Too Many Rappers blev af uvisse årsager aldrig udgivet, men nu har den fået nyt liv
En hidtil uudgivet Beatie Boys-video featuring Nas er viral efter, at den er blevet opdaget på en hjemmeside tilhørende Neal Usatin, en filmklipper, der tidligere har arbejdet med gruppen på andre projekter, herunder den Adam Yauch-instruerede kortfilm "A Day In The Life Of Nathaniel Hornblower". Det skriver Rolling Stone. Se den her forneden.
Det drejer sig om en fire-et-halvt minutter lang video til "Too Many Rappers" fra albummet, "Hot Sauce Committee Part Two" (2011), og den er instrueret af Roman Coppola. Af uvisse årsager har den aldrig fået en officiel premiere, selvom det rygtes, at den har været i privat omdeling.
I videoen optræder Ad-Rock, Mike D, MCA og Nas, og der klippes mellem studiet, live-optræden, og ellers følger man dem, mens de stroller igennem byen og hygger sig.
Beastie Boys laver ikke længere musik, efter at medlemmet Adam Yauch tabte kampen til kræften for tre år siden. Det havde gruppen lovet ham. "Vi har ikke kunnet turnere, siden MCA, Adam Yauch døde. Og vi kan ikke skabe ny musik," udtalte Mike D til NY Daily News i juni sidste år.
Beastie Boys sluttede dog karrieren på et højdepunkt. Deres sidste udspil, den førnævnte "Hot Sauce Committee Part Two", modtog fem stjerner af GAFFAs musikanmelder Michael José Gonzalez. Han skrev: "De tre drenge har virkelig steppet deres game up og begået en lækker og sydende heksekedel af et album, der er lige dele catchy og krævende."
Se "Too Many Rappers" her: