Nyhed

Odd Future holder dansk efterfest

Hiphop-kollektivet OFWGKTA holder efterfest i København efter deres koncert på Vega

Odd Future, også kendt som Odd Future Wolf Gang Kill Them All eller forkortelsen OFWGKTA, giver på torsdag koncert i Vega og vil efterfølgende holde en efterfest på Rust. 

Odd Future er et kollektiv bestående af en række hiphop-kunstnere, og på torsdag vil følgende af medlemmerne være til stede i Vega: Tyler the Creator, Taco, LBOY, Hodgy Beats, Jasper, Domo Genesis, Leftbrain, Earl Sweatshirt og Mike G. Tilsammen laver de musik, der leder ens tanker hen på en ung og oprørsk udgave af Wu-Tang Clan.

På trods af, at kollektivet Odd Future ifølge dets frontmand Tyler the Creator tæller op mod 60 medlemmer, er det netop Tyler the Creators solosucces, der har sat gang i opmærksomheden omkring Odd Future. Tyler udgav for under tre måneder siden albummet "Wolf", som GAFFAs anmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr skrev følgende om: "Den unge rapper med den karismatiske lyd og den hårde attitude er hverken blevet stueren eller blid som et lam siden sidste udgivelse, men Wolf er alligevel et album, der lader lytteren komme lidt tættere på rapperen, som viser lidt mindre attitude og lidt mere Tyler end tidligere", og kvitterede med fire stjerner


Alle de medlemmer af Odd Future, der spiller til koncerten i Vega, vil også være til stede til efterfesten på Rust, men der vil ligeledes komme en del endnu ikke oplyste navne og bidrage til festen. Rust fortæller selv, at der er en vis sandsynlighed for, at et andet kendt Odd Future-medlem, Frank Ocean, kigger forbi, da han spiller i Tap1 samme aften, men man kan ikke garantere det.

Efterfesten foregår på Rust på Nørrebro på torsdag, efter koncerten i Vega, klokken 00. Find billetter via GAFFA Live eller vind dem i GAFFAs konkurrence her.

ANNONCE