Sangskriverprisen Carl-Prisen: Og vinderne er...

Sangskriverprisen Carl-Prisen: Og vinderne er...

Se masser af billeder fra showet her

Solstrålerne klæder årets muntre deltagere, hvis hår flagrer i takt med blæsten, mens de poserer på den øde røde løber. Humøret er højt til den tredje prisuddeling i Carl Nielsens ære. Eventen er skabt for at hylde og fejre en af Danmarks mest hæderfulde komponister ved at belyse de måske mere eksperimenterende talenter, som ikke altid befinder sig i forgrunden, men som utvivlsomt bidrager til den danske musikscene. Dansk Musikforlæggerforening inviterer til at fejre danske komponister og tekstforfattere, som solidt og stædigt står bag den musikfremførelse, vi så højt elsker.

Swan Lees og The Storms Pernille Rosendahl og Hr. Skæg aka Mikkel Lomborg betræder scenen i deres mest ekstravagante, energiske jeg og beder os lukke øjnene i stilhed til ære for Carl Nielsens 150 års fødselsdag. De inviterede talenter overholder kravet, mens de sidder til bords i Mogens Dahls lyse koncertsal. Med ordene "Uden stilhed ville der ikke være noget musik" bryder Lomborg roen, og uddelingen går for alvor i gang. Humoren hos de to værter fejler intet, og de får, i løbet af eftermiddagen, klemt flere Kanye West-citater ind, som selvfølgelig har relevans i forhold til ekstraordinær musik. Til præsentationen af den første pris, som er i kategorien "Årets Klassiske Komponist - Stort Ensemble", gengiver Mikkel Lomborg Kanyes følgende uforglemmelige erklæring: "I liberate minds with my music. That's more important than liberating people from apartheid or whatever." Koncertsalens beskedne gæster skraldgriner.  

Om denne kategoris vinder får prisen for at have frigjort danskeres sind er ikke til at vide, men Simon Steen-Andersen (Edition S), som har lavet musik siden 1998, går på scenen og takker Carl Prisen for at "kaste lys over den ikke så kommercielle musik". Blandt de nominerede var også Peter Bruun og Svend Hvidtfeldt Nielsen.

Utallige værker fortæller historier uden ord. Det skal menneskerne bag blive anerkendt for. Derfor er eftermiddagens anden pris i kategorien "Årets Klassiske Komponist - Lille Ensemble," som bliver pænt modtaget af Bent Sørensen (Wilhelm Hansen Musikforlag), som indrømmer, at det var, hvad han allerhelst ville have haft en pris for, siden musikken var skrevet til den person, han elsker allerhøjst. Andre nominerede i kategorien var Thomas Agerfeldt Olsen og Line Tjørnhøj.

For første gang har Carl Prisen dedikeret en kategori til score, som hylder komponister, der laver musik til spillefilm, tv-serier og dokumentarfilm. Mikkel Lomborg fortæller eventyrligt, at det "helt rigtige score kan gøre det uhyggelige hyggeligt og det hyggeligt uhyggeligt." Kasper Winding er nomineret for sit arbejde for Kristian Levrings westernfilm "The Salvation", mens Mikkel Hess' musik til gyseren "Når Dyrene Drømmer" ligeledes bliver hyldet. Prisen går dog til Jóhan Jóhannsson (Universal Music Publishing/Mute Song), som har bidraget til Hollywoods egne, Oscar-vindende "Theory of Everything". "My Danish has not advanced to the acceptance speech level yet, and I blame my ex-girlfriends for that," joker islandske Jóhannsson.  

Aftens første performance bliver udført af I Got You On Tapes og Murders Jacob Bellens på klaver og amerikanskfødte Ned Ferm på saxofon. Stemningen under loftet er aldeles behagelig, mens drengene er i færd med at jazze vibrationer i vejret.

Årets fjerde pris er dedikeret til de frieste og mest ubundne musikalske fugle, nemlig "roots" kunstnerne, og Mikkel Nordsø får lov til at løbe væk med belønningen. "Jeg er stolt af mig selv, var jeg lige ved at sige," griner manden. Ved denne specielle konstellation, som han har modtaget prisen for, fortæller han, at han blev inspireret af især indisk musik.      

"Årets Komponist – Jazz" går til unge Magnus Hjort (Sundance Publishing) for hans udsøgte smag og elegance inden for kompositioner. Blandt de nominerede er også den amerikanske komponist Marylin Mazur og jazzsangerinden Sinne Eeg.

Nu til "Årets Talent", hvor de nominerede er tryllebindende Majke Voss Romme fra Broken Twin, Orange-Scene-værdige The Minds of 99 og den bedårende, amerikaniserede poptrio ved navn Scarlet Pleasure. I dag vinder rocken, men da The Minds of 99 er på turné, kommer produktmanageren på scenen og laver en takketale i stedet.

Hvis musik går direkte til hjertet, så går en god tekst direkte til hjernen – og derfor får den ærværdige komponist, skuespiller og guitarist Niels Skousen overrakt prisen for "Årets Tekstforfatter". "It's not dark yet, but it's getting there," citerer Pernille Rosendahl Bob Dylan med imiterende accent. Simpelt, men samtidig forstår alle, hvad Bob mener. Skousen går beæret på scenen og takker alle de kedelige hotelværelser, han har besøgt, og som har tvunget ham til at skrive hele værker mens indespærret. En kort performance i digtform ledsaget af harme og guitar følger. "Et stykke af himlen, en bid af det hele," synger han nostalgisk.

Selveste Mikkel Lomborg er nomineret til "Årets Komponist for Børnemusik" sammen med John Høybye og Lars Vognstrup. Musikken til tv-serien "Sofus" viser sig at have været juryens favorit, og Lars Vognstrup går på scenen for at fortælle om en ven med barn, som engang spurgte, om det ikke var fedt "endelig at lave noget, der virkelig betyder noget for nogen?" Jo, for det lille kritiske, krævende, kompromisløse, men begejstrede publikum kan nemlig være svære at tilfredsstille.

Nu til en formidler per excellence. DMFFs formand Ole Dreyer Wogensen går på scenen for at præsentere "Årets Ærespris". P3s lidenskabelige musikjournalist Jan Sneum får aftens vigtigste pris, og rørende videohilsner fra hele verdenen strømmer ind. Jan dedikerer blandt andet prisen til alle de øvelokaler, han har fået lovet til at besøge gennem årene, hvor til tider langt større ambition end talent har overrumplet rummets fire vægge. Æresprisen har en sidevogn, da Jan får æren af at overrække en check på 30.000 kr. til den kunstner, han selv føler er prisen værdig. Den pågældende kunstners værk beskriver han som værende "foruroligende, neurotisk på spændende vis, drømmende, visuel, og elektronisk med et glimt af u-digitaliseret stemme. Mine damer og herrer, giv en stor hånd til begavede Tone." Hun går på scenen for at takke Jan Sneum for at have besøgt alt det upolerede gennem tiderne. Aftens mest intense, fascinerende performance går i gang, da Tone forkæler os med sin optræden, som er en elektronisk fortolkning af Sneums svar på et interview, hun havde med ham. Med sin bevægende stemme beroliger hun hele lokalet. Alle er lamslået, og ingen tvivler på, at æresprisvinderen har valgt rigtigt.

Årets komponist inden for popindustrien er selvfølgelig MØ og Ronni Vindahl. MØ er på Coachella, men Ronni tager gladeligt imod prisen. The Minds of 99 vinder atter en pris – denne gang i kategorien "Årets Komponist – Rock."

"Årets Internationale Gennembrud" vinder musikproduceren Ronni Vindahl også. "Da jeg boede i USA, blev jeg spurgt, om Kendrick Lamar måtte bruge min musik til en sang. Dengang vidste jeg ikke engang, hvem han var, men jeg sagde bare ja, ja. MØ – hun er min partner in crime," fortæller den nu internationale kendis ydmygt.

Eftermiddagens to sidste priser, "Årets Mest Spillede Sang" samt "Årets Sang" går til den unge, dygtige, charmerende Lukas Graham og Rasmus Hedegaard for sangen "Happy Home" og til Jacob Bellens og Frederik Thaae for "My Convictions".

Nightingale String Quartet og Suspekt afslutter den hyggelige, velorganiserede, musikalske familiemiddag sammen med Emil Goll fra Scarlet Pleasure – en unik konstellation, som muligvis ingen får til at vidne igen: en uventet eksplosion af klassisk rap-pop uden lige.

Fejringen af danskhed ender på bedste vis med at alle vindere, musikere, og participanter står i kø i gården og venter spændt på en eller flere serveringer af Bjørns gourmet-pølser.

Og vinderne er...

THE MINDS OF 99 - ÅRETS TALENT Sponsoreret af Tuborgfondet

NIELS SKOUSEN - ÅRETS TEKSTFORFATTER

RONNI VINDAHL & MØ - ÅRETS KOMPONIST POP

THE MINDS OF 99 - ÅRETS KOMPONIST ROCK

RONNI VINDAHL - ÅRETS INTERNATIONALE GENNEMBRUD

SIMON STEEN-ANDERSEN - ÅRETS KLASSISKE KOMPONIST - Stort ensemble"

BENT SØRENSEN - ÅRETS KLASSISKE KOMPONIST - Lille ensemble

JÓHANN JÓHANNSSON – ÅRETS SCORE-KOMPONIST

MIKKEL NORDSØ - ÅRETS KOMPONIST ROOTS

MAGNUS HJORTH - ÅRETS KOMPONIST JAZZ

LARS VOGNSTRUP - ÅRETS KOMPONIST BØRN

RASMUS HEDEGAARD, LUKAS GRAHAM M. FL. - "HAPPY HOME" – ÅRETS MEST SPILLEDE SANG

JACOB BELLENS OG FREDERIK THAAE - "MY CONVICTIONS" – ÅRETS SANG

JAN SNEUM – DMFFs Ærespris – Carl Prisen 2015. Sponsoreret af Tuborgfondet.

Læs en længere reportage fra showet senere i dag.

Se masser af billeder fra showet her

Se en hyldestvideo til modtageren af DMFFs Ærespris, den mangeårige DR-musikjournalist Jan Sneum:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA