Nyhed

Lovespeed og Nelson Can på fælles Danmarksturné

Til efteråret kan du opleve de to bands, når de sammen drager ud og besøger spillesteder rundt i landet

Danske Lovespeed og Nelson Can slår til efteråret pjalterne sammen og drager ud på en fællesturné i Danmark. I løbet af fire uger, fra 13. september til 4. oktober, vil de besøge 10 spillesteder rundt om i landet.

Rocktrioen Nelson Can var aktuelle på det nyligt overståede Spot Festival i Aarhus, hvor de blandt andet spillede i Godsbanens Rå Hal. GAFFAs anmelder Rasmus Espersen kvitterede med fem stjerner og beskriver koncerten på følgende måde:

"Selvom Nelson Can har et minimalistisk setup med bas, trommer og en forsanger, så savner man ikke noget. Lydbillet er fuldent… De har virkelig et musikalsk overskud på deres instrumenter og en scenevant rutine, der er beundringsværdig. Trioen virkede ikke til at anstrenge sig, men de havde publikum i deres hule hånd fra start til slut." 


Den dynamiske pige-gruppe, der i forbindelse med denne koncert bliver sammenlignet med så prominente navne som Queens of the Stone Age og Them Crooked Vultures, udgiver til efteråret deres debutalbum på eget pladeselskab.

Kvintetten Lovespeed var ligeledes aktuel på Spot og spillede i Scandinavian Congress Center. GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt var på pletten:

"Lovende pop-rock-folk-debutanter med store armbevægelser og solide sange… Lovespeed åbnede med "Cracks", og fastslog hurtigt, at deres bedste trumf også fungerer live: Forsanger Jeffrey Kaare Hessellunds stærke, lyse og let hæse stemme, som klogelig var mikset langt frem i lydbilledet, ligesom den er det på albummet."


Lovespeed udgav deres debutalbum "Comet Colored City" på Sony i april, og har herfra udsendt singlerne "What It Is" og "Cracks". Guitarist Jacob Birch beskriver, at "hele indspilningsprocessen var præget af intuition og lyst. Vi har ikke begrænset os selv med regler eller retningslinjer, men valgt at blande stilarter, hvor vi synes, det gav mening."

Tourdatoerne er som følger:
13. sept.: Fermaten, Herning
18. sept.: Posten, Odense
19. sept.: Forbrændingen, Albertslund
20. sept.: Toldkammeret, Helsingør
25. sept.: Godset, Kolding
26. sept.: Ungdommens Hus, Fredericia
27. sept.: Tobaksgaarden, Assens
2. okt.: Studenternes Hus, Aarhus
3. okt.: Bygningen, Vejle
4. okt.: Pumpehuset, København

Find billetter via GAFFA Live samt de respektive spillesteders hjemmesider.


Lyt til Nelson Can:

Lyt til Lovespeed:

ANNONCE