Nyhed

SE: Rørende hyldest fra Damon Albarn til The Specials-forsanger

Frontmanden fra Blur og Gorillaz siger farvel til sin ven med særlig klaverversion af The Specials-hit

Den 19. december kom det frem, at frontmanden fra The Specials, Terry Hall, var død i en alder af blot 63 år efter kort tids sygdom. The Specials meddelte det på deres Twitter profil samme dag.

Den 20. december delte frontmanden fra Blur og Gorillaz, Damon Albarn, så en hyldestvideo til Hall på Twitter, hvor han spillede en klaverversion af The Specials-hittet ”Friday Night, Saturday Morning” fra 1980, skriver NME.


I sin ledsagende tekst skrev Albarn:

”Terry, du betød alverden for mig. Jeg elsker dig”. 

Foruden Albarn har Halls bandkammerater fra The Specials, Neville Staple og Jerry Dammars udtrykt kærlighed til deres ven på Twitter.

”Ud over vores punkede start på scenen, så var vi i studiet med Elvis Costello som producer, hvor Terry var i stand til at synge stille og roligt, og jeg synes, hans skjulte styrke kom frem. Det var en levering, der fik melankolien frem i nogle af The Specials' sange, som jeg tror, mange mennesker kunne relatere til”, skrev Dammars og afsluttede:


”Alle mine kondolencer og medfølelse går til hans kone og familie”, her citeret fra NME.

Derudover har bassisten fra The Specials, Horace Panter, på Facebook beskrevet det korte sygdomsforløb, som ledte op mod Halls død. Panter fortæller her, hvordan bandet havde planlagt at indspille et nyt album i november, inden Hall blev syg og fik diagnosticeret kræft i starten af oktober. Tilmed skrev han:

”Verden har mistet en unik stemme, og jeg har mistet en god ven.”

LÆS OGSÅ: The Specials i Vega

ANNONCE