Nyhed

Ny video: Syret stemning med Turquoise Sun

Blide bølger af californisk psykedelia hjælper det danske forår på vej

Den aarhusianske sekstet Turquoise Sun udgiver til maj deres debut-ep. Skulle du være tørstig efter californisk psykedelia, kan du allerede nu få slukket tørsten med førstesinglen "To Beat or Not to Beat". Se musikvideoen her forneden.

Turquoise Sun spiller rock med både psykedeliske og elektroniske strømninger og veksler mellem energiske up-beat sange, laid-back grooves og syrede atmosfæriske udskejelser. Bandet leger med lyden og sætter alt fra retro-synthesizers og saxofon til djembe og fuzz-guitarer i spil. Det kan da også høres på "To Beat or Not to Beat", som begynder med en synth-del, der er Veto værdig, før vokalen sparker ind på en My Morning Jacket-agtig måde.

I august 2013 optog bandet ni sange Medley Studio i København. Siden da er musikken blevet bearbejdet og videreudviklet og er nu klar til deling. Ep'ens første single har fået sig en varm modtagelse på P6 Beat, hvor Casper Bach Hegstrup forelskede sig i førstesinglen "To Beat or not to Beat". Han udtaler: "De har nogle opbygninger, der er Tame Impala værdige, men jeg fik også sådan en total Air-vibe... Det lyder som den perfekte kombination. Prøv og lyt engang, ja, fantastisk!".


Den 11. maj udkommer Turquoise Sun med deres debut-ep. Den vil indeholde fire sange i den neo-psychede ånd og er optaget i samarbejde med bandets lydmand Alexander Sternsdorf, mens al øvrig produktion derudover er foretaget af bandet selv.

GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt oplevede allerede sidste år den udsvævende sekstet på RECession Festival. Han kvitterede med fire stjerner for en vellykket koncert og konkluderede: "De har med andre ord ganske mange strenge at spille på, og det skal blive spændende at følge dem fremover."

Drøm dig blidt væk med "To Beat or Not to Beat" her:
 

 

 

ANNONCE