Nyhed

Koncertaktuelle Clean Bandit fusionerer strygere og elektronisk house

Vi har talt med bandet, der kan opleves i Pumpehuset 12. november

For de fleste er navnet Clean Bandit nok endnu ukendt, men nævner man hittet Rather Be, vil mange alligevel kunne nikke genkendende til det britiske band. Sangen, der lå nummer et på den engelske singlehitliste i fire uger i træk tidligere på året og med musikvideoen er blevet set over 140 millioner gange på YouTube, har nemlig været i heftig rotation på P3 hen over sommeren. Gruppen giver koncert i Pumpehuset i København 12. november.

Brødrene Jack og Luke Patterson, Grace Chatto og Neil Amin-Smith har ramt en nerve, der har bragt dem en hurtigvoksende fanskare og ført til koncerter verden rundt på trods af, at deres debutalbum kun er få måneder gammelt. For med en opskrift, der for nogle måske kunne lyde som vejen til ødelæggelse, har Clean Bandit formået at kokkerere en fusion mellem klassisk musik og house og elektroniske beats.

– Strygeinstrumenter har altid fungeret godt sammen med dance-musik og er som sådan ikke noget nyt. Men fordi Grace og Neil spiller cello og violin, når vi optræder, og de klassiske elementer ikke kun kommer fra samples, får vores musik et mere menneskeligt aspekt, fortæller Jack Patterson, da GAFFA fanger ham over telefonen, hvor han sammen med resten af bandet netop sidder i lufthavnen i Los Angeles og venter på et fly videre til Miami.


 

12 forskellige sangere

Fortællingen om Clean Bandit tager sin begyndelse på University of Cambridge, mens de alle fire studerede. Hurtigt fandt de en fælles passion ved siden af studierne, nemlig musikken, og som et forsøg på at undgå mainstream musik, begyndte de at lave deres egne Club Nights, hvor de selv stod på scenen.


Jack, der mest arbejdede med elektronisk musik, havde nogle optagelser af Grace og Neils klassiske musik og begyndte at lege med forskellige konstellationer på sin computer, og hurtigt tog det fart for bandet.

På det tidspunkt havde Clean Bandit Ssegawa-Ssekintu "Love Segga" Kiwanuka som sanger (som i øvrigt synger på deres nummer Mozart's House red.), men da han valgte at læse en ph.d i stedet for at fortsætte med bandet, besluttede Clean Bandit sig for at droppe ideen om én fast sanger. I stedet arbejder de i dag med mange forskellige, og deres album New Eyes har derfor 12 sangere.

– Vi bliver meget inspirerede af at arbejde med så mange forskellige mennesker, og hver sang får sin helt særlige kvalitet på den måde, fortæller Jack Patterson.


 

En tur til Rusland

Navnet Clean Bandit opstod, da bandets kærestepar Jack og Grace boede to år i Moskva.


– En af vores venner kaldte Graces søster for "clean bandit", og selvom det på russisk ikke er det mest flatterende at blive kaldt, var det i det her tilfælde ment i en god tone. Oversat til engelsk synes vi, det er en sjov frase, og derfor bruger vi det i dag som bandnavn, forklarer Jack Patterson.

Navnet er ikke det eneste, som Clean Bandit fik ud af Jack og Graces russiske eventyr. Mens Grace læste på konservatoriet, studerede Jack på filmskolen, og de erfaringer og evner, det har givet ham, bruger bandet i dag, når de laver deres egne musikvideoer. En proces, der er lige så vigtig for bandet som at lave deres musik.

Hvem:


Clean Bandit består af brødrene Jack Patterson, 26 (keyboard) og Luke Patterson, 23 (trommer), Jacks kæreste Grace Chatto, 27 (cello) og Neil Amin-Smith, 26 (violin).

Hvad:

– Det, der er særligt karakteristisk for vores musik, er vores brug af strygeinstrumenter som violin og cello. Og ellers er det elektronisk dance-musik med elementer fra folk, reggae og hiphop.


Hvor:

Alle fire bor i London.

Se musikvideoen til Rather Be:  


 

 

 

 


ANNONCE