Nyhed

Johan Wohlert: Derfor har jeg udgivet en ep med Kents bassist

Vi har talt med Mew-bassisten om hans nye sideprojekt Closure, hvor også sangerinden Ninsun Poli medvirker

Johan Wohlert er ude med en ep med sit nye band Closure, som han har sammen med Kents Martin Sköld og sangerinden Ninsun Poli.

Hej Johan. Ud over lige at have udgivet et Mew-album, har du også lige smidt en stak sange på gaden med dit nye band Closure. Svarer det ikke lidt til at have fundet sammen med sin gamle kæreste og så bolle udenom efter et par dage?

– Hahaha! Det kan du god sige, men så er det kun fordi, kæresten – altså Mew – og jeg har et åbent forhold. Ej, det handler jo om, at man ikke kan favne al den kreativitet, fire mennesker besidder, i ét band (interviewet er lavet inden Bo Madsens afsked med Mew, red.), og der skal selvfølgelig være plads til, at vi folder vores talenter ud andre steder. I Closure har jeg mulighed for at dyrke det at være popsangskriver på en helt anden måde, end jeg har i Mew.


Hvordan startede samarbejdet mellem dig, Kents Martin Sköld og Ninsun Poli?

– Martin og jeg har kendt hinanden i en menneskealder, og faktisk var han og Joakim Berg med til at skrive tre sange til den sidste plade, vi udgav med The Storm, så samarbejdet lå lige for. For cirka to år siden spillede Martin nogle demoer, hvor Ninsun sang, for mig, Og jeg syntes simpelthen, de var for gode til ikke at gøre mere ved. Jeg var selv i lidt af et vacuum, for Pernille (Rosendahl, red.) ville lave sin egen plade, og jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle. Jeg havde skrevet havde nogle sange, som egentlig var tiltænkt en eventuel ny Storm-plade, men jeg indså, at de ville passe perfekt ind i det univers, Martin havde præsenteret med sine sange, så i løbet af det sidste halvandet års tid har vi sammen ladet projektet udvikle sig.

Hvordan kom I på navnet Closure?


– Martin og jeg var begge lige blevet skilt, så det lå lige for. Og så har det sådan en New Order-agtig melankolsk klang over sig, som jeg godt kan lide. Vi er jo børn af 80'erne, haha!

Hvad skal der ske fremadrettet?

– Martin og jeg har jo begge travlt med henholdsvis Kent og Mew, og Ninsun har travlt med sine egne ting, men det kunne da være fedt at tage ud og spille nogle koncerter sammen, hvis vi får tid. Vi har jo alle tre et ret massivt bagkatalog at trække på, så det kunne blive en god fest. Det kunne være sjovt at stå på en scene sammen – især fordi Ninsun er så spændende en frontfigur. Men i første omgang tror jeg, vi skriver nogle flere sange og udgiver endnu en ep. Så må vi se, hvad der sker.

ANNONCE