Dansk halvfjerdser-klassiker genudgives

Dansk halvfjerdser-klassiker genudgives

Først fandt Sony på at genudsende to seriøse sjældenheder med hedengangne Hyldemor, ikke mindst mesterværket "Glem det hele" fra '76.
 
For nylig fik vi så en digitaliseret afstøvning af Steppeulvenes eneste LP, "Hip," inklusive ekstramateriale. Og nu udkommer mindsandten også Benny Holst og Jesper Jensens politisk-poetiske klassiker "Den første maj" (1971) langt om længe på cd. 
 
Bag genudgivelsen står forlaget Demos, som også udgav originalen i sin tid. "Den første maj" var anden pladeudgivelse fra det venstreorienterede forlag, som kort forinden var sprunget ud som pladeselskab med udgivelsen af Røde Mors debut-plade "Johnny gennem ild og vand."
 
"Den første maj" var således med til at indvarsle den politiske tone, som kom til at præge en del af årtiets danske musikscene.
 
Humor og poesi
 
På "Den første maj" lagde den dengang 30-årige sanger og guitarist Benny Holst stemme, guitar og melodier til en række tekster af forfatteren og debattøren Jesper Jensen. Det var første album fra Holst, som på det tidspunkt netop havde afsluttet sit professionelle samarbejde med kollegaen Povl Dissing.
 
"Sangene er skrevet med humor og poesi, og er ligeså aktuelle i dag - som dengang i 1971," lyder det om genudgivelsen fra Demos, som fortsætter:
 
""Med sangen om merværdi," "Sangen om bevidsthed," "Sangen om drømmen" og ikke mindst titelsangen om den første maj har Jesper Jensen og Benny Holsts sange igen betydning for den kritiske analyse af de aktuelle magtforhold. Med genudgivelsen vil vi sikre, at pladen fortsat lever, at den forbliver en del af vores politiske baggage og et bidrag til fremtiden."
 
"Den første maj" genudgives - naturligvis - 1. maj 2015, og begivenheden bliver markeret med en reception på Kroteket, Blågårds Plads, i København den 18. april klokken 15-17. Her vil blive serveret en øl og være mulighed for at få Holsts signatur på den genudgivne klassiker.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA