Hør Rasmus Seebachs nye single

Hør Rasmus Seebachs nye single

På sin sommerturné spillede Rasmus Seebach liveversionen af sin nye single, Uanset. Singlen udkommer i dag, og den 6. november er dagen for udgivelsen af hans fjerde album. GAFFA har taget en snak med Seebach om tankerne bag den nye single, som du kan høre nedenfor.

Hvad har inspireret til teksten i Uanset?

– Den har den følelse, som jeg tror, vi alle sammen render rundt med. Specielt folk, som er i et forhold, som virkelig elsker hinanden, kender hinanden. Man kan hurtig blive lidt usikker på hinanden, specielt når man er ude at holde fester, og man ser alting igennem et lidt sløret blik, fordi man har fået lidt at drikke. Men jeg tror, at den usikkerhed, der er i et forhold bare viser, at det er den rigtige, man er sammen med, og at man er vild med hinanden. Så sangen handler egentlig i høj grad om at bekræfte sin kæreste i "Hey, du har ikke grund til at være urolig, for det er dig, jeg vil have."

I singlen er der pålagt ekstra effekter som et glas, der bliver smadret. Hvad skal det illustrere?

– Glasset, der smadres, illustrerer meget godt et drama. Og så passer effekterne til den lidt 80'er-inspirerede sound, og så alligevel ikke, fordi jeg synes også, det er enormt 2016.

Hvad kan du ellers fortælle om dit kommende album?

– Jeg kan fortælle, at der helt klart kommer nogle sange, som fungerer på klubberne. Men der kommer også nogle lidt tungere sange med nogle lidt mere alvorlige emner, som jeg synes, der skal være. Nu har jeg gået i to år imellem den her skive og den gamle. Jeg føler selv, at på de to år er der sket nogle ting i mit liv, som er rigtig relevante for at skrive en sang, som er tungere og gerne må berøre én lidt dybere, end når man bare skal ud og danse.

Du har efterhånden en del succeser bag dig. Hvordan fornyer du dig, samtidig med at du bibeholder din succes?

– Jeg fortæller mig selv, at jeg ikke vil skrive den samme sang to gange. Jeg gider ikke at gøre, som jeg gjorde, sidste gang jeg lavede en sang. Det er vigtigt for mig, at der er et element, der gør, at det her er noget nyt. Jeg synes, at lyduniverset i Uanset helt klart er noget nyt. Der følte jeg mig i hvert fald ude på en grund, hvor jeg ikke lige har været før. Og det er jo dejligt. Jeg kan godt lide at være derude, hvor jeg skal genopfinde mig selv lidt.

Du synger næsten altid på dansk, hvorfor?

– Jeg føler mig mest på hjemmebane, når jeg synger på dansk. Det er lidt ligesom, når man går og taler med sig selv, og når man går på gaden og pusler med nogle tekster. Så falder det mig mest naturligt at tale til mig selv på dansk.

Hvad ser du frem til med denne single og det kommende album?

– Det bliver skide sjovt at komme ud og spille de nye sange. En ting er jo at sidde i studiet med dem i så lang tid, som jeg har, en anden er at komme ud og faktisk mærke nogle reaktioner. Det glæder jeg mig enormt meget til.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA