Nyhed

Kato: Snoop var imponerende i studiet

Den aarhusianske dj fortæller om, hvordan han – med visse forhindringer – fik Snoop Dogg i studiet, og hvordan samarbejdet med westcoast-kongen gik

Se masser af billeder med Kato og Snoop i GAFFAs gallerisektion.

Det er noget af et scoop, at Kato har fået westcoast-kongen Snoop Dogg med på sin nye single Never Let You Go. Og det var da heller ikke det letteste i hele verden at få Big Snoop ned i studiet i Mejlgade i Aarhus. Kato fortæller her om stjernebesøget, og hvordan det i det hele taget lod sig gøre.

– Min storesøster flyttede for mange år siden til L.A. med en amerikansk musiker og pladeselskabsmand. Han er manager for en westcoast-producer og dj, der hedder Battlecat, og som er meget respekteret inden for branchen. Han er blandt andet Snoop Doggs faste live-dj. Så i mange år har jeg vidst, at der var en indgangsvinkel til Snoop, men det har været vigtigt for mig at have lidt is i maven og vente på det rigtige tidspunkt og til at jeg i det hele taget var god nok til at levere noget til Snoop. Og da han så skulle spille i Aarhus sidste år, var det på tide at give det et skud.


 

Afhang af krydsede fingre

– Jeg var faktisk på ferie, da jeg kom i tanker om, at Snoop skulle spille i Aarhus, og så ringede jeg til min svoger og spurgte, om ikke han kunne sætte noget op, og så begyndte han at trække i trådene. Faktisk troede jeg ikke rigtigt på, at det kunne lade sig gøre, men det lykkedes jo som bekendt. Jeg sendte nogle numre til Snoop, og han var åben overfor at lave noget sammen med mig, men der var ikke rigtig nogen sikkerhed for noget som helst, og det hele afhang meget af krydsede fingre.


Det var egentlig meningen, han skulle komme forbi om eftermiddagen inden koncerten, og vi havde linet tre biler op oppe ved hotellet, men han kom ikke ned, og hans manager tog ikke telefonen. Vi havde gjort alt klar hernede, men der skete ikke noget. Så fik jeg besked om, at han ville kigge ned klokken 17.00, men så var han pludselig faldet i søvn. Det var en lang, lang dag, hvor jeg sad hernede og ventede sammen med en masse mennesker som knoklede og arbejdede for at gøre det hele klar. Under koncerten valgte jeg at blive i studiet og stå stand by, hvis der nu skulle ske noget, men efter koncerten får jeg at vide, at han er gået op på sit værelse back stage, hvor han har lagt sig til at sove, og jeg tænkte bare: "Ej for helvede, det sker bare ikke!" Men en time efter, koncerten er slut, vågner han op igen, og pludselig får jeg en sms, hvor der står: "Vi kører nu!"

 

"Yo, Kato. Play me the beat!"


Han kom ned i studiet med et 10 mand stort entourage, to bodyguards og 15 piger, han havde taget med fra Train. Jeg ved jo godt, hvordan den slags ting fungerer, så jeg var selvfølgelig nervøs for, om han var fuld eller knokkelskæv og bare havde lyst til at kigge på damer, og om vi overhovedet ville få noget ud af det, men han var sindssygt cool, venlig og tilbagelænet. Han kom ind ad døren, gav mig hånden og sagde: "Yo, Kato. Play me the beat!" Og så gik vi bare i gang. Han bad om en blok papir og en kuglepen, og så sad han ellers og skrev et par vers ned. En gang imellem spurgte han mig: "Do you like that?", og jeg tænkte bare "hell yeah! Det er fucking sweet!"

Det tog ham et kvarter at skrive teksten, og så hoppede han i boksen, så efter en halv time havde han både skrevet og indspillet sit vers. Det var virkelig imponerende!

Da vi var færdige kom han hen og spurgte, om ikke jeg havde lyst til at spille lidt mere af min musik for ham, og jeg spillede en masse instrumental-tracks for ham, som han freestylede hen over og havde en fest med det. Det hyggede vi os med i halvanden time og jokede lidt over et par øl, og han fortalte røverhistorier. Da de så tog afsted trak manageren mig til side og sagde, at der var tre numre, som Snoop var særligt glad for, og som jeg luge skulle huske at sende ham. Det var en fed oplevelse og dejligt afslappende. Det føltes lidt som om vi kendte hinanden og var meget naturligt, selvom han er en af verdens største rappere, og jeg bare er en skaldet jydedreng, der laver noget umpti umpti-musik. Men han ville gerne holde kontakten ved lige og eventuelt benytte sig af studiet en anden gang. Nu må vi se, om det bare er for at være flink, han sagde det, haha! Men det betød da meget, at han sagde det.


Læs et meget længere interview med Kato om hele hans karriere i GAFFAs artikelsektion.

 

ANNONCE