Min playliste – Mads Björn

Min playliste – Mads Björn

Den Esbjerg-fødte, Aarhus-bosatte sanger og sangskriver Mads Björn har netop udgivet sit andet, anmelderroste "How to Giggle and Give In" og har i den forbindelse sammensat en playliste til ære for GAFFAs læsere. Hør playlisten nedenfor på WiMP og Spotify:

Fleetwood Mac: Big Love

Min nye plade er klart inspireret af 80'erne. Tidligt i processen fandt jeg ud af, at Big Love ville være en god reference. Blandt mange andre klassikere. Den er stadigvæk knivskarp.

Phillip H. Anselmo: Walk Through Exits Only

Fra pladen af samme navn. Et metalmesterværk i mine ører. Sangen indeholder de gyldne linjer: "It's ruined! It's ruined! It's ruined! Everybody ruins music. Not just me!" 

Connan Mockasin: I'm The Man That Will Find You

Det er et forrygende nummer. Så koncerten på Bremen – og uden at jeg overgav mig fuldstændigt, har jeg den stadigvæk hængende i baghovedet. Og så er han for øvrigt en fremragende guitarist, meget unik i mine ører.

Kellermensch: Jeg Har Ikke Lyst Til At Dø

Et godt eksempel på, hvad produktion, lyd og smag kan gøre. For mig går sangen med De Eneste To fra okay til sublim, efter at Sebastian og co. har haft fingre i den. 

Jon Hopkins: Open Eye Signal

Jon Hopkins kan lave tracks, der aldrig burde stoppe. Det her har ført mig igennem byen mange gange. Pulserende og tight drive. Virkelig en skarp bund. Abandon Window fra samme plade er også en perle.

Meshuggah: Pineal Gland Optics

Jeg hører dem meget. Det er hypnotiserende og saliggørende på en aggressiv måde. 

Det sjove ved Meshuggah er, at de ofte spiller i 4/4, selvom det lyder af mere, om man så må sige.

Eric Satie Je Te Veux

Jeg glæder mig til, at det bliver en tidlig sommermorgen efter en fest. Så skal det her spilles højt. Det er så smukt, ubesværet og fransk. 

My Bloody Valentine: Only Tomorrow

Jeg er kommet (for) sent i gang med My Bloody Valentine. Startede først, da m b v udkom. Det er en plade, som jeg helst hører i sin helhed. Det samme gælder for forgængeren Loveless.

The Pretenders: Don't Get Me Wrong

Allerede som barn blev jeg både opløftet og melankolsk, når jeg hørte den her sang. Det er utroligt, hvordan en popsang kan blive ved en. Også et nummer, der er blevet stjålet fra i forbindelse med min nye plade. 

Joe Zawinul: Introduction To A Mighty Theme

Jeg har tit sagt, at det her er verdens bedste stykke musik. Og det er det også. Det står ikke til diskussion, desværre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA