Nyhed

Stomped vandt Starfighters

Vinderen i upcoming-konkurrencen fundet på Skanderborg Festival

Det blev heavy-gruppen Stomped, der vandt upcoming band-konkurrencen Starfighters, som er blevet til i et samarbejde mellem Skanderborg Festival, DR TV’s Boogie, DR P3’s Katapult og GAFFA. Det er netop blevet afsløret på Skanderborg Festivals upcoming-scene Den Blå Planet, hvor de 12 deltagende bands, udvalgt gennem de omtalte medier, har spillet på festivalens første tre dage.

De 12 grupper var Separations, Yellowish, blooq, Marvel Hill, Sparkling, Love Supreme, Case, Lesbian Lipstick, Carpe Diem, Grammarphone, Stomped og Gestir.

Dommerkomitéen bestående af en repræsentant fra hver af de nævnte arrangører, heriblandt GAFFAs demoanmelder Nikolai Lubich, fandt Stomped mest overbevisende. Andenpladsen gik til Case, der spiller melodisk guitarpop, og nr. 3 blev Marvel Hill, der giver den i melodisk og melankolsk rock.


Det var nogle absolut glade vindere, der indtog scenen på Den Blå Planet. De er nu sikret en pladekontrakt, spilletid på Skanderborg Festivals største scene Bøgescenerne, både i morgen søndag og næste år. Nr. 2 og 3 vandt optræden på festivalen i morgen søndag på hhv. Rytmehans-scenen og den lidt mindre Den Blå Planet. Alle tre vandt desuden en fælles efterårsturné. Se tid og sted nedenfor.

Da dommerkomitéen var begejstret over det høje niveau, besluttede de også at uddele en række fiduspokaler - i form af whisky - til medlemmer af andre end de tre vinderbands, der havde gjort et godt indtryk på dommerne. De gik til flg. personer:

Bedste vokalist: Laura Nosczyk, Yellowish
Bedste guitarist: Dan Christensen, Carpe Diem
Bedste trommeslager: Joke, Blooq
Bedste bassist: Niels Jakup i Jógvanstovu, Gestir
Bedste showman: Jimmy Badger, Lesbian Lipstick


Stomped, Case og Marvel Hill kan opleves live flg. steder i efteråret:
11.09 Aalborg, Skråen, 98122189, www.skraaen.dk
12.09 Randers, Von Hatten, 86433318
13.09 Herning Fermaten, 70156565, www.billetnet.dk
18.09 København, Pumpehuset, 70156565, www.billetnet.dk
19.09 Haderslev, Månen, 74222010, www.e-billetter.dk
20.09 Viborg, Paletten, 86628322, www.paletten.dk
25.09 Århus VoxHall, 70156565, www.e-billetter.dk
26.09 Roskilde, Gimle, 70156565, www.billetnet.dk
27.09 Odense, Studenterhuset, 70156565, www.billetnet.dk

ANNONCE