Nyhed

Stjernespækket koncertkoncept vender tilbage

Caroline Henderson og kompagnis hyldest til den kvindelige, sorte musikhistorie kan opleves igen til næste år

Alt måtte meldes udsolgt og GAFFAs anmelder kvitterede med fem stjerner, da Caroline Henderson, Barbara Moleko, Karen Mukupa, Nabiha og Iris Gold i efteråret 2021 gik sammen om at hylde den kvindelige, sorte musikhistorie med koncertrække Black Voices - a Tribute.

Nåede man ikke at opleve koncerten dengang, får man nu en ekstra chance. Det er nemlig netop blevet offentliggjort, at stjerneholdet gentager succesen i 2024, hvor hyldestkoncerten opføres den 19. og 20. januar i henholdsvis Musikhuset Aarhus og DR Koncerthuset i København. Billetter er i salg lige her.

Koncerten byder på fortolkninger af sange, som tidligere er blevet indspillet af ikoner som Billie Holiday, Aretha Franklin, Beyonce, Nina Simone, Erykah Badu, Betty Davis, TLC, Neneh Cherry, Dinah Washington, Sade, Diana Ross, Rihanna, Lauryn Hill, Grace Jones, Tina Turner, Natasja med flere. Og ifølge Caroline Henderson var det en særlig oplevelse for både optrædende og publikum at dykke ned i den musikalske arv ved koncerterne for to år siden.

"Vi stod på scenen alle fem, vi holdt hinanden i hænderne og kiggede ud på det fantastiske publikum, som efter en veloverstået premiere kvitterede med stående ovationer. I det øjeblik smeltede fortid og nutid sammen, og jeg mærkede vores power og stolthed som elektricitet gennem hele kroppen! Vi gjorde det!," udtaler Henderson i en pressemeddelelse i anledning af de kommende koncerter og tilføjer:


"Vi havde sammensat en koncert, hvor vi hyldede ikoniske sorte kvinder, der har sat deres umiskendelige præg på musikhistorien. I sangene, hen over generationer lever deres fortællinger videre. Vores stemmer spejler deres kampe og giver genklang til nye kapitler. Nye kapitler om håb. Musikken giver os den stærkeste stemme. Lyt til den,’ lyder opfordringen fra Henderson. 


Ifølge hende er den storstilede hyldestkoncert mere aktuel en nogensinde:

"Det, der virkede som en fuldkommen umulighed for nogle år siden, blev modtaget med åbne arme og et ønske om mere. Og det, som for kort tid siden var min drøm, blev vores fælles kendsgerning. Og det, som virkede som et ’once in a lifetime event’, har nu vokset sig stærkere og mere aktuelt end nogensinde. Black Voices er tilbage. Sammen med publikum vil vi endnu engang hylde alle de stemmer, der gik foran. Vi står skulder ved skulder med de mange fantastiske sorte kvinder, hvis musik har sat aftryk i vores fælles kulturhistorie." 

Caroline Henderson samler stjernehold til at hylde den sorte kvindelige musikhistorie


 

ANNONCE