Det kontroversielle slovenske band genudgiver 36 år gammelt album og lægger vejen forbi Danmark i maj '24
Det slovenske kultband Laibach har udforsket en bred vifte af musikgenrer, herunder elektronika, industrial, klassisk og pop, i deres samfundskritiske musik.
Laibachs koncerter har til tider æstetisk lignet politiske møder og er blevet beskyldt for både ekstreme venstre- og højreorienterede politiske holdninger på grund af deres brug af uniformer og totalitære æstetikker.
Bandet blev på grund af sit kontroversielle udtryk forbudt i det daværende Jugoslavien i 1983 på grund af et tvetydigt kunstværk med provokerende antydninger til nazisternes besættelse.
Laibachs eksperimentelle album Opus Dei fra 1987, der inkluderer velkendte sange som "Life is Life," "Leben heißt Leben," og "Geburt einer Nation," bliver genudgivet og remastered på både vinyl og cd i maj 2024.
De var senest i Danmark i begyndelsen af 2023, hvor de spillede på henholdsvis Voxhall i Aarhus og på Bremen Teater i København. GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt var til stede til koncerten på Voxhall og skrev blandt andet:
“Trods perioder med musikalsk stilstand undervejs viste koncerten, at Laibach og deres satire over totalitarisme og overforbrug stadig er yderst relevant. Ikke mindst når vi befinder os i en krig mod en diktator med storhedsvanvid mod øst, men bestemt ikke kan sige os fri fra lignende tendenser i den såkaldt civiliserede vestlige, kapitalistiske verden. Laibach lever stadig, de giver os noget at tænke over, og vi har brug for dem.”
Gruppen teasede til samme lejlighed på en storskærm ordene: “maybe we’ll be back”. Og nu kan vi altså sætte streg over "maybe". Det grænsesøgende band har nemlig annonceret, at de vender tilbage til Danmark i 2024, hvor de blandt andet vil fremføre materiale fra Opus Dei.
Laibach spiller på Pumpehuset i København d. 17 maj. Billetter koster 320 kroner plus gebyr og salget er startet på Allthingslive.dk og Ticketmaster.dk.