Nyhed

Hør Tim Christensen fortolke Fielfraz

Sangeren og sangskriveren har indspillet "Spiderman" eksklusivt for GAFFA

GAFFA fylder 30 år til september, og det fejrer vi blandt andet med udgivelsen af albummet "Gi' Et Nummer", hvor en række af landets pt. mest spændende artister har indspillet deres danske yndlingsnummer fra den periode, GAFFA har eksisteret, altså årrækken 1983-2013. Det betyder, at man kan høre fortolkninger af så forskellige danske navne som blandt andre Aqua, Superheroes og Kasper Winding udført af ligeledes forskellige kunstnere, der strækker sig fra Mikael Simpson til Nephew og The Floor Is Made Of Lava. Albummet bliver eksklusivt trykt i kun 3000 eksemplarer og ikke genoptrykt igen.

Overskuddet fra salget vil gå til Ungdommens Røde Kors, hvor pengene er øremærket til musikprojektet 'URK præsenterer', hvor der blandt andet arrangeres non-profit-koncerter.

Hver hverdag op til udgivelsen vil GAFFA præsentere de forskellige kunstnere og deres fortælling om, hvor de netop har valgt det nummer, de har. Og hver dag kan du høre den pågældende sang.


Vi fortsætter med Tim Christensen, der har indspillet Fielfraz' "Spiderman" fra 1996:

– Fielfraz er et af de allerbedste rockbands, vi har haft herhjemme nogensinde, og samtidig et af de mest undervurderede bands nogensinde. Jeg synes, at det har været sjovt at lave nummeret, men det kommer på ingen måde op i nærheden af originalen. Så det skal ses som en kærlig anbefaling af et band, der desværre er gået i glemmebogen. Så jeg vil opfordre folk til at gå på opdagelse i deres bagkatalog, for der ligger virkelig nogle gode ting, som ikke har fået den opmærksomhed, de har fortjent. Og med det in mente, så ligger der måske også en smule dårlig samvittighed over, at Fielfraz faktisk var happening i starten af 90'erne, men lige pludselig kom der en række unge rockbands herhjemme, der fuldstændig fjernede opmærksomheden fra Fielfraz. Hvis man ikke selv kan regne det ud, så var jeg selv en del af det. Og der er ingen tvivl om, at Fielfraz helt klart har haft det hårdt der, for de spillede sgu ikke grunge og havde klippet sig korthårede på det tidspunkt.

Du kan støtte den gode sag via crowdfunding, hvor der i skrivende stund er indsamlet 18.168 kroner, men målet og håbet er at nå de 30.000. Her kan du støtte med et valgfrit beløb, men afhængigt af størrelsen på beløbet venter der dig særlige goder. Blandt andet albummet, naturligvis, og 1 års GAFFA Plus Guld-medlemskab. Du kan støtte den gode sag lige her. Du kan selvfølgelig også vælge at købe albummet via GAFFA Shop lige her.


Tracklisten til albummet er som følger:

Ulige Numre: Kom Tilbage Nu (Danseorkestret, 1985)
Mikael Simpson: Midnat I Europa (Thomas Helmig, 1986)
Kirstine Stubbe Teglbjærg: Hvor Går Vi Hen? (Lars H.U.G., 1987)
The Eclectic Moniker: Kom Nu Hjem (Kasper Winding, 1989)
Nephew: Det Si'r Sig Selv (C.V. Jørgensen, 1990)
Tim Christensen: Spiderman (Fielfraz, 1996)
The Floor Is Made Of Lava: Roses Are Red (Aqua, 1996)
Hymns From Nineveh: Fald Min Engel (TV-2, 2001)
Go Go Berlin: Turn Me On (Superheroes, 2002)
Christian Hjelm: Worst/Best Scenario (Nephew, 2004)
Nelson Can: Riverside (Agnes Obel, 2010)

GAFFA holder 30 års jubilæumsfest på VoxHall fredag 30. august klokken 20.30 med koncert med fire af de medvirkende: Ulige Numre, Go Go Berlin, Kirstine Stubbe Teglbærg og Nelson Can. Køb billet til kr. 130,- her eller kun kr 30,- hvis du er GAFFA Plus GULD-medlem her - SPAR 100,-


Hør Tim Christensen med "Spiderman":

ANNONCE