Få billetter tilbage til Leth & Reverse

Få billetter tilbage til Leth & Reverse

Digteren og stemmen Jørgen Leth er tilbage med trioen Reverse på Jazzhouse, som de tidligere har taget med storm, den 25. og 26. april. Koncerten den 26. april meldes allerede udsolgt, så du skal skynde dig, hvis du vil have fornøjelsen af den 25. april at kunne opleve en ganske eminent Jazz'n'Poetry-koncert, når Leth croonende udfolder sine digte over trioens stilsikre lydbillede.

Som en af landets største digtere har Jørgen Leth ved flere lejligheder lagt stemme og ord til succesfulde musikalsk/poetiske samarbejde. Med jazztrioen Reverse har han dog fundet en trio, der med et vidtfavnende og lyrisk udtryk virkelig formår at løfte ordene til nye højder

Den anmelderroste trio Reverse blev i 2011 samlet på initiativ af trommeslager og komponist Terkel Nørgaard og spiller moderne jazz med en stærk melodik, der sammen med nordens mystik og den amerikanske altfavnende rytmik danner rammen for deres univers. Trioen tæller også pianisten Søren Gemmer, som sidste udgav sin debut "At First" til fem stjerner i GAFFA. Siden da har gruppen spillet flere koncerter til blandt andet VinterJazz og Copenhagen Jazz Festival, ligesom de i efteråret gav en udsolgt koncert på Atlas i Aarhus. Fra denne koncert skrev GAFFAs Cæcilie Salomonsen i sin fire stjerners anmeldelse:

"Når Jørgen Leth optræder sammen med Reverse, er det baseret på få forhåndsaftaler og derudover ren improvisation, hvilket til tider kan være svært at begribe, da timingen kører som en smurt maskine. Det vidner om det talent, de tre herrer fra Reverse besidder, og der er ingen tvivl om, at de har gjort et kup i deres samarbejde med Jørgen Leth, som gør det muligt for dem at spille deres musik for et helt nyt publikum. Man savnede endda til tider at høre lidt mere fra bandet. Alt i alt en underholdende aften, som introducerede avantgarde-kultur til et helt nyt segment."

Billetter til fredag den 25. april kan skaffes her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA