "sex, drugs and rock n' roll"-liv, er der i hvert fald ét af punkterne, hun ikke vil røre med en ildtang.

– Vi drikker os selvfølgelig stive back stage og holder fester. Og jeg elsker hele rock 'n' roll-livsstilen, men nu kommer jeg nok til at lyde lidt som det modsatte, for jeg har altid været pisse fucking bange for stoffer, for det kan virkelig ødelægge dit liv og din hjerne. Det er sgu for farligt! Jeg er i forvejen en forvirret og rastløs person, og jeg kan lige forestille mig, hvad det ville gøre ved mig – og så er en anden ting, at jeg også er opdraget til, at den slags gør man fandeme ikke! Men jeg skal ikke sidde og lyde som en helgen, for vi får drukket nogle øl, røget nogle smøger og råbt højt – vi er bare ikke derude, hvor vi gider det pis med narko og den slags. Og det gælder hele bandet. Det er svagt at være på stoffer, og jeg gider normalt ikke at prædike, men det er altså bare fucking skidt.

Fornuftigt! Hvad er den største kompliment, du har fået?

– Uha, det er ikke for at lyde, som om jeg har storhedsvanvid, men jeg har nogle få gange fået at vide, at jeg er et godt forbillede for kvinder, og det har væltet mig fuldstændig bagover. Det er virkelig dejligt at få at vide. Det vil man jo gerne være!

Det medfører også en del ansvar. Så kan du jo ikke pludselig gå ud og lave en Justin Bieber…

– Det er rigtigt, men det vil jeg fandme også helst bestræbe mig på at undgå, haha! Men jeg synes nu som sagt altså virkelig også, at mine forældre har opdraget mig godt, og hvis det skulle komme så vidt, så kan jeg altid bare huske på, hvad mor og far har sagt.

Dejligt at høre, at MØ har baglandet i orden. Især nu, hvor pladen står for døren. Og selvom den velvoksne fanbase summer af forventning, og hypen er på sit højeste, har Karen ikke tænkt sig at sælge skindet, før bjørnen er skudt.

– Det kan stadig gå i alle mulige retninger, og det er altid hårdt, og der er altid pres på, men det er jo også det, der er det spændende ved det. Jeg tror, lykken findes i jagten på det, man gerne vil have. Og i håbene og drømmene i længslen efter noget, man ikke har, men som man måske kan få, hvis man kæmper for det.

 

MØ og Lana

Der er flere, der har sammenlignes MØs vokal med Lana Del Rey, og Karen selv kan godt se sammenligningen et stykke hen ad vejen:

– Jeg kan godt se sammenligningen, når jeg synger dybt, hvor vi har lidt af den samme kælne melankoli i stemmen, men når jeg så går lidt højere op, synes jeg overhovedet ikke, vi minder om hinanden. Der har jo været mange sammenligninger, og jeg kan egentlig godt se det, ved dem alle sammen, men det er jo klart, at folk sammenligner en ny kunstner, med noget de har hørt før, fortæller Karen, der heldigvis aldrig er blevet sammenlignet med nogen, hun ikke kan lide.  

Afslapning …eller mangel på samme

Det er ingen hemmelighed, at Karen har travlt – og har haft det de sidste halvandet år, og da snakken falder på afslapning er udmeldingen klar:

– Det er ikke så tit, jeg har en pause, så det er ikke så tit, jeg får slappet af. Men når jeg endelig har en stund for mig selv, så sørger jeg for at få sovet. Eller også går jeg eller løber en tur, så det ikke bliver til kaffe og smøger det hele. Naturlige endorfiner, det er the shit, haha! Ellers hænger jeg ud med mine venner, som jeg i øvrigt får set alt for lidt for tiden. På den måde kan jeg godt mærke, at mit liv har ændret sig.

Se en flot ny billedserie med MØ i GAFFAs gallerisektion

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA