Nyt album følger figuren Rosa gennem tre stadier af en destruktiv relation
Den 17. november udgiver Øyunn, multikunstner og trommeslager i Efterklang, sit konceptalbum Aspects – et album, der handler om hierarkiske relationer, om utryghed og grænser og om at miste og genfinde sin stemme, lyder det i en pressemeddelelse.
På albummet har Øyunn skabt et narrativ, som følger karakteren Rosa. Med musikken som omdrejningspunkt gennemgår hun en udvikling, der har afsæt i de problemer, mange oplever i destruktive relationer.
For nyligt delte Øyunn singlen ”Pink Shades,” der er åbningsnummeret på det kommende album. I pressemeddelelsen fortæller hun om meningen bag nummeret:
”Titlen spiller på at se virkeligheden gennem lyserøde glas; at overse det når den anden ikke har gode intentioner i en relation. I dette nummer er brillerne taget af, og jeg/Rosa ser tilbage på en destruktiv relation,” fortæller Øyunn og fortsætter.
”Hvor den ene var autoritær, suveræn og alvidende, stillede den anden sig sårbar. Den første holdt en skinnende facade, med spøgelser i bagagen som ikke blev delt. Den anden lagde for meget i dennes hænder, stillede vedkommende på en piedestal, og var nøgen uden gengældelse. Forhåbentligvis kan teksten ræsonnere, enten man har oplevet disse mekanismer indenfor en usund struktur, en familiær, kollegial, venskabelig eller romantisk relation. Sangen er et opgør med det,” afslutter Øyunn.
Det kommende album Aspects blev oprindeligt skabt til den norske Ultima Festival, som et værk, der trækker på forskellige genrer som livemusik, performance og film. Når Øyunn fremfører albummet på scenen, kombineres musikken derfor med kortfilm, der viser Rosa/Øyunn, samt et visuelt sceneshow, der understøtter historien.
Øyunn har base i København, men er født og opvokset i Norge. Hun har markeret sig som trommeslager og backing-sanger på det danske band Efterklangs seneste fire udgivelser. Hun har også optrådt og spillet med kunstnere som Agnes Obel, Troels Abrahamsen (tidl. forsanger i Veto) og Bugge Wesseltoft. Dertil har hun komponeret musik til teaterproduktioner hos både Det Kongelige Teater samt Nationaltheatret og Dansens Hus i Oslo.
Hør åbningsnummeret ”Pink Shades” her
På Efterklangs nye ep smiler musikken udenpå og græder indeni