Nyhed

Videopremiere: Act Of Instinct ducker hit op

Det aarhusianske hardrock-band er klar med førstesinglen fra deres kommende ep

Fra det mørke hardrock/metal-hjerte af Aarhus kommer den nye musikvideo fra Act Of Instinct. Du kan se den hårdtslående "Feel the Fall" her forneden.

Musikvideoen er filmet i den kendte Mejlgade i Aarhus, hvor også spillestedet Backstage ligger. Her tropper en ung udgave af bandets screamer Mikkel Madsen op og møder sit ældre alter-ego til et showdown, der inkluderer en ølflaske i kasketten. Lige på og hårdt.

Om "Feel the Fall" fortæller bandet: "Feel The Fall er vores måde at fortolke afhængighed på, og den magt den har, da den er en stor del af den verden, vi er med til at skabe. Musikvideoen forsøger at tage denne afhængighed op og vise, at den ikke altid behøver at være i en fysisk form, men kan være en følelse, som gør, at man ikke kan slippe idéen, tankerne eller er stærk nok til at forstå eller stå imod."

Det går godt i tråd med gruppens slogan "Fuck Shit Up", som de forklarer således: "Det handler om at handle på instinkterne; spil noget fedt, sig noget sjovt og gør det vildt!"

Act Of Instinct består af Mikkel Madsen (vokal), Jesper Egeberg (vokal/guitar), Dennis Rasmussen (leadguiar), Emil Larsen (bas) og Toke Warming (trommer). De blev dannet i 2013 og har siden bestræbt sig på at skabe lyden af et hardrock-band anno 2015, hvor både live-spænding og catchiness er i forsædet.

Act Of Instinct er netop kommet hjem fra en tur i Feedback Studiet med Magnus Vad i producerstolen, hvor de har indspillet en ep, som vil blive gjort tilgængelig på nettet senere på året.


Skulle du få lyst til at se, hvordan man går amok som Act Of Instinct, kan de fanges som support for Blunt på Atlas i Aarhus den 22. august.

Se førstesinglen "Feel the Fall" fra den kommende ep her:

ANNONCE