Nyhed

Så mange millioner skal The Hives betale til The Cardigans

Hammeren er faldet i den såkaldte Tambourine-skandale

The Hives er af den svenske højestret blevet pålagt at betale 18,5 millioner svenske kroner til The Cardigans, skriver den svenske avis Sydsvenskan. Det forventes, at den totale sum, der inkluderer renter og sagsomkostninger, vil overstige 30 millioner svenske kroner. Et beløb, der svarer til 24 millioner danske kroner. 

Den såkaldte "Tambourine-skandale" begyndte allerede i 2010, da den svenske hiphop-kunstner Timbuktu opdagede, at der manglede mere end fem millioner kroner fra hans konto. Det viste sig, at pengene angiveligt var blevet lånt ud til andre kunstneres selskaber, deriblandt The Hives'. Knudepunktet for låneskandalen var det Malmö-baserede studie Tambourine Studios, der havde råderet over kunstnernes økonomi og derfor havde overført penge frem og tilbage mellem forskellige konti uden kunstnernes samtykke.

Det startede en bølge af retssager mellem kunstnere og virksomheden, hvoraf striden mellem The Hives og The Cardigans var den største. Begge bands havde deres økonomiske forvaltning hos det svenske studie, og efter en økonomisk opgørelse viste det sig, at The Hives skyldte The Cardigans omkring 18 millioner kroner. De fleste af pengene er ifølge Sydsvenskan gået til finansieringen af The Hives-guitaristen Mikael Karlssons samling af guitarer. 


The Hives har flere gange anket dommen, der endte i højestret, som fastholder den oprindelige kendelse. Tiden må vise, om The Hives har aktiver nok til at tilbagebetale det svimlende beløb, hvilket er tvivlsomt, hvis man skal tro på titlen på sangen "Without The Money" fra deres seneste album:

ANNONCE