Nøgenløb på Roskilde: Bimlende klunke-klokkeværker og klaskende balder

Nøgenløb på Roskilde: Bimlende klunke-klokkeværker og klaskende balder

Du kan se masser af billeder fra nøgenløbet i GAFFAs gallerisektion.

Der var masser af bar hud og hvinende pigeskrig, da nøgenløbet blev skudt i gang under bragende sol i Dream City. Det vrimlede med forventningsfulde festivalgængere bag de rød/hvide afspærringsbånd. De havde alle sat deres øjne på stilke for at fange et glimt af løbernes nøgne kroppe.

Det er andet år i træk, at Camp Crazy Legs egenhændigt arrangerer nøgenløbet efter nedskæringer på Roskilde Festival. Fra zoo-tårnet af Camp Marius sørgede en veloplagt konferencier for at holde stemningen kørende og rakte triumferende hovedpræmien op i luften, inden løberne marcherede ind på banen. Vinderne skulle hædres med to store plexiglas-halskæder, der selvfølgelig var skåret som en prægtig penis og et par strittende bryster.

Løberne kom marcherende ned af de støvede festivalstier under tordnede jubel fra publikum. Holdet bestod af 30 løbere, men efter en hurtig fintælling stod det klart, at der vist var et par stykker, der havde fået kolde klunk.. fødder i sidste øjeblik. Konferencien kommenterede på det faldende mandtal ved at påpege, at de muligvis havde været for stive, da de skulle notere sig deltagerantallet.

Med huden dækket af sprittusch havde holdet stimlet sig sammen på løbebanen, hvor konferencien kunne overbringe en kort besked fra en af deltagerne. "Undskyld, mor!," lød det spøgefuldt fra højtalerne.

Efter en brølende nedtælling kunne de endelig løbe over startstregen. En symfoni af bimblende klunke-klokkeværker og orientalske rytmer fra klaskende balder nærmest druknede under klapsalver og oppiskende tilråb fra tilskuerne. Da deltagerne rundede det sidste skarpe hjørne inden målstregen, var spændingen på kogepunktet. Heroisk kom Jacob sveddryppende løbende med magelig afstand til de andre løbere. Under konfettibrag kastede han sig ind over målstregen i et rullefald, der ville være James Bond værdigt.

I den kvindelige trup blev det Line, der - bogstavelig talt - kunne bryste sig af vindertitlen. Det er tredje år i træk, at hun modtager æren, og med denne pragtpræstation kunne hun nu blære sig med et vaskeægte hat-trick. De to vindere lod sig hylde fra toppen af zoo-tårnet, hvor de blev overrakt deres neonfarvede halskæder. 

Nøgenløbet var en bragende succes og en lummer affære - i mere end en forstand.

Du kan se masser af billeder fra nøgenløbet i GAFFAs gallerisektion.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA