Nyhed

Spot Festival slipper de sidste 36 navne

Rangleklods, Cancer, Susanne Sundfør og Joey Moe er blandt de nye navne på festivalen

Så er der sat endeligt navn på alle kunstnere til årets Spot Festival i Aarhus den 30. april-3. maj. Med 36 nye navne har festivalen mere end 130 kunstnere på plakaten, og der er naturligvis masser af danske upcoming - og kendte - bands iblandt.

Rangleklods er et af de nye navne, der i dag er blevet tilføjet den allerede spækkede plakat. Den elektroniske popduo består af Pernille Smith-Sivertsen og Esben Nørskov Andersen, som er kendte for deres feststemte liveoptrædener, og som siden gennembruddet med "Beekeeper" (2012) har kørt landevejene tynde i hele Europa. Lige nu er de aktuelle med singlen "lost u" fra deres kommende album.


Cancer består af de danske sangere/sangskrivere Kristian Finne Kristensen og Nikolaj Manuel Vonsild, der dannede duoen i 2013. Bandet spillede en af deres første koncerter på Trailerpark Festival, hvor mange mødte duoens eksperimenterende og karakteristiske lyd for første gang. De har siden indtaget mange store danske festivaler og udgav i efteråret 2014 deres debutalbum "Ragazzi", som fik fire stjerner af GAFFAs Rune Schlosser.

Den norske sangerinde og sangskriver Susanne Sundfør, hvis sfæriske popunivers er blevet sammenlignet med stærke kvindelige kollegaer som Bat for Lashes og Florence + The Machine, kommer også forbi Aarhus for at give koncert. Hendes seneste album "Ten Love Songs" udkom i februar og fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Malena Salvado med overskriften: "Dragende og indbydende, fortættet og klaustrofobisk."


Endelig finder vi også det danske popidol Joey Moe blandt de nye navne, som nok skal få selv de mest hærdede pigehjerter til at smelte på festivalen. Hans seneste album "Joey" udkom i 2014 og fik tre stjerner af GAFFAs Sohail Hassan. På albummet findes blandt andet hittet "Million", som Joey med stor sikkerhed fyrer af til Spot Festival 2015.


Spot Festival løber af stablen mellem den 30. april og 3. maj. Find billetter via GAFFA Live.

Se alle 36 nye navne her:

Rangleklods / Cancer / Joey Moe / Susanne Sundfør (NO) / Jonas Breum / Kenton Slash Demon / Hurula (SE) / Lukkif / Phønix feat. Sangka (DK/CN) / Trio Mio / Frank Haze (efterskoleband) / Sarah Mariegaard (soloprojekt af forsangerinden fra Flødeklinikken) / CHINAH, Noréll / FAE / Kentaur / Kill J / Brynjolfur (FO) / October Dance / Amin Karami / Ericka Jane / Kaaliyah / Nonsens / Isam B og Waqas / The Bongo Club (SE) / And They Spoke In Anthems (BE) / Jack The Hustler (FI) / Keep Camping / Northern Assembly / Mikas / Who is Louis / Merlyn Silva / Anna BeIL / O/RIOH / So so Sofie / Mariam Kone fra Mali

 


 

ANNONCE