Nyhed

B.B. Kings søn mener, at mordbeskyldninger er ekstreme

B.B. Kings døtre mener, at deres far blev forgiftet. Nu blander sønnen Willie King sig i stridighederne.

Siden B.B. King tog sit sidste åndedrag i sidste måned, har hans eftermæle været præget af mordbeskyldninger fra to af hans døtre, Karen Williams og Patty King. De mener, at han blev forgiftet af sin business manager, LaVerne Toney og personlige assistent, Myron Johnson. Nu tager hans søn bladet fra munden og forklarer til The Guardian, at hans søstre er gået til ekstremerne med deres beskyldninger.

"Der er altid - jeg vil ikke kalde dem dette, men - der er altid et råddent æble i tønden, og nogle gange kan du blive så såret, at du blæser det op til noget, det ikke bør være. Og jeg tror, at de er gået til ekstremerne ud af vrede efter tabet af deres far," forklarer han. "Jeg beder til, at offentligheden ikke vil acceptere dem som vrede mennesker, for de er mine søstre og er ikke sådan. Men nogle gange ved du ikke, hvordan du skal udtrykke dig, og så lader du det gå ud over den nærmeste person, og de angreb den forkerte".

Toneys advokat, Brent Bryson forsøger at holde fokus på Kings musikalske arv. "Selv musikalske ikoner dør desværre. Ms. Toney gjorde alt, hvad hun kunne for at opfylde Mr. Kings ønsker, mens han var i live og fortsætter med at værne om hans ønsker efter hans død," fortæller han. "Jeg håber, at vi over de næste par dage kan fokusere på Mr. Kings musikalske berigelse og ikke opspundne erklæringer fra dem, der ønsker opmærksomhed på bekostning af Mr. King."


Døtrenes advokat, Larissa Drohobyczer tager til genmæle i en erklæring til Rolling Stone. "Karen og Patty nyder ingen økonomisk gevinst ved at få sandheden frem om deres fars død. Ingen," fastslår hun, og fortsætter "Mr. Bryson trækker uden grund døtrene igennem mudderet. Intet familiemedlem blev tilladt at se B.B. i en uge inden hans død, ikke engang hans venner. Det var årsag til stor sorg og vrede hos Karen og Patty."

I lørdags blev B.B. King lagt til hvile under en mindeceremoni i hjembyen Indianola, Mississipi, men stridsøksen er altså endnu ikke begravet. Lyt til nummeret "The Thrill Is Gone" her:


ANNONCE