Nyhed

HIMMELSENDT: Kaizers Orchestras nye single er en musical-raket

Kaizers Orchestra forbereder sig på deres udsolgte turné med at udgive en ny single

I juni landede der en ny single fra det norske rockband Kaizers Orchestra. ”Dine Gamle Dager Er Nå” var det første Kaizers nummer i ti år og en helt særlig oplevelse.

”Det var en speciel og inspirerende oplevelse at komponere det første Kaizersnummer i 10 år. Mange har spurgt os, om vi har gemt materiale gennem årene til et eventuelt comeback. Det har vi ikke! Vi ser på musikken, vi laver i dag som nutidig,” lød det i en pressemeddelelse.

I dag udsender Kaizers Orchestra så endnu en single, der har fået titlen ”Kaleidoskophimmel”. Bandet kalder selv det nye nummer for ”en nærmest Springsteen-inspireret ballade i deres bedste storytelling-stil”.


Sangen har rødder i arbejdet omkring Kaizers musicalbaserede Violeta Violeta-univers og er en fortsættelse af deres tidligere album Violeta Violeta III (2013). GAFFA anmeldte dengang albummet og gav det fire stjerner.

Violeta Violeta Vol. III er et stort og tramperende værk, der kaster sig frådende over de musikalske traditioner med blandt andet et symfoniorkester i ryggen. Det gør albummet voluminøst og ganske højtravende, men deres helt egen blanding af humor og alvor holder albummet nede på jorden,” skrev GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen blandt andet.


I en pressemeddelelse sætter Kaizers Orchestra ord på den nye single:

”Vores nye sang ’Kaleidoskophimmel’ er en slags musical-raket der skydes ud fra vores dybeste sted i vores sjæl. En oplevelse af en førstegangsforelskelse, hvor følelserne står i Flammer, og eksploderer i et fyrværkeri af følelser og farver. Måske er det disse følelser vi rammes af når vi for første gang i 10 år møder vores fans her i efteråret.”

”Kaleidoskophimmel” udkommer i forlængelse af, at Kaizers sparker sin norske turné i gang. Ti minutter var alt det tog, før alle 56 koncerter var udsolgte. Til september kan Kaizers Orchestra se frem til at spille for i alt 82.000 fans, når turnéen starter i Stavanger Koncertsal og derefter fortsætter til Oslo, Trondheim og Bergen.


Janove gæster Danmark som solist: – Kaizers Orchestra er enten "all-in" eller ingenting

ANNONCE