Cph Pix: Sov med 149 andre til koncert

Cph Pix: Sov med 149 andre til koncert

Nu kan du sove fra en helt unik oplevelse med god samvittighed, når Filmfestivalen Cph Pix og Rytmisk Center inviterer til en af Robert Richs sjældent udbudte "Sleep Concerts" i København lørdag den 18. april i Nikolaj Kunsthal. 

Den elektroniske musiker Robert Richs "Sleep Concerts" er efter sigende omgivet af en vis mystik, fordi så få mennesker har oplevet dem på egen krop. Der er da også kun plads til 150 deltagere til koncerten, som varer lige så længe som en god nats søvn – nemlig otte timer.

Om koncertoplevelsen i København siger Rich ifølge pressemeddelelsen: "Publikum kan forvente en meget rolig atmosfære, som dog er fuld af en usædvanlig energi, der vokser ud af den mærkværdige situation det er, når så mange mennesker tilbringer en hel nat i ét og samme rum. Musikken flyder på grænsen af bevidstheden, og publikum vil opleve, at de sover lettere end normalt og kan bruge musikken til at udforske deres underbevidsthed."

Koncertkonceptet startede i 1982 som en del af Robert Richs studier på Stanford Universitys center for søvnresearch, hvor han udsatte sine forsøgspersoner for sin elektroniske musik og feltoptagelser gennem en hel nats koncert.

Musikken spiller angiveligt på hver persons eget bevidsthedsfelt mellem vågen tilstand og søvn og trigger et fænomen, som kaldes "lucid dreaming", der betegner de drømme, hvor man er bevidst om, at man drømmer.

Dagen efter, søndag den 19. april, kan man fortsætte oplevelsen med en debat om musikkens indvirkning på vores liv i Cinemateket.

Køb billet til koncerten her.

Og glem ikke soveposen og liggeunderlaget.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA