Nyhed

Guide: Her er weekendens 11 essentielle koncerter

Varm musik til en varm weekend – vi har fundet det rigtige soundtrack

Weekenden står lige for døren, og traditionen tro har GAFFA fundet 11 spændende koncerter over hele landet. Vejret bliver ifølge DMI fint med tørvejr, sol, lidt skyer og 25 graders varme, og så er det jo godt, at der stadig er festivaler og udendørs koncerter – og også nogle, hvis du vil ind i skyggen.

TORSDAG DEN 20. AUGUST

Aarhus:


Flux Festival, Maskinmesterskolen (fortsætter fredag og lørdag)

Den aarhusianske festival for dansk undergrundsmusik er klar med et flot program med blandt andre Iceage, Selvhenter, We Like We, CTM, Liss og mange flere. Anbefales varmt til nysgerrige sjæle.


Benjamin Booker, Atlas

Amerikanske Benjamin Booker spiller en heftig blanding af sjælfuld blues og smadret garage-punk og er i besiddelse af en særegen vokal med stærke soul-kvaliteter. Han udgav sidste år sit meget roste, selvbetitlede debutalbum og har siden turneret med Jack White og Courtney Barnett, ligesom han efterhånden har optrådt på mange festivaler. Absolut en af morgendagens stjerner.


Odense:

Dizzy Mizz Lizzy + D-A-D + Dúné, Kongens Have

De gendannede trio Dizzy Mizz Lizzy har givet særdeles velbesøgte og velanmeldte koncerter hele foråret og sommeren. GAFFA gav ligefrem turnépremieren seks ud af seks stjerner, så det bliver simpelthen ikke bedre. Glæd dig til at synge med på "Waterline", "Silverflame", "Rotator" og mange flere – også gruppens to nye singler fra 2015 og måske endda yderligere nyt. D-A-D er med egne ord "Good clean family entertainment you can trust", og Dúné kan altid sætte gang i publikum. Dizzy Mizz og Dúné spiller også i Byparkeni Vejle lørdag.

 


Bornholm:


Wonderfestiwall, Hammershus

Hvis du befinder dig på Bornholm eller har lyst til at tage en hurtig sviptur til den herlige ø, kan vi varmt anbefale Wonderfestiwall i smukke omgivelser ved Hammershus Slotsruin. Årets program byder blandt andre på Bikstok, De Eneste To, Marie Key, Laid Back, L.O.C. og mange flere.


FREDAG DEN 21. AUGUST:

København:

Tina Dickow, Tivoli, Plænen


Aarhus-pigen, som nu er bosat i Island, er på sommerturné, hvor hun spiller både de mere afdæmpede sange fra sit seneste og meget roste album, "Whispers", og mere energiske numre fra bagkataloget. Der bliver helt sikkert noget at synge med på, danse til og holde i hånd til. Spændende, om hun synger sin nye hyldestsang til Aarhus i København? Ja, hun har jo sunget "Copenhagen" over hele landet, så mon ikke?

Street Festival, Frederiksberg (fortsætter lørdag)


Kesi, Cisilia og Vild $mith er hovednavne, når det ganske gratis Street Party rammer boligområderne Stjernen og Søndermarkskvarteret  21. og 22. august. Det er fjerde år, Street Party Frederiksberg disker op med alt, hvad street-kulturen er kendt for: Musik, rap battle, street basket, gadefodbold, street art, dance battle, parkour og meget mere.

På programmet er de albumaktuelle artister Cisilia og Vild $mith (fredag) og Kesi (lørdag) samt en lang række af Frederiksbergs lokale rap-helte som for eksempel Tyrees TYR, kendt fra MGP og Zain, der i efteråret 2014 varmede publikum up for S!vas i DR's Koncertsal. Programmet byder også på Rapkings Rap-Battle, hvor unge stjernerappere dyster om store præmier.


Odense:

Outlandish + Wafande, Snedronningen, Vilhelm Werner Plads

Odense har fuld gang i deres årlige H.C. Andersen Festivals, og blandt de optrædende i teltet Snedronningen denne aften er den multietniske rap-pop-gruppe Outlandish og den altid glade reggae/dancehall-charmetrold Wafande, der vil sprede gode vibrationer.

