Se slangekriblende video med Er De Sjældne

Se slangekriblende video med Er De Sjældne

Den danske duo Er De Sjældne alias sanger og komponist Solveig Sandnes og tekstforfatter og korsanger (og forfatter) Lone Hørslev er klar med en ny musikvideo til nummeret "Lyt Til Dit Hjerte" fra deres nyligt udgivne andet album "Olé Olé". Videoen zoomer ind på en slange – vist en kornsnog – der kryber gennem en kvindes hår, så den er ikke for folk med slangefobi, eller ophidiofobi, som det rettigt hedder. Se videoen nedenfor.

Videoen er instrueret af Sigrún Gudbrandsdottír, der har en fortid i den DMA-prisbelønnede kunstnergruppe Ingen Frygt (Malk de Koijn med flere) og er hendes første solovideo. Sigrún Gudbrandsdottír har i øvrigt en fælles fortid med Solveig Sandnes i den hedengangne gruppe Lovebites. På sangen "Lyt Til Dit Hjerte" medvirker også både trommeslager Niclas Tange og den pladeaktuelle guitarist Henrik Olesen, begge fra Lovebites-samarbejdet.

Som på debutpladen "Lyserød Lyseblå Beige" henter "Olé Olé" sine tekster fra Hørslevs poesi, mens det er Sandnes, der har komponeret og skabt lyduniverset. Som noget nyt lægger begge to stemmer til musikken denne gang – om end Sandnes stadig har den bærende vokalrolle. Musikken bærer stadig Er De Sjældnes signatur, men markerer også en udvikling væk fra den mere akustiske og folkede lyd på debutpladen mod et udtryk, der blander pop, electronica og ambiente lydmontager.

Tematisk kredser teksterne om kærlighed og begær, drømme, længsel og død. Om albummet siger Solveig Sandnes: "For mig handler pladen meget om forgængelighed. På det sidste har jeg gjort mig mange tanker om livet – og også døden. Det har nok farvet den måde, jeg fortolkede ordene på."

Lone Hørslev fortsætter: "Livets negativ, døden, er der som en mulighed i hver eneste udånding, vi tager – måske er det den sidste. Men derfor må vi aldrig glemme håbet, skønheden og kærligheden, og de størrelser synes jeg også, vi fejrer på pladen."

Solveig Sandnes har selv produceret albummet, og på albummet finder man bidrag fra musikere som Henrik Olesen, Nils Gröndahl, Oliver Hoiness, Luke Sutherland, Mads Wæhrens, Maria Køhnke, Niclas Tange, Emil de Waal og mange flere. Tore Johansson og Troels Bech Jessen har i tæt samarbejde med Sandnes stået for det færdige miks.

GAFFAs anmelder Espen Strunk tildelte "Olé Olé" fire stjerner og skrev blandt andet: "Der er fine momenter i de ambiente arrangementer, og teksterne er helhjertet Hørslev."


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA