Nyhed

Embrace skal lave VM-sang

Englands officielle sang til fodbold-VM skal indspilles af Embrace

”Med kun 75 dage inden England skal spille deres første VM-kamp mod Paraguay har alle spurgt, hvem der vil få jobbet. Vi vil gerne tro, at vi har gjort lidt af et kup ved at score sådan et fantastisk band og samtidig formå at holde det hemmeligt, indtil nu”, siger en talsmand fra det engelske fodboldforbund FA og tilføjer: ”Den officielle VM-sang er næsten gået hen og blevet en institution, og det er virkeligt vigtigt, at vi har et originalt og spændende nummer. Samtidig fæster vi vores lid til, at Embraces sang vil pirre både spillere og fodboldfans fantasi”.

Det engelske band Embrace, der er blevet sammenlignet med storladne rockdrenge som Oasis og The Verve, blev i starten af året kontaktet af FA og var straks med på idéen. Det er der kommet sangen ”World At Your Feet” ud af, skriver NME.com.

Forsanger i Embrace Danny McNamara siger: ”Vi kan ikke vente med at kommet i studiet og indspille det nye nummer. Vi mener, at vi har en virkelig god sang, og forhåbentlig gentager den succesen fra tidligere sange som for eksempel New Orders ”World In Motion”".


Måske afspejler titlen "World At Your Feet" Englands slet skjulte fodboldønske om at lægge de konkurrerende landes hold for deres fødder. I hvert fald har de ikke vundet fodbold-VM i 40 år, og både den stolte engelske fodboldnation og pressen på øerne ovre på den anden side af Vesterhavet ønsker efterhånden snart, at der sker noget på den front.

Embrace ligger for tiden nummer to på den engelske single-hitliste med nummeret ”Nature's Law”. Udover New Order og nu Embrace har blandt andre Spice Girls lavet en officiel VM-sang. VM-sangen ”World At Your Feet” udkommer inden VM, men den eksakte dato er endnu ikke på plads.

ANNONCE