Dizzy Mizz Lizzy tager på turné – med nye sange

Dizzy Mizz Lizzy tager på turné – med nye sange

Tim Christensen offentliggjorde søndag aften meldingen "DML2015" på sin Facebook-profil. Det antydede kraftigt, at Tim Christensens gamle band Dizzy Mizz Lizzy bliver gendannet næste år, eller i hvert fald bliver aktuelle i en eller anden sammenhæng. Tim Christensen ville dog ikke sige noget, da GAFFA kontaktede ham mandag, men det vil han nu.

Dizzy Mizz Lizzy tager på turné i 2015. Og ikke kun med det gamle materiale – gruppen har netop været i studiet for at indspille nye sange, og de lover at spille en håndfuld nye numre på turnéen. Dermed bliver touren ikke bare en repetition af bandets omfattende Danmarksturné i 2010, der endte på mere end 50 koncerter.

"Det var en fantastisk oplevelse i 2010, men vi blev også mætte. Det lå dog lidt i kortene, at det kunne være spændende at tage ud på en ny turné en dag, men hvis det skulle ske, var vi enige om, at så skulle det også være med nogle helt nye sange på repertoiret," udtaler Tim Christensen på vegne af trioen. Om og hvornår de nye sange udkommer i indspillet form, og hvor mange der udkommer – for eksempel om det bliver en ep eller et helt album – vil han dog ikke fortælle på nuværende tidspunkt. Sangene bliver de første nye numre fra Dizzy Mizzy Lizzy siden 1996, altså i snart 19 år.

Tim Christensen tør dog godt garantere, at Dizzy Mizz Lizzy spiller hits som "Waterline", "Silverflame", "Rotator" og alle de andre gode gamle 90'er-klassikere, men altså også nyt materiale.

Dizzy Mizz Lizzy var aktive fra 1988-98, udgav to storsælgende album, "Dizzy Mizz Lizzy" i 1994 og "Rotator" i 1996 og blev gendannet til en stor turné i 2010, inden Tim Christensen vendte tilbage til sin solokarriere, og de to andre medlemmer, trommeslager Søren Friis og bassist Martin Nielsen, gik tilbage til deres civile jobs uden for musikbranchen.

Tim Christensen er for tiden på akustisk soloturné landet rundt. Læs GAFFAs anmeldelse af koncert nummer to på turnéen, i fredags på Skraaen i Aalborg, via dette link. Find billetter til resten af turnéen via dette link.

Dizzy Mizz Lizzy spiller følgende koncerter til foråret:

Fredag 10. april, Tobakken, Esbjerg, Tobakken.dk

Fredag 17. april, T. Hansen Arena, Fredericia, Fairbillet.dk

Fredag 24. april, NRGi Arena, Aarhus, Billetlugen.dk

Torsdag 30. april, Aalborg Kongres & Kulturcenter, Billetnet.dk

Fredag 1. maj, Arena Fyn, Odense, Billetnet.dk

Lørdag 2. maj, Forum, København, Billetlugen.dk

Forsalget starter søndag den 26. oktober kl. 10:00.

Se Dizzy Mizz Lizzy fortælle om genforeningen nedenfor.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA