Nyhed

Offspring Festival fuldender program

Med 15 nye navne på plakaten lægger Tivoli scene til intet mindre end 45 bands

Efter to succesfulde år udvides Tivolis Fredagsrock Festival nu med en ekstra dag, skifter navn til Offspring og præsenterer 45 bands på fem scener. Den massive publikumsinteresse - der satses 35.000 besøgende over de to dage - og lyst blandt musikerne for at deltage har vist, at tiden nu er moden til at udvide festivalen for ny dansk musik. Offspring er en del af Fredagsrock-programmet og løber af stablen den 25.-26. april. I dag fuldender de sidste 15 navne årets program. Se det fulde program her forneden.

Pop, elektro og hiphop er at finde blandt de sidste 15 navne. Heriblandt Ponyblod, alias Tue Track og Khal Allan, der siden deres albumdebut sidste år har slået sig fast som et solidt livenavn på de danskescener. GAFFAs Maria Therese Seefeldt Stæhr var særdeles tilfreds med debutalbummet og tildelte hele fem stjerner: "Med cool cuts og flydende flow byder de ind med et kreativt univers, der leger med ordene, uden at det bliver plat, og holder fast i "de gode gamle dyder" med mix og musikalske krumspring." 

Den dansk-palæstinensiske rapper Marwan kigger også forbi og giver en opvisning i hårdtslående gangster-rap. Den samfundskritiske rapper har markante holdninger om tidens danske hiphop, og han udtaler i månedens udgave af GAFFA til Rud Kjerstein: "Der er fandeme for mange, der laver et eller andet pis om røv røv og røv. Uden sjæl eller noget. Hvad bliver det næste? Og hvad med den generation af piger, som bliver helt fucked up af at blive set sådan?".


Den unge trio Mont Oliver, der har hittet med "Give Me Nothing", som blandt andet har været P3s Uundgåelige, er også at finde på plakaten. Ligesom den up&coming undergrundsstjerne, electrosangerinden Mendoza, som for tiden har et mindre hit med sin første single "Love Druggie", lavet i samarbejde med produceren Niels Kirk, der til daglig også spiller trommer i Treefight For Sunlight.

Royal Beer støtter rocken og er da også ansvarlig for, at genren bliver grundigt repræsenteret til Offspring Festival. På Tivolis Biergarten præsenterer Royal Unibrew og Tak Rock syv nye navne: The Malpractice (billedet), som netop har udgivet deres kritikerroste album "Mass", der modtog fem stjerner af GAFFAs Rune Schlosser, kort og godt: "MASS er en stærk toer uden dikkedarer." De nordjyske mørkemænd og Roskilde-aktuelle Get Your Gun bringer også festivalen tættere på dommedag, mens Vampire Blow hiver publikum tilbage i kærlig sikkerhed. 

Der bliver også plads til et udenlandsk samarbejde med Luxembourgs musikeksport, music:LX. De introducerer tre luxembourgske bands lørdag i Radiobilerne: Det ekstraordinære liveband Charlotte Haesen, den melodiske electronicatrio Monophona samt Sun Glitters, der forsyner festivalen med drømmende, elektriske lydlandskaber.


Billetter er i salg og kan skaffes via GAFFA Live.

Det samlede lineup til Offspring: The Eclectic Moniker ∙ The New Spring ∙ Ginger Ninja ∙ Ukendt Kunstner ∙ Highasakite ∙ Sekuoia ∙ Marvelous Mosell ∙ The Minds of 99 ∙ Den Fjerde Væg ∙ Julias Moon ∙ S!vas ∙ Scarlet Chives ∙ Danni Toma ∙ KIll J ∙ My Heart the Brave ∙ Byrta ∙ Karl William ∙ Darkness Falls ∙ Vild $mith ∙ Jacob Bellens SOLO ∙ Gabriel ∙ Mads Björn ∙ Penny Police ∙ Less Win ∙ My bubba ∙ Kristina Renée ∙ Yepha ∙ Whores & Thieves ∙ Förtress ∙ Amin Karami ∙ Charlotte Haesen ∙ Monophona ∙ Sun Glitters ∙ Mont Oliver ∙ Ponyblod ∙ Mendoza ∙ Marwan ∙ Douglas Dare ∙ The Malpractice ∙ Get Your Gun ∙ Vampire Blow ∙ The Woken Trees ∙ Son of Ceasar ∙ Communions ∙ Blaue Blume

Se Mont Olivers hit "Give Me Nothing" her:

ANNONCE