Alive Festival deler fem nye navne

Alive Festival deler fem nye navne

Thy-Festivalen Alive Festival er ude med fem nye navne til plakaten, og dermed er to-tredjedele af programmet blevet offentliggjort.

De fem nye navne er:

Rangleklods

Den 18. maj udkommer Rangleklods' nye album "Straitjacket". Det er opfølgeren til Rangleklods debutalbum "Beekeeper" fra 2012. De første to nye singler afslører en spændende videreudvikling af det i forvejen mørke, men elegante og elektroniske univers – nu også med kvindelig vokal.

Mont Oliver

Den fremadstormende trio Mont Oliver – med de lokale rødder – tog Danmark med storm med 2013-udgivelsen af ep'en 19. De har siden leveret den hårdtslående single "All Yours", der er blandt de mest spillede sange på P3 i 2015. Bandet arbejder i øjeblikket hårdt i studiet på at få de næste hiphop- og soul-inspirerede popsange klar. Koncerten på Alive bliver en af de eneste for bandet denne sommer. 

Taragana Pyjarama

Danske Taragana Pyjarama udgav i 2013 den anmelderroste debut "Nothing Hype"-ep, der primært gjort sig positivt bemærket i instrumentale, elektroniske klangflader. Nu er produceren Nick Kold Ericksen snart klar med ep'en "Ariel", der udvider det elektroniske univers med vokaler og et mere poppet og udadvendt udtryk.

Tomas Barfod

Tomas Barfod har gennem mere end et årti rejst verden rundt som dj på mange af de største elektroniske venues og festivaler, og nu rammer han altså dj-pulten til nattefesten på Alive.

This Is You

This Is You er seneste skud på stammen af spændende Thy-bands, der er på vej til at tage skridtet ind på den store scene. Bandet eksperimenterer med en moderne indie- og elektrorock og er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på en debut-ep.

Festivalen i Thy finder sted i dagene den 13. til den 15. august og det foreløbige program ser således ud:

Ukendt Kunstner, Vinnie Who, Rangleklods, Mont Oliver, Lord Siva, AV AV AV, The Entrepreneurs, Kentaur, Anya, Taragana Pyjarama, Tomas Barfod (DJ-set), The Attic Sleepers, Magnolia Shoals og This Is You.

Læs mere om festivalen og programmet på deres hjemmeside

Billetter kan købes her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA