Nyhed

Lauryn Hill til Danmark

Sangerinden og rapperen gæster landet til efteråret

Sangerinden, rapperen og sangskriveren Lauryn Hill gæster Tap1 i København 17. september.

Da Lauryn Hill efter siden i The Fugees udgav sit debutalbum i 1998, blev hun den første kvindelige hiphop/r&b-artist til at vinde hele fem Grammy Awards. Den dengang 23-årige Lauryn Hill fra New Jersey blev med "The Miseducation of Lauryn Hill" hædret i fem kategorier: for Album of the Year, Best New Artist, Best Female R&B Performance, Best R&B Song ("Doo Wop (That Thing)") og Best R&B Album.

Allerede som 13-årig stod den unge Hill på scenen i Harlems Apollo Theater, og kort tid efter mødte hun Prakazrel "Pras" Michel og hans fætter, Wyclef Jean. De tre formede et band, som fokuserede på hiphop og r&b og blev verdensberømte som The Fugees. I 1993 udgav de deres første album "Blunted On Reality", der blev modtaget med blandede anmeldelser. Tre år efter fik de imidlertid kæmpe succes med deres andet album, "The Score". Pladen indeholdt blandt andet deres fortolkning af klassikeren "Killing Me Softly", især kendt i Roberta Flacks version fra 1973.


"The Score" solgte 17 millioner eksemplarer og gjorde The Fugees til den bedst sælgende hiphop-gruppe nogensinde. Bandet modtog to Grammy Awards (Best Rap Album samt Best R&B Performance by a Duo or Group). Efter udgivelsen af "The Score" i 1996 gik medlemmerne hver til sit for at fokusere på solokarrierer. Siden har bandet kortvarigt været genforenet ved forskellige liveoptrædender, men har ikke arbejdet på nyt materiale. I 2003 udgav de et "Greatest Hits" album, og i december 2005 gav de koncert i Forum i København.

Lauryn Hill forsøgte sig i en ung alder også som skuespiller. I high school fik hun en rolle i en amerikansk tv-serie, "As the World Turns", og efterfølgende spillede hun en fremtrædende rolle i den populære film "Sister Act II: Back in the Habbit" med Whoopi Goldberg i hovedrollen.

Efter en længere pause oven på solodebuten vendte Hll i 2002 tilbage med udgivelsen af "MTV Unplugged No. 2.0", en to timers akustisk indspildning og optræden i den populære "MTV Unplugged"-serie. Siden har Hill ikke udgivet noget nyt album, men har givet en lang række koncerter. Hun har dog også haft problemer med myndighederne og måtte sidste år tilbringe tre måneder i fængsel for manglende skattebetaling. Hun fejrede sin løsladelse ved at udgive rapsinglen "Consumerism" under sit hiphop-alias. Du kan se musikvideoen til sangen nedenfor.


Sidst Lauryn Hill gæstede Danmark, var ved en udsolgt koncert i Falconer Salen i januar 2012. Her fremførte hun sit debutalbum i fuld længde. GAFFAs anmelder Sohail Hassan var dog ikke imponeret. Han uddelte kun to stjerner under overskriften "Lauryn gav alt, men forfærdelig lyd og for højt tempo dræbte hende".

Billetsalget starter fredag 25. april kl. 10.00 via livenation.dk og billetnet.dk


ANNONCE