Rosendahl og Wohlert får pladekontrakt

Rosendahl og Wohlert får pladekontrakt

Vi har tidligere kort foromtalt The Storm, det nye projekt for den tidligere Swan Lee-sangerinde Pernille Rosendahl og hendes mand, Johan Wohlert, tidligere bassist i Mew.

En kort stund havde The Storm en profil på MySpace, som blandt andet indeholdt et nyt nummer og et nyt pressefoto (billedet). Men da rygterne om The Storm begyndte at brede sig, forsvandt The Storms MySpace-profil pludselig.

Nu kan den danske afdeling af pladeselskabet Universal Music så oplyse, at man har skrevet kontrakt med The Storm, der forventes at udgive sit debutalbum til efteråret. Dermed er de to musikere, der ellers tidligere har foretrukket at udsende deres musik på egne selskaber (om end Mew i udlandet udkommer på multinationale Sony BMG), altså indgået et samarbejde med den multinationale pladeindustri.

Jens-Otto Paludan, direktør for Universal Music Denmark, udtaler begejstet:

"Lige fra vi første gang hørte demoerne til det kommende album, stod det klart, at The Storm er en meget unik og interessant musikalsk konstellation."

"Pernille og Johan har, med deres respektive fortid og erfaring, alt, hvad der skal til for at videreføre det høje niveau, der har bragt dem begge to op på toppen af den nyere danske rockscene. Både teamet omkring The Storm og jeg glæder os meget til det kommende
samarbejde", siger Jens-Otto Paludan og fortsætter:

"Vi er lige nu ved at afsøge forskellige producermuligheder til indspilningerne, der begynder i starten af det nye år, og jeg kan garantere, at ambitionerne er høje."

Paludan tilføjer, at The Storms musik "med garanti" vil glæde fans af Swan Lee og Mew.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA