Nyhed

Ny Dizzy-sang udkommer lige om lidt

Om få dage kan du købe Dizzy Mizz Lizzys første nye sang i 19 år

Dizzy Mizz Lizzy offentliggjorde i går deres første nye sang i 19 år. Titlen er "I Would If I Could But I Can't", og sangen havde premiere i Smag på P3. Du kan høre sangen nedenfor via Smag på P3, og om få dage kan du også høre den uden for radioprogrammets rammer. Fredag den 9. januar udkommer sangen nemlig digitalt på iTunes og streamingtjenesterne.

"I Would If I Could But I Can't" er traditionen tro skrevet af Tim Christensen og arrangeret af bandet i fællesskab. Nummeret er produceret af Jacob Hansen (Volbeat, Mercenary, Pretty Maids med flere), i dennes studie i Ribe – en ny mand i Dizzy-sammenhæng.

Dizzy Mizz Lizzy har indspillet flere nye numre, men hvornår de udkommer og i hvilke formater vides endnu ikke.


Dizzy Mizz Lizzy blev dannet i 1988 af skolekammeraterne Tim Christensen (sang, guitar), Søren Friis (trommer) og Martin Nielsen (bas). Bandet vandt DM i Rock i 1993, udgav to storsælgende og prisvindende album, "Dizzy Mizz Lizzy" i 1994 (solgte 250.000 i Danmark og 100.000 i Japan og vandt fire danske Grammyer) og "Rotator" i 1996 (solgte 120.000 i Danmark og 100.000 i Japan og vandt to danske Grammyer) og gik hver til sit i 1998. De blev gendannet til en stor turné i 2010, inden Tim Christensen vendte tilbage til sin solokarriere og Søren Friis og Martin Nielsen gik tilbage til deres jobs uden for musikbranchen.

Dizzy Mizz Lizzy tager til foråret på en stor, udsolgt klub-turné, hvor de både fremfører nye numre og gamle kendinge. De spiller desuden på en række festivaler til sommer, blandt andet Jelling Musikfestival og Nibe Festival, og giver to dobbeltkoncerter med D-A-D i maj og juni – her er der stadig billetter.

Dizzy Mizz Lizzy spiller følgende koncerter til foråret:


Fredag 10. april, Tobakken, Esbjerg (udsolgt)

Fredag 17. april, T. Hansen Arena, Fredericia (udsolgt)

Lørdag 18. april, Panteren, Vordingborg (udsolgt)


Fredag 24. april, NRGi Arena, Aarhus (udsolgt)

Lørdag 25. april, NRGI Arena, Aarhus (udsolgt)

Torsdag 30. april, Aalborg Kongres & Kulturcenter (udsolgt)


Fredag 1. maj, Arena Fyn, Odense (udsolgt)

Lørdag 2. maj, Forum, København (udsolgt)

Fredag 29. maj: Aarhus Havn (med D-A-D), find billetter via GAFFA Live

Fredag 5. juni: Østerbro Stadion (med D-A-D), find billetter via GAFFA Live


Hør den nye Dizzy-sang via dette link

ANNONCE