Støt kræftsyg dansk dj

Støt kræftsyg dansk dj

Den danske dj Maria Gerhardt, bedre kendt som Djuna Barnes, er alvorligt syg af kræft, og hendes venner samler nu penge til alternativ behandling.

Soundtracket til de københavnske gader og klubber blev i 00'erne skabt af blandt andre dj'en Djuna Barnes, med det borgerlige navn Maria Gerhardt. Her blev hun hurtigt en af Danmarks mest respekterede og brugte dj's herhjemme og har også optrådt rundt om i Europa.

Foruden at være højt respekteret dj har hun været meddommer i X Factor, grundlagt magasinet Københavner og skrevet den selvbiografisk inspirerede og anmelderroste roman "Der bor Hollywoodstjerner på vejen".

I 2013 fik Gerhardt erklæret brystkræft og måtte skifte morgenfester og nattelivet ud med en hospitalsseng. Efter en lang kamp mod kræften, som hun i første omgang overvandt, og som var inspiration til hendes roman, fik den nu 37-årige Gerhardt i løbet af sommeren 2015 et tilbagefald – og de danske læger kan nu udelukkende tilbyde livforlængende behandling. Kræften har spredt sig med metastaser i skulder, rygsøjle, lunger og kraveben.

Efter at være blevet ude af stand til at arbejde har det været svært for Gerhardt at skaffe penge til den alternative behandling, der tilbydes i Tyskland – hvilket har fået hendes venner til at sætte gang i en indsamling via organisationen Caremaker.

I går, den 1. september blev indsamlingen igangsat, og allerede nu er er der doneret mere end 90.000 kroner til behandling af Maria Gerhardt.

Har du lyst til at hjælpe? – se indsamlingen og støt her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA