Nyhed

Aflyst Corabelle-navn finder ny arbejdsgiver

Den elektroniske musikfestival blev tidligere på ugen aflyst grundet svigtende billetsalg. Kunstnerne har derfor fundet alternativer.

På lørdag skulle Corabelle-festivalen have fundet sted i Hedehusene nær København. Corabelle levede desværre fuldt ud op til sloganet "expect the unexpected", da arrangementet blev aflyst i mandags grundet svigtende billetsalg. Aflysningen har fået de hyrede og derefter fyrede navne til at søge alternativer – og arrangører til at kontakte dem.

Brasilianske Tropkillaz, som skulle give festivalen lidt brasiliansk puls og rytme med deres tropical trap, er efter aflysningen blevet hyret af spillestedet og natklubben Rust i København. Duoen, som blandt andet står bag undergrundshittet "Mambo", udgøres af DJ Zegon og den unge MC Laudz, som forener erfaring med talent i et intenst elektronisk sammenkog. Tropkillaz fusionerer og skaber synergieffekt mellem trap, electro og hiphop, som samples med latinske rytmer.

DJ Zegon er en af Brasiliens mest anerkendte dj's og producers og har en glorværdig 20-årig karriere bag sig. Han har indgået i spændende samarbejdskonstellationer med kunstnere som Kanye West og Wu-Tang Clan.


Laudz har på trods af kun fem år i branchen også skrevet store samarbejdspartnere på cv'et. Her er der tale om Snoop Dogg, Dr. Dre og en bred skare af hjemlandets største hiphoppere.  

Tropkillaz har altså etableret sig som en af sværvægterne i trapbevægelsen og sætter gang i festen på Rust på lørdag kl. 23.00.

Hør nummeret "Mambo" herunder:          

                            

ANNONCE