Martin Hall, Kulturmaskinen


Klub Golem præsenterer Martin Halls performanceforestilling, "Prototype/Protokol", der er et tværæstetisk møde mellem forfatter og komponist Martin Hall og avantgardeensemblet Lydenskab og Staal Film. Forestillingen forener teater, nyskrevet musik og poesi med filmisk scenografi. Der er tale om en fragmenteret og stærkt personlig erindringsprotokol udgjort af breve, realoptagelser, fiktive erindringer og en evigt skiftende musikalsk ramme. Det musikalske, lyriske og scenografiske rum, forestillingen er indrammet i, kommenterer momenter af erindringen og håbet hos det enkelte individ, i en tid præget af opløsning og mangel på gennemskuelighed.

 


LØRDAG DEN 22. AUGUST:


København:

Jomi Massage, Loppen

Sangerinden og sangskriveren med det borgerlige navn Signe Høirup Wille-Jørgensen blev blev i juni 2015 fremhævet af GAFFA som én af de 11 essentielle danske kvindelige musikere gennem tiderne, sammen med navne som Annisette, Anne Linnet, Oh Land og Tina Dickow. På Loppen kan du høre hvorfor – forvent både blide og rå, gennemført kompromisløse sange med Jomi Massages ekspressive stemme i centrum, fortrinsvis akkompagneret af hendes eget klaverspil, hvis man skal dømme efter det seneste, meget roste album, "Primitives" fra 2013. Sangerinden, sangskriveren og guitaristen ML Buch, som Jomi Massage har skrevet kontrakt med til sit selskab The Being Music – og som er lidt mere poppet end Jomi Massage – varmer op.

Odense:


WhoMadeWho, Lucy Love, Av Av Av, Snedronningen, Vilhelm Werners Plads


H.C. Andersen Festivals fortsætter, og blandt de optrædende lørdag er dance/rocktrioen WhoMadeWho, eletkrorapperen og -sangerinden Lucy Love – der i øvrigt er uddannet fra byens kunstakademi – og dj-trioen Av Av Av alias DJ Er Du Dem Eller Hvad, Eloq og Unkown. Det skal nok blive en fest!

SØNDAG DEN 23. AUGUST:


København:

Young Thug, Vega (billedet)

Der bliver rig mulighed for at opleve en af hiphoppens store fremtidshåb, Young Thug, når han giver live-debut i Danmark. Rapperen er opvokset i Atlanta, der kan prale af at have kastet prominente hiphop-acts som Outkast, Jermaine Dupri, Ying Yang Twins og Gucci Mane af sig. Med hiphop som inspiration gennem sin opvækst udgav Thug en trilogi af mixtapes med titlerne "I Came from Nothing", inden han blev signet til Gucci Manes 1017 Brick Squad Crew i slutningen af 2012.


I starten af 2013 udgav rapperen mixtapet 1017 Thug, der inkluderede singlen "Picacho" og hittet "Stoner", som sikrede ham et gennembrud i branchen. Videoen har mere end fem millioner visninger på YouTube og blev også nomineret som "Best Club Banger" til BET Awards i 2014. Samme år medvirkede den excentriske rapper på de to albums "About The Money og Rich Gang: Tha Four", som er samarbejdsalbums med henholdsvis T.I. og Killer Mike samt Rich Homie Quan.

I april udgav Thug sit første solo-mixtape i to år med titlen "Barter 6", som en forløber til det længe ventede debutalbum "Hy!£UN35", der udgives 28. august. Singlen "Check" har over 33 millioner visninger på YouTube.

Young Thug spiller også på Train i Aarhus mandag den 24. august. Emil Stabil varmer i øvrigt op i Vega, ligesom Souleima gør det på Train. 

Udsolgt:


Vi Elsker 90'erne, Kongens Have, Odense, 22. august


Intet mindre end 13 timers 90'er-pop med navne som Scooter, Vengaboys, Infernal, Sound of Seduction, Rednex og mange, mange flere. For nogle paradis, for andre et mareridt – men hvis du ikke har købt billet, er det i hvert fald for sent nu, for der er nemlig udsolgt.

 

 


ANNONCE