Han nåede at medvirke på flere regulære rockklassikere inden psykisk sygdom afsporede hans liv og karriere
Tilbage i marts måned afgik Jim Gordon ved døden på den lukkede, retspsykiatriske afdeling California Medical Facility, i Vacaville, Californien, i en alder af 77 år. Nu er der så varslet ny bog om den tidligere trommeslager, som blev dømt for at myrde sin egen mor med en hammer tilbage i 1983.
Gordon var født i Los Angeles og indledte sin musikerkarriere allerede i teenagerårene. Som 21-årig var Gordon blandt de talrige studiemusikere, som medvirkede på Beach Boys-hovedværket Pet Sounds (1966), og i det følgende år gik det for alvor løs for den unge trommeslager.
Alene i 1969-70 nåede han at medvirke på blandt andet Crosby, Stills & Nashs debutalbum, The Byrds' The Notorious Byrd Brothers, Eric Claptons eponyme solodebut, George Harrisons All Things Must Pass og Joe Cockers legendariske turné og livealbum Mad Dogs & Englishmen.
I samme periode udgjorde han en del af backingbandet i Delaney & Bonnie, og var blandt andet med, da de spillede i Falkoner Salen i København med både Eric Clapton og George Harrison på guitar i december 1969.
Det er den 73-årige musikjournalist og forfatter Joel Selvin, som har skrevet bogen baseret på interviews med trommeslagerens efterladte, adgang til juridiske dokumenter med mere.
Selvin har skrevet for blandt andre Rolling Stone Magazine, Billboard og San Francisco Chronicle, ligesom han har udgivet bøger om Sammy Hagar, The Grateful Dead, Megadeth og den katastrofale 1969-festival The Altamont Speedway Free Festival.
"På trods af sit musikalske geni ledte hans ukontrollerede vanvid i sidste ende til rockhistoriens mest chokerende forbrydelse," hedder det om Gordon og den nye bog i en pressemeddelelse fra forlaget Diversion Books, som sender bogen i handlen den 27. februar 2024.