Nyhed

Nibe Festival offentliggør resten af årets program

Så er der nye navne til Nibe Festival. Oplev blandt andre Oh Land, Love Shop, Karl William, Sonja Hald og mange flere.

Efter allerede at have offentliggjort store navne som Marina and the Diamonds, James Bay og Katie Melua, er festivalen, der løber af stablen den 1.-4. juli, klar med de sidste tilføjelser til årets program.

Det drejer sig om Burhan G, Oh Land, Infernal, Hedegaard & Brandon Beal, Karl William, Lars Lilholt Band, Scarlet Pleasure, Ankerstjerne, Folkeklubben, Barbara Moleko, Lord Siva, Hej Matemaik, NOAH - akustisk, Love Shop, Sonja Hald og The Young Dubliners.

Danske Oh Land ankommer til Nibe med fire fuldlængde albums i bagagen. Nyeste skud, "Earth Sick" fra november 2014, fik 4 stjerner af GAFFAs Michael José Gonzalez med ordene "Farverig og fantasifuld firer fra Oh Lands kyndige hænder".


Love Shop ført an af Jens Unmack er for tiden ude at spille, og skal man tro anmeldelserne er de i topform. GAFFAa anmelder Steen Fabrin Michelsen oplevede dem tidligere i måneden på Vega, til 5 stjerner, og med de begejstrede ord: "Love Shop formentlig er rigets ypperligste liveband og i live som aldrig før. Der venter publikum masser af plader og koncerter endnu. Heldigvis og tak for det".

Karl William har for tiden masser af medvind. GAFFA anmeldte hans debutalbum da det udkom tilbage i maj 2014 og kvitterede med 4 stjerner under overskriften "Et sjælfuldt univers, som er ret unikt på den danske musikscene".

Sonja Hald var blandt vinderne af sidste års KarriereKanonen. De har netop udgivet deres debutalbum, "Vækstplanen". GAFFAs Espen Strunk kvitterede med fire stjerner og konkluderede: "Der er en del ordleg for legens egen skyld, hvilket dog ikke forhindrer den forkølede vokal og vekselvirkningen mellem spas og alvor i at udgøre en charmerende cocktail."


Det er med et nyt album i bagagen Ankerstjerne kommer forbi Nibe. Den populære artist udgav i februar albummet "For Os". Du kan finde anmeldelsen her.  

Derudover er der på "Den Lille Fede" offentligjort en række navne: The Courettes (DK/BRA), InSitu, Caved Crow, Monkey Okay, Henrik Mygind V2.0, ANYA, SuperScum, Tournesol, Tom Donovan, The Beatjam, Laura Mo samt Zjakalen, Kazpa G & Ham Den Lange.

Sidst men ikke mindst er Thomas Warberg, Tobias Dybvad og Martin Brygmann offentliggjort til at skulle stå for komikken.


Vil du sikre dig billetter til årets Nibe Festival, kan det ordnes lige her.

 

ANNONCE