Nyhed

Melissa Horn klar med nyt album og dansk turné

Den svenske sangfugl udgiver nyt album og besøger Danmarks tre største byer

Den svenske sangerinde og sangskriver Melissa Horn afslører nu, at hun udgiver sin karrieres fjerde udspil til efteråret.

Sangerinden havde sin debut i 2008 med albummet "Långa Nätter", men herhjemme blev hun først for alvor bemærket i 2009, hvor hun udgav "Säg Ingenting till Mig". To år senere efterfulgte tredjealbummet "Innan Jag Kände Dig" som GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen tildelte fire stjerner og skrev følgende om: "Hun er i udpræget grad billedet af den ungdommelige skrøbelighed. Hendes melodier er traditionelt opbundne, og sangen vibrerende følsom. Der er tale om en ganske nøjsom og fint afdæmpet instrumentering på albummet, som iscenesætter hende som en moderne visesanger frem for en lille poppige med orden i traditionen!".

I anledningen af, at det fjerde album, der endnu ikke har fået en titel eller udgivelsesdato, nu er på trapperne, kommer sangerinden til i Danmark.


Melissa Horn har tidligere optrådt i landet, heriblandt i Vega og Tivoli, samt til Spot Festival. Om sidstnævnte lejlighed skrev GAFFAs anmelder Jakob Kowalski: "Her foldes singer-songwriter-materialet professionelt ud, og stemmen og stilen kan godt give mindelser om Lisa Ekdahl, den hæderkronede dronning af genren hinsidan," og giver sangerindens optræden fire ud af seks stjerner.

Koncertdatoer:
13.11: Posten, Odense.
14.11: Koncerthuset, København
15.11: Musikhuset, Aarhus

Billetsalget til de tre koncerter er i gang, og billetter kan findes via GAFFA Live.


ANNONCE