Nyhed

Montmartre holder fødselsdag

Årets Spillested gendanner Palle Mikkelborgs gruppe Entrance til festen 1. maj

Søndag den 1. maj er der gået et år siden Montmartre genopstod som københavnsk spillested. Det bliver fejret med en fødselsdagsfest, hvor Palle Mikkelborgs gruppe Entrance gendannes kun for denne aften, og Montmartres nytiltrådte musikchef, Benjamin Koppel, lancerer Montmartre Ensemblet som skal være kreativ knastaksel i Montmartre, og denne aften består af blandt andre Alex Riel, Bo Stief og Gerard Precenser fra US3.

Til fødselsdagen vil man også kunne fejre, at JazzDanmark netop har udvalgt Montmartre til Årets Spillested. Den officielle ceremoni vil blive afviklet 5. maj, hvor spillestedet også vil modtage JazzLive-prisen på 35.000 kroner.

I forbindelse med fødselsdagen gendannes gruppen Entrance med Palle Mikkelborg i front flankeret af hans tro væbnere, Thomas Clausen (trompet), Bjarne Rupé (guitar), Bo Stief (bas) og Alex Riel (trommer). Entrance havde en meget bred fanskare og var én af de sidste grupper, der spillede på Montmartre i Store Regnegade, inden stedet lukkede i 1976, og derfor er der en vis symbolik i, at gruppen nu igen kan opleves på Montmartre.


Entrance og Montmartre Ensemblet kan opleves på Montmartre søndag 1. maj.

ANNONCE